Dectova
infusionsvæske, opløsning 10 mg/ml
GlaxoSmithKline


Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til patienten
Dectova 10 mg/ml infusionsvæske, opløsning
zanamivir
▼Dette lægemiddel er underlagt supplerende overvågning. Dermed kan der hurtigt tilvejebringes nye oplysninger om sikkerheden. Du kan hjælpe ved at indberette alle de bivirkninger, du får. Se sidst i punkt 4, hvordan du indberetter bivirkninger.
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du får dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen eller sygeplejersken, hvis der er mere, du vil vide.
- Kontakt lægen eller sygeplejersken, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk.
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du får Dectova
- Sådan får du Dectova
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse

Dectova indeholder zanamivir, som tilhører en gruppe lægemidler, der kaldes antivirale midler. Dectova bruges til at behandle alvorlig influenza (influenza A eller B virusinfektion). Det bruges, når andre influenzabehandlinger ikke er egnede.
Voksne og børn i alderen 6 måneder og derover kan behandles med Dectova.
2. Det skal du vide, før du får Dectova

Få ikke Dectova
- hvis du er allergisk over for zanamivir eller et af de øvrige indholdsstoffer i Dectova (angivet i punkt 6).
Advarsler og forsigtighedsregler
Alvorlige hudreaktioner eller allergiske reaktioner
Der kan forekomme alvorlige hudreaktioner og allergiske reaktioner, efter at du har fået Dectova. Symptomer kan omfatte hævelse af huden eller i halsen, vejrtrækningsbesvær, udslæt med blærer eller afskallende hud (se også "Alvorlige hudreaktioner eller allergiske reaktioner’ i punkt 4).
Pludselige ændringer i adfærd, hallucinationer og anfald
Under behandling med Dectova kan der forekomme ændringer i adfærd såsom forvirring og passivitet. Nogle mennesker kan også få hallucinationer (se, høre eller føle ting, som ikke er der) eller krampeanfald, som kan føre til, at de mister bevidstheden. Disse symptomer forekommer også hos
mennesker med influenza, som ikke fik Dectova. Så derfor vides det ikke, om Dectova var med til at fremkalde symptomerne.
Hvis du er immunsvækket (har et nedsat immunforsvar).
Hvis dit immunforsvar ikke virker optimalt, kan din læge vælge at følge dig nøjere, for at sikre at behandlingen virker. Lægen kan om nødvendigt udskifte din behandling med en anden.
Hvis du bemærker nogen af de ovenfornævnte symptomer:
→Fortæl det omgående til lægen eller sygeplejersken.
Brug af andre lægemidler sammen med Dectova
Fortæl det altid til lægen hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler.
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge til råds, før du får dette lægemiddel.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Dectova bør ikke påvirke din evne til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner.
Dectova indeholder natrium
Dette lægemiddel indeholder 70,8 mg natrium (hovedkomponent af madlavnings-/bordsalt) pr. hætteglas. Dette svarer til 3,54 % af den anbefalede maksimale daglige indtagelse af natrium for en voksen.
3. Sådan får du Dectova

Hvor meget Dectova får du
Lægen afgør, hvor meget Dectova du skal have. Den mængde, du får, er baseret på din alder, legemsvægt og resultatet af dine blodprøver (for at tjekke, hvor godt dine nyrer fungerer).
Din dosis kan blive sat op eller ned, afhængigt af hvor godt du reagerer på behandlingen.
Voksne
Den anbefalede dosis er 600 mg to gange dagligt i 5 til 10 dage.
Hvis dine nyrer ikke fungerer så godt, som de burde, vil lægen fastsætte en nedsat dosis til dig.
Børn
Lægen bestemmer den korrekte dosis Dectova.
Hvornår og hvordan bliver Dectova givet
Dectova bør gives så hurtigt som muligt, normalt indenfor 6 dage efter at symptomer på influenza opstår.
En læge eller sygeplejerske giver dig Dectova som infusion i en blodåre (et drop). Det gives normalt i armen over ca. 30 minutter.
Spørg lægen eller sygeplejersken, som giver dig Dectova, hvis der er noget, du er i tvivl om.
Hvis du får for meget Dectova
Det er ikke sandsynligt, at du får for meget, men hvis du mener, at du har fået for meget Dectova, skal du straks fortælle det til lægen eller sygeplejersken.
4. Bivirkninger

Dectova kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Alvorlige hudreaktioner og allergiske reaktioner kan muligvis forekomme ved brug af Dectova, men der er ikke oplysninger nok til at vurdere, hvor sandsynlige de er. Kontakt din læge eller sygeplejerske med det samme hvis du oplever følgende bivirkninger:
- meget svære hudreaktioner såsom:
- hududslæt, der kan danne blærer, som ligner små målskiver (erythema multiforme)
- udbredt udslæt med blærer og afskallende hud, der især forekommer omkring munden, næsen, øjnene og kønsorganerne (Stevens-Johnsons syndrom)
- omfattende afskalning af huden på meget af kroppens overflade (toksisk epidermal nekrolyse).
- alvorlige allergiske reaktioner, herunder kløende udslæt, hævelse af ansigt, hals eller tunge, vejrtrækningsbesvær, svimmelhed og opkastning.
Almindelige bivirkninger
Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 personer
- diarré
- leverskade (hepatocellulær skade)
- udslæt.
Almindelige bivirkninger, der muligvis kan ses i dine blodprøver:
- øget niveau af leverenzymer (øgede aminotransferaser).
Ikke almindelige bivirkninger
Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 personer
- kløende, bulet udslæt (nældefeber).
Ikke almindelige bivirkninger, der muligvis kan ses i dine blodprøver:
- øget niveau af lever- eller knogleenzymer (øget alkalisk phosphatase).
Bivirkninger, hvor det ikke vides, hvor sandsynlige de er
Der er ikke tilstrækkelig information til at fastslå hyppigheden af disse bivirkninger:
- underlig adfærd
- se, høre eller føle ting der ikke er der
- uklare tanker
- krampeanfald
- at være mindre opmærksom eller ikke respondere på høje lyde eller på at blive rystet.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller sygeplejerske. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på æsken og hætteglasset efter EXP.
Hætteglas med Dectova er kun til engangsbrug. Eventuel ubrugt opløsning bør bortskaffes.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Dectova indeholder:
Aktivt stof: zanamivir
Hver ml Dectova indeholder 10 mg zanamivir (som hydrat). Hvert hætteglas indeholder 200 mg zanamivir (som hydrat) i 20 ml.
Øvrige indholdsstoffer: natriumchlorid og vand til injektionsvæsker.
Udseende og pakningsstørrelser
Dectova er en klar, farveløs opløsning til infusion. Det leveres i et 26 ml klart hætteglas med gummiprop og ekstra forsegling af aluminium med et fliplåg af plastik.
Der er 1 hætteglas i hver pakning.
Indehaveren af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen
GlaxoSmithKline Trading Services Limited
12 Riverwalk
Citywest Business Campus
Dublin 24
Irland
Fremstiller
GlaxoSmithKline Manufacturing S.P.A
Strada Provinciale Asolana, 90
43056 San Polo di Torrile
Parma
Italien
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal du henvende dig til den lokale repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen:
Danmark
GlaxoSmithKline Pharma A/S
Tlf: + 45 36 35 91 00
dk-info@gsk.com
Dette lægemiddel er godkendt under "særlige vilkår".
Det betyder, at det af videnskabelige årsager ikke har været muligt at opnå fuldstændig dokumentation for lægemidlet.
Det Europæiske Lægemiddelagentur vil hvert år vurdere nye oplysninger om lægemidlet, og denne indlægsseddel vil om nødvendigt blive ajourført.
Andre informationskilder
Du kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside: http://www.ema.europa.eu.
Oplysninger er kun tiltænkt sundhedspersoner

Nedenstående oplysninger er kun til sundhedspersoner:
OPLYSNINGER TIL SUNDHEDSPERSONER
Klargøring af Dectova
- Volumen af Dectova og det samlede volumen til infusion afhænger af patientens alder, vægt og nyrefunktion (se pkt. 4.2 i produktresuméet).
- Dosis kan infunderes som leveret eller fortyndes i natriumchlorid 9 mg/ml (0,9 %) injektionsvæske, opløsning til enhver koncentration, der er større end eller lig med 0,2 mg/ml.
- Hvert hætteglas er kun til engangsbrug. Når forseglingen er brudt, skal den resterende mængde bortskaffes.
Sådan klargøres infusionsvæsken til intravenøs administration:
- Anvend aseptisk teknik under hele klargøringen af dosis.
- Beregn den nødvendige dosis og volumen af Dectova.
- Bestem det volumen af natriumchlorid 9 mg/ml (0,9 %) injektionsvæske, opløsning, der skal anvendes til infusionsvæsken.
- Med en steril kanyle og sprøjte trækkes et volumen natriumchlorid 9 mg/ml (0,9 %) injektionsvæske, opløsning (svarende til volumen af Dectova) op fra infusionsposen og bortskaffes.
- Infusionsposer kan indeholde et yderligere overskud af natriumchlorid 9 mg/ml (0,9 %) injektionsvæske, opløsning - dette kan også fjernes, hvis det anses for nødvendigt.
- Med en steril kanyle og sprøjte trækkes volumen af Dectova op af hætteglasset/-glassene og tilføres infusionsposen.
- Bortskaf en eventuel ikke anvendt del af hætteglasset.
- Infusionsposen skal manipuleres forsigtigt med hånden for at sikre, at indholdet er blandet grundigt.
- Hvis infusionsposen opbevares på køl, skal den tages ud af køleskabet og bringes op på stuetemperatur før brug.
Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret januar 2024.

