Kaliumchlorid "Orifarm"

oral opløsning 75 mg/ml

Orifarm Healthcare

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Kaliumchlorid Orifarm 75 mg/ml, oral opløsning
kaliumchlorid  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken har givet dig. 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Kaliumchlorid Orifarm
  3. Sådan skal du tage Kaliumchlorid Orifarm
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Kaliumchlorid Orifarm virker mod kaliummangel. 

Du kan bruge Kaliumchlorid Orifarm til at forebygge eller behandle mangel på kalium i blodet, f.eks. ved samtidig behandling med vanddrivende lægemidler. 


Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Kaliumchlorid Orifarm

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Kaliumchlorid Orifarm

  • hvis du er allergisk over for kaliumchlorid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Kaliumchlorid Orifarm (angivet i punkt 6)
  • hvis du har svært nedsat funktion af nyrerne
  • hvis du har alvorlige ændringer af kroppens indhold af vand eller salte, f.eks. for højt indhold af kalium, chlorid eller calcium i blodet
  • hvis du lider af Addisons sygdom og ikke bliver behandlet for den.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, før du tager Kaliumchlorid Orifarm: 

  • hvis din nyrefunktion er nedsat
  • hvis din binyrefunktion er nedsat
  • hvis du har en hjertesygdom
  • hvis du lider af akut væskeunderskud
  • hvis du lider af akut vævsbeskadigelse, som forekommer bl.a. i forbindelse med svære forbrændinger.

Brug af andre lægemidler sammen med Kaliumchlorid Orifarm

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler.

Du har større risiko for højt kalium i blodet, hvis du samtidig med Kaliumchlorid Orifarm tager: 

  • medicin mod forhøjet blodtryk (ACE-hæmmere, angiotensin-II-receptorantagonister)
  • vanddrivende medicin (kaliumbesparende diuretika)
  • medicin mod hjertesygdom (digoxin)
  • smertestillende (NSAIDs)
  • medicin som bruges efter en transplantation (tacrolimus).

Brug af Kaliumchlorid Orifarm sammen med mad og drikke

Du bør tage Kaliumchlorid Orifarm sammen med mad. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.

Graviditet:
Kaliumchlorid Orifarm kan anvendes under graviditet hvis din læge bedømmer, at det er nødvendigt.

Amning:
Du kan anvende Kaliumchlorid Orifarm under amning. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Kaliumchlorid Orifarm påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Kaliumchlorid Orifarm indeholder alkohol (ethanol)

Du må ikke tage Kaliumchlorid Orifarm, hvis du er i behandling med disulfiram (Antabus) eller metronidazol (til behandling af infektioner). Tal med din læge.
Dette lægemiddel indeholder 18 mg alkohol (ethanol) pr. dosis (20 ml). Mængden i 20 ml af dette lægemiddel svarer til mindre end 1 ml øl eller mindre end 1 ml vin. Den mindre mængde alkohol i dette lægemiddel vil ikke have nogen nævneværdig effekt. 

Kaliumchlorid Orifarm indeholder methylparahydroxybenzoat (E218) og propylparahydroxybenzoat (E216)

Kan give allergiske reaktioner (kan optræde efter behandlingen). 

Kaliumchlorid Orifarm indeholder propylenglycol

Dette lægemiddel indeholder 0,8 mg propylenglycol pr. ml.
Hvis din baby er yngre end 4 uger, skal du tale med din læge eller apotekspersonalet, før du giver barnet dette lægemiddel, især hvis barnet får andre lægemidler, der indeholder propylenglycol eller alkohol. 

Kaliumchlorid Orifarm indeholder glucose og saccharose

Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Kaliumchlorid Orifarm

Tag altid lægemidlet nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens, apotekspersonalets eller sygeplejerskens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken. 

Dosering

Voksne

Forebyggende: 10-20 ml 2-3 gange dagligt. 


Behandling: individuelt, afpasset efter indholdet af kalium i blodet. Følg lægens anvisninger. 


Brug til børn
Dosis er individuel, afpasset efter indholdet af kalium i blodet. Følg lægens anvisninger. 


Ældre 

Det kan være nødvendigt at justere dosis. Følg lægens anvisninger. 


Nedsat nyrefunktion
 

Må ikke anvendes ved svært nedsat nyrefunktion. Det er nødvendigt at nedsætte dosis ved mild til moderat nedsat nyrefunktion. Følg lægens anvisninger. 


Nedsat leverfunktion
 

Det er nødvendigt at nedsætte dosis ved moderat til svær nedsat leverfunktion. Følg lægens anvisninger. 


Til anvendelse gennem munden. 

Kaliumchlorid Orifarm bør indtages ved måltider. Afmål medicinen i det medfølgende målebæger. 

Hvis du har taget meget Kaliumchlorid Orifarm

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Kaliumchlorid Orifarm, end der står i denne information eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. 


Hvis du tager for meget Kaliumchlorid Orifarm, vil indholdet af kalium i blodet blive for højt. Symptomerne på en overdosis kan være slaphed, sovende fornemmelse i hænder eller fødder, muskelsvaghed eller forvirring. 

Det kan også medføre lammelse, nedsat blodtryk med svimmelhed, uregelmæssig hjerterytme, hjertestop og EKG-ændringer. 

Hvis du har glemt at tage Kaliumchlorid Orifarm

Hvis du har glemt at tage Kaliumchlorid Orifarm, skal du vente med at tage næste dosis til sædvanlig tid. 

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 


Spørg lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Stop med at tage dette lægemiddel og kontakt straks lægen hvis du oplever en af følgende bivirkninger:

Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 10.000 patienter): 

  • Alvorlig påvirkning af blodet, der kan vise sig ved:
    • Træthed.
    • Blødning fra hud og slimhinder.
    • Infektioner.
  • Voldsomme smerter i maven og meget medtaget almen tilstand pga. hul i mave eller tarm.

Ikke alvorlige bivirkninger

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 100 patienter): 

  • Forhøjet indhold af kalium i blodet:
    • Slaphed.
    • Sovende fornemmelse i hænder eller fødder.
    • Muskelsvaghed.
    • Forvirring.


Sjældne - meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 1.000 patienter til op til én ud af 10.000 patienter): 

  • Kløe.
  • Udslæt.
  • Nældefeber.
  • Kvalme.
  • Opkastninger.
  • Mavesmerter.
  • Mavekramper.
  • Luft i maven.
  • Diarré.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 


Tag ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på flasken efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Kaliumchlorid Orifarm indeholder:

  • Aktivt stof: kaliumchlorid. 1 ml indeholder 75 mg kaliumchlorid.
  • Øvrige indholdsstoffer: hydroxyethylcellulose, saccharinnatrium (E954), methylparahydroxybenzoat (E218), propylparahydroxybenzoat (E216), ethanol 96 %, anissmag, saltet karamelsmag (indeholder propylenglycol (E1520), glucose og saccharose), renset vand, natriumhydroxidopløsning 32 % (til pH-justering) og saltsyre (til pH-justering).

Udseende og pakningsstørrelser

Kaliumchlorid Orifarm er en klar, farveløs eller lys gul væske med anis- og karamelsmag. 


Pakningsstørrelse: Glasflaske med børnesikret skruelåg med 500 ml. Et målebæger med gradinddelinger (2,5 ml til 30 ml) medfølger. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Orifarm Healthcare A/S
Energivej 15
5260 Odense S
info@orifarm.com 

Fremstiller

Orifarm Generics A/S
Energivej 15 

5260 Odense S 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 08/2022
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...