Fluorescein Alcon

injektionsvæske, opløsning 100 mg/ml

Orifarm

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Fluorescein Alcon® 100 mg/ml injektionsvæske, opløsning
fluorescein 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du får dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at få Fluorescein Alcon 100 mg/ ml injektionsvæske
  3. Sådan vil du få Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske er en farvet opløsning, der gør blodkarrene i den bagerste del af øjet synlige ved en øjenundersøgelse kaldet fluorescein angiografi. Denne medicin anvendes alene til diagnostiske formål og bruges således ikke til at behandle en tilstand.  

2. Det skal du vide, før du begynder at få Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske

Du må IKKE få Fluorescein Alcon:

  • hvis du er allergisk over for fluorescein eller et af de øvrige indholdsstoffer i Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske (angivet i punkt 6). Fortæl din læge hvis du tror, at du er allergisk overfor fluorescein eller et af de øvrige indholdsstoffer i Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, før du får Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske  

  • hvis du lider af sygdomme så som hjerte-kar-sygdomme eller sukkersyge (diabetes).
  • hvis du har nedsat nyrefunktion. Fluorescensangiografi kan svække eller beskadige nyrernes funktion, hvilket kan udgøre en risiko for patienter med alvorlig nyresygdom. Tal med lægen for at finde ud af, om denne test er sikker for dig. Lægen vil om nødvendigt give dig en mindre dosis af Fluorescein Alcon 100 mg/ ml injektionsvæske.
  • hvis du anvender betablokkere. Betablokkere bruges til at behandle højt blodtryk og flere forskellige hjertelidelser, og de bruges også i form af øjendråber til behandling af grøn stær (glaukom). En allergisk reaktion på Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske kan forårsage et pludselig blodtryksfald. Dette kan være kraftigere hos patienter, der får betablokkere (som f.eks. atenolol, sotalol, propranolol, metoprolol, bisoprolol).
  • hvis du før har reageret på fluorescein. Du vil muligvis få et andet stof, for at undgå at du kommer til at føle dig syg.
  • hvis du er på en diæt med lavt natrium- eller saltindhold. Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske indeholder op til 3,15 mmol (72,45 mg) natrium per dosis.

Hvis et af ovenstående punkter gælder for dig eller hvis du er i tvivl, skal du fortælle det til din læge, før du får Fluorescein Alcon 100 mg/ ml injektionsvæske. 

Brug af anden medicin sammen med Fluorescein Alcon

Fortæl det altid til lægen, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept. Denne medicin må ikke blandes med anden medicin. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Graviditet og frugtbarhed
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om at du er gravid, eller planlægge at blive gravid, skal du spørge din læge til råds, før du får dette lægemiddel. Hvis du er gravid, må Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske kun bruges, når din læge har ordineret det. Da der er begrænset erfaring, skal du udvise forsigtighed, hvis du overvejer at anvende Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske under graviditet. 


Amning
Fortæl din læge, hvis du ammer. Fluorescein, det aktive stof i Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske, udskilles i modermælk og kan påvises i modermælk i lang tid. Derfor må du ikke amme i 7 dage efter brug af Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske. I denne periode skal du pumpe mælken ud og kassere den. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Som et led i øjenundersøgelsen vil du evt. få øjendråber, der udvider pupillen. Der kan opstå synsforstyrrelser, som kan påvirke din evne til at køre bil eller arbejde med maskiner. Du skal vente, indtil dit syn igen er normalt, før du kører bil eller arbejder med maskiner. 

Vigtig information om nogle af de øvrige indholdsstoffer i Fluorescein Alcon

Dette lægemiddel indeholder 72,45 mg natrium (hovedkomponent af madlavnings-/bordsalt) pr. 5 ml. Dette svarer til 3,7 % af den anbefalede maksimale daglige indtagelse af natrium for en voksen. 

3. Sådan vil du få Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske

Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske bliver givet af lægen.
Afhængig af din tilstand kan lægen justere dosis. Dette produkt er ikke blevet undersøgt i forsøg med børn, og der er derfor ingen tilgængelig dosisjusteringsdata for børn. Derfor skal Fluorescein Alcon 100 mg/ml ikke anvendes til patienter under 18 år, idet effekt og sikkerhed ikke er dokumenteret for denne gruppe. 


Ved injektion
1 hætteglas med Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske gives normalt ved injektion i en vene i armen. Fluorescein Alcon 100 mg/ ml injektionsvæske må ikke injiceres intratekalt (i spinalkanalen) eller intraarterielt (i blodårerne). 


Spørg lægen, hvis du har yderligere spørgsmål til hvordan Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske gives. 

4. Bivirkninger

Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. Følgende bivirkninger er blevet rapporteret: 

 

Meget almindelige bivirkninger: 

Kan forekomme hos mere end 1 ud af 10 personer 

Kvalme 

 

Almindelige bivirkninger: 

Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 personer 

Opkastning, maveproblemer, besvimelse, kløe, blødning i huden. 

 

Ikke almindelige bivirkninger: 

Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 personer 

Hovedpine, svimmelhed, prikkende og stikkende fornemmelse, hoste, fornemmelse af at halsen snører sig sammen, mavesmerter, nældefeber, taleforstyrrelser, smerte, varmefornemmelse, overfølsomhed, betændelselignende tilstand (inflammation) af venerne. 

 

Sjældne bivirkninger: 

Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 personer 

Alvorlige allergiske reaktioner, hjertestop, lavt blodtryk, chok, vejrtrækningsbesvær eller hvæsen (luftrørskrampe). 

 

Meget sjældne bivirkninger: 

Kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 personer 

Anafylaktisk chok, krampetrækninger, angina pectoris, lav hjertefrekvens, høj hjertefrekvens, højt blodtryk, krampe i blodkar, 

krampe i lægmusklen, dårlig cirkulation, hudrødme, bleghed, hedeture, åndedrætsstop, væske i lungerne, astma, nedsat vejrtrækning, hævelse af strubehovedet, åndenød, hævelse i næsen, nysen. 

 

Ikke kendte bivirkninger 

(hyppigheden kan ikke vurderes ud fra tilgængelige data)  

Slagtilfælde, brystsmerter, bevidsthedstab, rysten, abnorm eller nedsat følelse i huden, udslæt, koldsved, betændelseslignende tilstand (inflammation) i huden, sveden, ødemer (hævelser), almen svaghed, myokardieinfarkt (åndenød, angst, brystsmerter med udstråling til hals eller arme pga. blodprop i hjertet) halsirritation, misfarvning af huden, smagsforstyrrelser og kulderystelser. 

 

Efter injektion af Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske kan der være ændret smagssans. Din hud kan blive gullig. Denne misfarvning forsvinder normalt i løbet af 6-12 timer. Din urin kan også blive klart gul, det kan tage 24 - 36 timer, før den får sin normale farve igen. 

 

Efter injektionen kan der opstå en betændelseslignende tilstand (inflammation) i venevæggene og dannelse af små blodpropper (tromboflebit). Hvis opløsningen ved injektionen lækker fra venen og ud i det omgivende væv, kan det føre til skader på huden og en betændelseslignende tilstand (inflammation) i vener, nerver og væv tæt på injektionsstedet; dette kan give alvorlige smerter. Hvis du oplever smerter eller andre problemer ved injektionsstedet, skal du fortælle det til lægen; Du vil evt. få smertestillende medicin eller andet til at afhjælpe det. 

 

Som skrevet ovenfor kan fluorescein give uventede alvorlige bivirkninger. Der er størst risiko for sådanne, hvis du før har haft reaktioner på fluorescein, eller hvis du lider af allergi (fødevare- eller medicinallergier), eksem, astma eller høfeber. 

 

Blod og urin test 

Det er muligt, at fluorescein kan påvirke visse blod- og urinværdier i 3-4 dage efter anvendelse. Hvis du får foretaget blod eller urin test eller yderligere røntgenfotografering i denne periode, skal du fortælle lægen, at du har fået fluorescein. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via: 

 

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
  • Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på etiketten og den ydre emballage efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
  • Efter åbning af hætteglasset skal opløsningen bruges med det samme.
  • Din læge eller sygeplejerske ved, hvordan Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske skal opbevares.
  • Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 °C. Må ikke nedfryses. Opbevar hætteglasset i den ydre karton for at beskytte mod lys.
  • Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske må ikke bruges, hvis hætteglasset er revnet eller beskadiget på nogen anden måde.
  • Opløsningen skal inspiceres visuelt for partikelrester og misfarvning forud for administration. Opløsningen må kun anvendes, hvis den er klar og fri for partikler.
  • Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske indeholder:

  • Aktivt stof: fluorescein.
    1 ml opløsning indeholder 100 mg fluorescein (som 113,2 mg fluoresceinnatrium).
    Et hætteglas med 5 ml opløsning indeholder 500 mg fluorescein (som 566 mg fluoresceinnatrium).
  • Øvrige indholdsstoffer: natriumhydroxid (til at justere pH), saltsyre (til at justere pH) og vand til injektionsvæsker.

Udseende og pakningsstørrelser

Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske er en klar rødorange opløsning. 

Fluorescein Alcon 100 mg/ml injektionsvæske fås i pakninger med 12 hætteglas a 5 ml injektionsvæske. 

 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Orifarm A/S, Energivej 15, 5260 Odense S
Mail: info@orifarm.com 

Tlf.: +45 6395 2700 

Fremstiller:

Orifarm Supply s.r.o., Palouky 1366, 253 01 Hostivice, CZ 

 

I Danmark markedsføres Fluorescein Alcon også som Anatera. 

 

For yderligere oplysninger om denne medicin og ved reklamationer kan du henvende dig til Orifarm A/S. 

 

Nedenstående oplysninger er til læger og sundhedspersonale: Det udførlige produktresumé kan findes på www.produktresume.dk. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 02/2024 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...