Serc®
tabletter 8 mg
Paranova


Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren
Serc® 8 mg tabletter
betahistindihydrochlorid
Serc® er et registreret varemærke, der tilhører BGP Products Operations GmbH.
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlægsseddel.dk.
Oversigt over indlægssedlen:
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at tage Serc
- Sådan skal du tage Serc
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse

Serc indeholder betahistin. Denne type lægemiddel kaldes en ”histamin-analog”.
Serc bruges til behandling af Menières sygdom samt svimmelhed, der skyldes sygdomme i det indre øre.
Du kan tage Serc ved:
- anfald af ildebefindende, opkastninger, svimmelhed, susen for ørerne og nedsættelse af hørelsen ved skade i det indre øre (Menières sygdom).
- svimmelhed, som følge af sygdom i den del af det indre øre, som kontrollerer balancen (vestibulær vertigo).
Serc virker ved at forbedre blodgennemstrømningen i det indre øre, og nedsætter derved trykket.
Lægen kan have givet dig Serc for noget andet. Følg altid lægens anvisning.
2. Det skal du vide, før du begynder at tage Serc

Tag ikke Serc:
- hvis du er allergisk over for betahistindihydrochlorid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Serc (angivet i punkt 6).
- hvis din læge har fortalt dig, at du har en svulst i binyremarven (fæokromocytom).
- hvis du har astma.
Tag ikke Serc hvis noget af ovenstående gælder for dig. Hvis du er usikker, så tal med din læge eller apotekspersonalet, før du tager lægemidlet.
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Serc, hvis du:
- har eller har haft mavesår.
Hvis du er usikker på, om ovennævnte gælder for dig, så tal med din læge eller apotekspersonalet, før du tager lægemidlet. Din læge vil måske kontrollere din behandling oftere, mens du tager Serc.
Børn og unge
Serc bør ikke tages af børn og unge under 18 år.
Brug af andre lægemidler sammen med Serc
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler. Dette gælder også lægemidler, som ikke er købt på recept, f.eks. naturlægemidler og vitaminer og mineraler.
Det er særlig vigtigt at fortælle lægen eller apoteket det, hvis du bruger nogen af følgende lægemidler:
- Antihistamin - det kan måske nedsætte virkningen af Serc. Serc kan måske også nedsætte virkningen af antihistamin.
- Monoaminoxidase-hæmmere (MAO-hæmmere) - som bruges til at behandle depression eller Parkinsons sygdom. Det kan måske øge virkningen af Serc.
Hvis noget af ovenstående gælder for dig eller du er usikker, så tal med lægen eller apotekspersonalet, før du tager Serc.
Brug af Serc sammen med mad og drikke
Du kan tage Serc med og uden mad. Serc kan dog give milde maveproblemer (angivet i punkt 4). Hvis du tager Serc sammen med et måltid, kan det mindske maveproblemerne. Du skal altid tage Serc med et glas vand.
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.
Det vides ikke, om Serc påvirker det ufødte barn:
- Stop med at tage Serc og fortæl din læge, hvis du bliver gravid eller har mistanke om, at du er gravid.
- Tag ikke Serc, hvis du er gravid, medmindre din læge beslutter, at det er nødvendigt for dig. Det vides ikke, om Serc udskilles i modermælk:
- Du må ikke amme uden aftale med lægen, hvis du tager Serc.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Serc påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. Det er imidlertid vigtigt at huske, at sygdommen, som du bliver behandlet for med Serc, kan medføre, at du føler dig svimmel eller kaster op og derfor kan påvirke arbejdssikkerheden eller din evne til at færdes sikkert i trafikken.
3. Sådan skal du tage Serc

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
- Din læge vil justere dosis afhængig af virkningen.
- Fortsæt med at tage lægemidlet. Det kan vare et stykke tid, før den begynder at virke.
Den anbefalede dosis er
Voksne
Den sædvanlige dosis er 1-2 tabletter på 8 mg (i alt 8-16 mg) 3 gange daglig.
Forsøg at tage tabletterne på samme tidspunkt hver dag. Det vil sikre, at der er en ensartet mængde lægemiddel i kroppen. Det vil også gøre det lettere at huske at tage tabletterne.
Brug til børn og unge
Serc bør ikke tages af børn og unge under 18 år.
Hvis du har taget for meget Serc
Hvis du har taget for mange Serc, kan du få kvalme og evt. kaste op, føle dig søvnig eller få ondt i maven. Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Serc, end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med.
Hvis du har glemt at tage Serc
- Hvis du har glemt en tablet, så spring den glemte dosis over. Tag næste dosis på det sædvanlige tidspunkt.
- Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.
Hvis du holder op med at tage Serc
Stop ikke behandlingen med Serc uden aftale med lægen, selvom du begynder at få det bedre. Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Alvorlige bivirkninger
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data):
- Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (indenfor minutter til timer) pga. overfølsomhed (anafylaksi). Kan være livsfarligt. Ring 112.
Ikke alvorlige bivirkninger
Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter):
- Kvalme.
- Mavebesvær.
- Hovedpine.
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data):
- Udslæt (nældefeber) og hævelser. Kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge, kan det være livsfarligt. Ring 112.
- Milde maveproblemer, f.eks. opkastning, mavesmerter, udspilet mave og oppustethed. Maveproblemerne kan mindskes ved at tage Serc i forbindelse med et måltid.
- Overfølsomhedsreaktioner i huden, især nældefeber, udslæt og kløe.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring

-
Opbevar Serc utilgængeligt for børn.
-
Må ikke opbevares over 25° C.
-
Tag ikke Serc efter den udløbsdato, der står på æsken (efter EXP). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
-
Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet,
toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Serc indeholder:
- Aktivt stof: Betahistindihydrochlorid 8 mg.
- Øvrige indholdsstoffer: Mikrokrystallinsk cellulose, mannitol, citronsyremonohydrat, kolloid vandfri silica og talcum.
Udseende og pakningsstørrelser:
Serc 8 mg er hvide, runde, flade tabletter uden delekærv.
Tabletterne er mærket ”256” på den ene side. Serc 8 mg findes i en pakningsstørrelse med 90 tabletter i blisterpakning.
Indehaver af markedsføringstilladelsen

Revisionsdato


