Domperidon Carefarm
tabletter 10 mg
Orifarm


Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren
Domperidon Carefarm 10 mg tabletter
domperidon
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk
Oversigt over indlægssedlen:
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at tage Domperidon Carefarm
- Sådan skal du tage Domperidon Carefarm
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse

Dette lægemiddel anvendes til behandling af kvalme og opkastning hos voksne og unge (12 år og ældre, som vejer 35 kg eller mere).
2. Det skal du vide, før du begynder at tage Domperidon Carefarm

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Tag ikke Domperidon Carefarm:
- Hvis du er allergisk over for domperidon eller et af de øvrige indholdsstoffer i Domperidon Carefarm (angivet i afsnit 6).
- Hvis du lider af hypofysetumorer (en bestemt form for svulst i hjernen), der frigiver hormonet prolaktin.
- Hvis du har moderat eller alvorligt nedsat leverfunktion.
- Hvis et EKG (elektrokardiogram) viser, at du har et hjerteproblem, der kaldes ”forlænget QT- interval”.
- Hvis du har eller har haft problemer med, at dit hjerte ikke kan pumpe blodet rundt i kroppen så godt, som det burde (en tilstand, der kaldes hjertesvigt).
- Hvis du har et lavt indhold af kalium eller magnesium eller et højt indhold af kalium i blodet.
- Hvis du tager visse lægemidler (se afsnittet “Brug af anden medicin sammen med Domperidon Carefarm”).
- Hvis stimulering af mave-tarmkanalen er uønsket, fx ved blødning fra mave-tarmkanalen, mekanisk forstoppelse eller hul i tarmen.
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, før du tager Domperidon Carefarm, hvis du:
- har problemer med leveren (nedsat leverfunktion eller leversvigt) (se afsnittet ”Tag ikke Domperidon Carefarm”)
- har problemer med nyrerne (nedsat nyrefunktion eller nyresvigt). Det er tilrådeligt, at du spørger din læge til råds ved langvarig behandling, da du måske er nødt til at tage en lavere dosis eller tage dette lægemiddel sjældnere. Din læge ønsker måske også at undersøge dig regelmæssigt.
- tager levodopa (et lægemiddel, der anvendes mod Parkinsons sygdom).
Domperidon kan være forbundet med en øget risiko for forstyrrelser i hjerterytmen og hjertestop. Denne risiko kan være mere sandsynlig hos personer over 60 år, og hos personer, der tager højere doser end 30 mg per dag. Risikoen øges også, når domperidon gives samtidig med visse lægemidler. Fortæl din læge eller apotekspersonalet, hvis du tager medicin til behandling af infektioner (svampeinfektioner eller bakterieinfektioner), og/eller hvis du har hjerteproblemer eller AIDS/HIV (se afsnittet ”Brug af anden medicin sammen med Domperidon Carefarm”).
Domperidon skal anvendes i den laveste effektive dosis.
Mens du tager domperidon, skal du kontakte din læge, hvis du oplever forstyrrelser i hjerterytmen, såsom hjertebanken, får åndedrætsbesvær eller bliver bevidstløs. Behandling med domperidon bør stoppes.
Børn og unge som vejer under 35 kg:
Domperidon Carefarm må ikke anvendes til børn under 12 år, eller unge i en alder af 12 år eller ældre, som vejer mindre end 35 kg, da Domperidon Carefarm ikke er effektivt i disse aldersgrupper.
Brug af anden medicin sammen med Domperidon Carefarm
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. Tag ikke Domperidon Carefarm, hvis du tager medicin til behandling af:
- svampeinfektioner (f.eks. pentamidin eller azol-svampemidler, specielt oral ketoconazol, itraconazol, fluconazol, posaconazol eller voriconazol)
- bakterielle infektioner (specielt erythromycin, clarithromycin, telithromycin, levofloxacin, moxifloxacin, spiramycin (antibiotika))
- hjerteproblemer eller forhøjet blodtryk (f.eks. amiodaron, dronedaron, ibutilid, disopyramid, dofetilid, sotalol, hydroquinidin, quinidin)
- psykoser (f.eks. haloperidol, pimozid, sertindol)
- depression (f.eks. citalopram, escitalopram)
- lidelser i mave-tarm-kanalen (f.eks. cisaprid, dolasetron, prucaloprid)
- allergi (f.eks. mequitazin, mizolastin)
- malaria (især halofantrin, lumefantrin)
- AIDS/HIV (f.eks. ritonavir, saquinavir eller telepavir (proteasehæmmere))
- kræft (f.eks. toremifen, vandetanib, vincamin)
Tag ikke Domperidon Carefarm hvis du tager visse andre lægemidler (f,eks. bepridil, diphemanil, metadon).
Domperidon Carefarm og apomorfin
Før du anvender Domperidon Carefarm og apomorfin, vil din læge kontrollere, at du tåler begge lægemidler, når de anvendes sammen. Anmod din læge eller specialist om rådgivning skræddersyet til dig. Gennemse venligst apomorfin indlægsseddel.
Fortæl din læge eller apotekspersonalet, hvis du tager medicin til behandling af infektioner, hjerteproblemer, AIDS/HIV eller Parkinsons sygdom.
Brug af Domperidon Carefarm sammen med mad og drikke
Tabletterne skal synkes hele sammen med et glas vand.
Du skal tage Domperidon Carefarm før et måltid. Hvis Domperidon Carefarm tages efter måltidet, vil virkningen blive noget forsinket.
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.
Graviditet
Det vides ikke, om anvendelsen af Domperidon Carefarm er skadelig under graviditet. Hvis du er gravid eller har mistanke om, at du er gravid, skal du informere din læge, som vil afgøre, om du kan tage Domperidon Carefarm.
Amning
Der er fundet små mængder domperidon i mælk. Domperidon kan forårsage bivirkninger, der påvirker hjertet hos babyer, der ammes. Domperidon må kun anvendes under amning, hvis din læge mener, at det er helt nødvendigt. Spørg din læge, før du tager dette lægemiddel.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Nogle patienter har følt sig svimle eller søvnige efter at have taget Domperidon Carefarm. Lad være med at køre eller betjene maskiner mens du tager Domperidon Carefarm, indtil du ved hvordan Domperidon Carefarm påvirker dig.
Domperidon Carefarm indeholder lactose
Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.
3. Sådan skal du tage Domperidon Carefarm

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning . Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Tag Domperidon Carefarm før et måltid. Hvis tabletterne tages efter et måltid, vil virkningen blive noget forsinket.
Varighed af behandlingen:
Symptomerne forsvinder som regel efter 3-4 dage, når du tager dette lægemiddel. Du må ikke tage Domperidon Carefarm i mere end 7 dage uden at rådføre dig med din læge.
Voksne og unge på 12 år og ældre med en kropsvægt på 35 kg eller mere
Den sædvanlige dosis er en tablet taget op til tre gange per dag, om muligt før et måltid. Tag tabletterne med en tår vand eller anden væske. Tabletterne må ikke tygges. Tag ikke mere end tre tabletter per dag.
Hvis du har taget for meget Domperidon Carefarm
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Domperidon Carefarm end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas.
I tilfælde af overdosering kan det være nødvendigt at behandle symptomerne. EKG-overvågning kan være en fordel, da der kan være risiko for et hjerteproblem, som kaldes forlænget QT-interval.
Symptomer på overdosering kan omfatte følelse af søvnighed, forvirring, manglende orientering og ukontrollerede bevægelser i øjne, ansigt og halsmuskulatur. Disse symptomer er især blevet observeret hos børn.
Hvis du har glemt at tage Domperidon Carefarm
Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart du kommer i tanker om det. Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.
Hvis du holder op med at tage Domperidon Carefarm
Ændring eller stop i behandlingen bør kun ske i samråd med lægen. Spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Alvorlige bivirkninger
De følgende bivirkninger er meget alvorlige og kan kræve øjeblikkelig behandling. Stop straks med at tage lægemidlet og søg akut lægehjælp, hvis nogen af de følgende bivirkninger opstår.
Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 100 patienter):
- Meget langsomme, ufrivillige, vridende bevægelser (ekstrapyramidale forstyrrelser).
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt:
- Anafylaktisk reaktion/shock: Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer), pga. overfølsomhed.
- Udslæt (nældefeber) og hævelser (angioødem). Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge, kan det være livsfarligt.
- Kramper.
- Sygdomme i hjerte og blodårer: forstyrrelser i hjerterytmen (hurtig eller uregelmæssig puls) er blevet rapporteret. Hvis dette sker, skal du straks stoppe behandlingen. Domperidon kan være forbundet med en øget risiko for forstyrrelser i hjerterytmen og hjertestop. Denne risiko kan være mere sandsynlig hos personer over 60 år, og hos personer, der tager højere doser end 30 mg per dag. Domperidon skal anvendes i den laveste effektive dosis.
Ikke alvorlige bivirkninger
Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 10 patienter):
- Mundtørhed.
Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 100 patienter):
- Nedsat seksuallyst
- Angst.
- Følelse af rastløs uro eller irritabilitet.
- Følelse af mere nervøsitet end normalt.
- Døsighed.
- Hovedpine.
- Diarré.
- Nældefeber.
- Kløe.
- Udslæt.
- Mælkesekretion.
- Brystømhed.
- Brystsmerter.
- Svaghed.
- Svimmelhed.
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt:
- Rastløse ben (ubehagelig følelse i benene og trang til at bevæge benene, oftest ved sengetid).
- Besvær med at lade vandet.
- Brystforstørrelse hos mænd.
- Udeblivelse af menstruation hos kvinder.
- Abnorm leverfunktionstest.
- Opadgående, ufrivillige bevægelser af øjnene.
- Øget indhold af prolaktin i blodet.
Bivirkninger såsom rastløs uro, langsomme, ufrivillige, vridende bevægelser eller kramper sker almindeligvis mest hos børn.
Nogle patienter, der har anvendt domperidon mod tilstande og ved doser, der kræver lægelig overvågning, har oplevet følgende bivirkninger: rastløshed, hævede eller forstørrede bryster,
usædvanligt udflåd fra brysterne, uregelmæssige menstruationer hos kvinder, vanskeligheder med amning, depression, hypersensitivitet.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
Må ikke opbevares ved temperaturer over 30 °C.
Opbevares i den originale yderpakning for at beskytte mod fugt.
Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen (efter EXP). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Domperidon Carefarm indeholder:
- Aktivt stof: domperidon, som domperidon maleat.
- Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat, majsstivelse, povidon K 30, natriumlaurylsulfat, mikrokrystallinsk cellulose, kolloid vandfri silica og magnesiumstearat.
Udseende og pakningsstørrelser
Udseende
Domperidon Carefarm er hvide, runde, hvælvede tabletter, mærket med ”Dm10” på den ene side.
Pakningsstørrelser
Blisterpakning: 30 tabletter.
Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen
Orifarm A/S, Energivej 15, 5260 Odense S
Mail: info@orifarm.com
Tlf.: +45 6395 2700
Fremstiller:
Orifarm Supply s.r.o., Palouky 1366, 253 01 Hostivice, CZ
I Danmark markedsføres Domperidon Carefarm også som Domperidon Alternova.
For yderligere oplysninger om denne medicin og ved reklamationer kan du henvende dig til Orifarm A/S.
Revisionsdato


