Hydrochlorthiazid "2care4"

tabletter 25 mg

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Hydrochlorthiazid 2care4 25 mg tabletter  

hydrochlorthiazid 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Hydrochlorthiazid 2care4
  3. Sådan skal du tage Hydrochlorthiazid 2care4
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Hydrochlorthiazid 2care4 er et vanddrivende og blodtrykssænkende lægemiddel. 

Blodtrykssænkningen skyldes delvist den vanddrivende virkning, men sandsynligvis også, at nogle af de små blodkar (arteriolerne) udvides, således at modstanden i blodkarrene bliver lavere. 

 

Hydrochlorthiazid 2care4 bruges til behandling af: 

  • Forhøjet blodtryk.
  • Væskeophobning i kroppen (ødem).
  • Ménières sygdom (en sygdom i det indre øre).

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Hydrochlorthiazid 2care4

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Hydrochlorthiazid 2care4

  • hvis du er allergisk over for hydrochlorthiazid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Hydrochlorthiazid 2care4 (angivet i afsnit 6).
  • hvis du er allergisk over for vanddrivende midler i thiazid-gruppen.
  • hvis du er allergisk over for visse antibiotika (sulfonamider).
  • hvis du har svært nedsat leverfunktion.
  • hvis du har svært nedsat nyrefunktion med lav urinproduktion.
  • hvis du har gigt.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Hydrochlorthiazid 2care4. 

  • hvis du har sukkersyge.
  • hvis du har arteriosklerose i hjernen eller hjertet.
  • hvis du har en salt- eller elektrolytubalance i blodet (kalium, magnesium, natrium, calcium eller urinsyre), vil din læge muligvis følge dig tættere.
  • hvis du oplever nedsat syn eller får øjensmerter. Dette kan være symptomer på væskeansamling i det vaskulære lag i øjet (choroidal effusion) eller et øget tryk i øjet, og det kan opstå i løbet af timer til uger efter at have taget Hydrochlorthiazid 2care4. Ubehandlet kan dette medføre synsnedsættelse. Hvis du tidligere har haft penicillin- eller sulfonamidallergi, kan du have en højere risiko for at udvikle dette.
  • hvis du har astma eller allergiske symptomer.
  • hvis du har haft hudkræft, eller hvis du udvikler en uventet hudlæsion under behandlingen. Behandling med hydrochlorthiazid, navnlig ved langtidsbrug af høje doser, kan øge risikoen for visse typer hud- og læbekræft (non-melanom hudkræft). Beskyt huden mod sollys og UV-stråler, mens du tager Hydrochlorthiazid 2care4.
  • hvis du tidligere har haft vejrtræknings- eller lungeproblemer (herunder betændelse eller væske i lungerne) efter indtagelse af hydrochlorthiazid. Hvis du udvikler alvorlig åndenød eller vejrtrækningsbesvær efter at have taget Hydrochlorthiazid 2care4, skal du straks søge lægehjælp.

 

Hvis du får langtidsbehandling med Hydrochlorthiazid 2care4, er det vigtigt, at din kost indeholder tilstrækkeligt kalium. Dette er især vigtigt, hvis du risikerer at miste ekstra kalium, f.eks. hvis du har svære opkastninger eller diarré. 

Brug af andre lægemidler sammen med Hydrochlorthiazid 2care4

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler. 

 

Behandlingen med Hydrochlorthiazid 2care4 kan blive påvirket af behandlingen med andre lægemidler, eller de kan påvirke denne behandling. Dette er særlig vigtigt i forbindelse med følgende lægemidler: 

  • Digitalisglykosider og sotalol, som er lægemidler, der påvirker hjerterytmen.
  • Non-steroide antiinflammatoriske stoffer (NSAID’er), der anvendes til smertebehandling.
  • Cholestyramin og colestipol, der anvendes til behandling af højt indhold af kolesterol i blodet.
  • Lithium, antidepressiva og antipsykotika der anvendes til behandling af psykiatriske lidelser.
  • Carbamazepin, der anvendes til behandling af epilepsi og visse psykiske lidelser.
  • SSRI’er (selektive serotoningenoptagelseshæmmere), der anvendes mod depression.
  • Andre blodtrykssænkende lægemidler.
  • Insulin og andre antidiabetika.
  • Carbenoxolon, der anvendes til behandling af sår eller betændelse i spiserøret.
  • Adrenokortikotropisk hormon, der anvendes til behandling af binyresvigt.
  • Glukokortikoider.
  • Lægemidler til behandling af uregelmæssig hjerteslag.
  • Antikolinerge lægemidler (lægemidler, der bruges til at behandle forskellige sygdomme, såsom mavekramper, blærekrampe, astma, transportsyge, muskelkramper, Parkinsons sygdom og som understøttelse af anæstesi).
  • Nogle lægemidler, der anvendes til behandling af infektioner, såsom amphotericin, penicillin G.
  • Alkohol, sovemedicin.
  • Lægemidler, der øger blodtrykket (vasokonstriktorer f.eks. adrenalin, noradrenalin).
  • Muskelafslappende midler, der bruges under operationen.

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet 

Din læge vil sædvanligvis råde dig til at tage et andet lægemiddel i stedet for Hydrochlorthiazid 2care4, fordi Hydrochlorthiazid 2care4 ikke bør bruges under graviditeten. Dette skyldes, at Hydrochlorthiazid 2care4 passerer moderkagen efter den tredje måned af graviditeten og muligvis kan have en skadelig virkning på det ufødte og nyfødte barn. 

 

Amning 

Hydrochlorthiazid 2care4 bør ikke anvendes af mødre, der ammer. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner kan være nedsat hos nogle patienter, der tager Hydrochlorthiazid 2care4. Dette gælder særligt i starten af behandlingen. 

Hydrochlorthiazid 2care4 indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.  

3. Sådan skal du tage Hydrochlorthiazid 2care4

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Den sædvanlige dosis er 

Forhøjet blodtryk

Behandlingen indledes med ½-2 tabletter dagligt. Til yderligere behandling bruges den lavest mulige dosis. 

 

Ødem

Behandlingen indledes med 1-2 tabletter dagligt. Når behandlingen er indledt, kan det være nødvendigt at fortsætte med behandling hver anden eller hver tredje dag. 

 

Ménières sygdom

Behandlingen indledes med 2-4 tabletter dagligt i to opdelte doser i de første 4-6 uger. Derefter sættes dosen ned og stoppes eventuelt efter nogle måneder. 

 

Dosen bør fortrinsvis tages om morgenen (som enkeltdosis) eller deles i to doser morgen og aften. Den øgede urinproduktion starter, ca. 2 timer efter at dosen er taget. Produktionen er størst efter ca. 4 timer og varer op til 12 timer. 

 

Tabletten kan deles i 2 eller 4 lige store doser. 

Hvis du har taget for meget Hydrochlorthiazid 2care4

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Hydrochlorthiazid 2care4, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

 

Symptomerne på overdosering er væske- og elektrolytforstyrrelser, tørst, dehydrering og forstyrrelser i blodets pH-værdi. 

Hvis du har glemt at tage Hydrochlorthiazid 2care4

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Hydrochlorthiazid 2care4

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter): 

  • Forhøjet blodsukker (med symptomer såsom tørst, øget vandladning, tørhed i munden, sløret syn).
  • Svækkelse, svimmelhed, træthed, hovedpine.

 

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter): 

  • Besvimelse på grund af lavt blodtryk, når du rejser dig op, hjertearytmier.
  • Appetitløshed, kvalme, opkastning, kolik, diarré, forstoppelse.
  • Udslæt, nældefeber, lysfølsomhed.

 

Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter): 

  • Forstyrrelser i blodet, der kan medføre anæmi (blodmangel) eller tab af hvide blodlegemer.
  • Prikkende fornemmelse i armene eller fødderne (paræstesi), søvnforstyrrelser, depression.
  • Sløret syn.
  • Åndedrætsbesvær, lungebetændelse, vand i lungerne.
  • Leverbetændelse, blokering af galdevejene, betændelse i bugspytkirtlen.
  • Betændelse i blodkarrene, rødme i huden, toksisk epidermal nekrolyse, som er en tilstand i huden, der kan være alvorlig, med blæredannelse og hudafskalning.
  • Nyresvigt, nyreforstyrrelse (interstitiel nefritis).
  • Anafylaktiske reaktioner, feber, impotens.

 

Meget sjælden (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter):  

  • Akut åndedrætsbesvær (symptomer omfatter svær åndenød, feber, svaghed og forvirring).

 

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke kendt:  

  • Hud- og læbekræft (non-melanom hudkræft).
  • Nedsat syn eller øjensmerter som følge af højt tryk (mulige tegn på væskeansamling i det vaskulære lag i øjet (choroidal effusion) eller akut snævervinklet glaukom).

Laboratorieundersøgelser

Bivirkninger, der påvirker blodet, er blevet rapporteret. De vil kun blive opdaget ved laboratorietest. 

 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 personer):
For lavt indhold af kalium i blodet, forhøjet indhold af urinsyre i blodet, forhøjet indhold af fedt i blodet (kolesterol). 

 

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 personer):
For lavt indhold af magnesium eller natrium i blodet, for højt indhold af kalium i blodet, for høj pH-værdi i blodet på grund af for lavt indhold af chlorid, for lavt indhold af fosfat i blodet. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via  

 

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Hydrochlorthiazid 2care4 utilgængeligt for børn. 

 

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen. 

 

Tag ikke Hydrochlorthiazid 2care4 efter den udløbsdato, der står på æsken efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Hydrochlorthiazid 2care4 indeholder:

  • Aktivt stof: hydrochlorthiazid. 1 tablet indeholder 25 mg hydrochlorthiazid.
  • Øvrige indholdsstoffer: lactosemonohydrat; cellulose, pulver; crospovidon; povidon K 25; croscarmellosenatrium; silica, kolloid vandfri; magnesiumstearat.

Udseende og pakningsstørrelser

Hydrochlorthiazid 2care4 er hvide, runde tabletter med krydsdelekærv på den ene side, med en diameter på 8,9-9,2 mm og en højde på 2,4-3,2 mm.  

 

PVC/PVDC/Aluminiumblisterpakning, der indeholder: 100 tabletter. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

2care4  

Stenhuggervej 12  

6710 Esbjerg V  

Fremstiller:

2care4  

Stenhuggervej 12-14 

6710 Esbjerg V 

 

Hydrochlorthiazid 2care4 svarer til Hydrochlorothiazide Orifarm. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret april 2024.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...