Laxoberal®

orale dråber, opløsning 7,5 mg/ml

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Laxoberal 7,5 mg/ml orale dråber, opløsning  

natriumpicosulfat 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid Laxoberal nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen eller apotekspersonalet, har givet dig. 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af få dage.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Laxoberal
  3. Sådan skal du tage Laxoberal
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Laxoberal er et afføringsmiddel. Det virker ved at øge tyktarmens bevægelser og fremmer ophobning af vand og visse salte i tyktarmen. Dette stimulerer tarmtømningen, mindsker passagetiden og giver en blødere afføring. 

Laxoberal bruges ved forstoppelse af kortere eller længere varighed. 

 

Hvis din læge har sagt, at du skal tage Laxoberal for noget andet, skal du altid følge lægens anvisning. 

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af få dage. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Laxoberal

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Laxoberal

  • hvis du er allergisk over for natriumpicosulfat eller et af de øvrige indholdsstoffer i Laxoberal (angivet i afsnit 6).
  • hvis der er ingen eller kun dårlig passage i tarmen (f.eks. tarmslyng eller forsnævring af tarmen)
  • hvis du generelt er dehydreret, dvs. har indtaget for lidt væske gennem længere tid
  • hvis du har betændelse i tarmen
  • hvis du har stærke mavesmerter med kvalme og opkastninger eller feber (f.eks. blindtarmsbetændelse)

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet før du tager Laxoberal, hvis du har et dagligt behov for afføringsmiddel, og du ikke ved hvorfor. Det bør undersøges, hvorfor du har et sådant dagligt behov. Laxoberal bør kun indtages dagligt over længere perioder efter aftale med din læge. 


For enkelte patienter har dét, at skulle på toilettet, været forbundet med anstrengelse og smerte, hvilket kan være årsag til svimmelhed og besvimelse. Vær opmærksom på dette. 

Brug af andre lægemidler sammen med Laxoberal

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler.
Ved overdrevent brug af Laxoberal og samtidig anvendelse af vanddrivende lægemidler eller lægemidler indeholdende binyrebarkhormoner, er der risiko for forstyrrelser i saltbalancen i kroppen.
Forstyrrelser i saltbalancen i kroppen øger bivirkningerne ved brug af digoxin (hjertelægemiddel). 

Brug af Laxoberal sammen med mad og drikke

Laxoberal kan både tages sammen med mad eller drikke. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.

Hvis du er gravid, må du kun tage Laxoberal efter lægens anvisning.  

Hvis du ammer, kan du godt tage Laxoberal. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Laxoberal påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.
På grund af mavesmerter forårsaget af forstoppelse kan der forekomme bivirkninger i form af svimmelhed og/eller besvimelse, som kan påvirke evnen til at føre motorkøretøj og/eller betjene maskiner. Hvis du oplever, at du bliver svimmel, skal du undgå at foretage dig ting, der kan være farlige, såsom bilkørsel eller brug af værktøj eller maskiner. 

Laxoberal indeholder sorbitol

Dette lægemiddel indeholder 600 mg sorbitol pr. 20 dråber, svarende til 450 mg/ml. Sorbitol er en kilde til fructose. Hvis din læge har fortalt dig at du (eller dit barn) har intolerance over for nogle sukkerarter eller hvis du er blevet diagnosticeret med arvelig fructoseintolerans (HFI), en sjælden genetisk lidelse, hvor en person ikke kan nedbryde fructose, skal du tale med din læge før du (eller dit barn) tager eller får dette lægemiddel.
Sorbitol kan medføre gastrointestinalt ubehag og en mild afførende virkning. 

Laxoberal indeholder natrium

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. ml., dvs. det er i det væsentlige natriumfrit. 

3. Sådan skal du tage Laxoberal

Tag altid Laxoberal nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Dråberne tages sædvanligvis om aftenen efter behov. Virkningen af lægemidlet kan forventes 6-12 timer efter indtagelsen. 

Den anbefalede dosis er

Voksne: 

Det anbefales at begynde med 10 dråber. 

Dosis kan øges til 20 dråber for at skabe regelmæssig afføring. Denne dosis bør ikke overskrides. 

 

Laxoberal doseres dråbevis ved at vende flasken på hovedet. Hvis opløsningen ikke begynder at dryppe bankes let på bunden for at få dråberne ud. 

Brug til børn

 

Laxoberal bør kun anvendes til børn efter aftale med læge. 

 

Børn over 10 år: 

Det anbefales at begynde med 10 dråber. 

Dosis kan øges til 20 dråber for at skabe regelmæssig afføring. Denne dosis bør ikke overskrides. 

 

Børn mellem 4 og 10 år: 

Det anbefales at begynde med 5 dråber. 

Dosis kan øges til 10 dråber for at skabe regelmæssig afføring. Denne dosis bør ikke overskrides. 

 

Børn under 4 år: 

1 dråbe pr. 2 kg legemsvægt. 

Hvis du har taget for meget Laxoberal

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Laxoberal, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

 

Diarré, mavekramper og væsketab kan være tegn på overdosering. 

 

Ved kronisk overforbrug af afføringsmidler ses kronisk diarré, mavesmerter, nedsættelse af blodets kaliumindhold, hvilket medfører muskeltræthed og nyrepåvirkninger såsom nyresten og nyrebeskadigelse. 

Hvis du har glemt at tage Laxoberal

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Laxoberal

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

De bivirkninger, der er beskrevet nedenfor, er forekommet hos patienter, der har brugt dette lægemiddel, og de er anført efter hyppighed som enten meget almindelig, almindelig, ikke almindelig eller ikke kendt. 

Alvorlige bivirkninger, som du eller dine pårørende øjeblikkeligt skal reagere på, er anført med *

 

Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 personer):  

Diarré. 

 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 personer):  

Mavekramper, mavesmerter, ubehag i maven.  

 

 

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 personer):  

Svimmelhed. Opkastning. Kvalme. 

 

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt:  

 

* Overfølsomhedsreaktioner herunder udslæt (nældefeber) og hævelser samt hudreaktioner. Kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge, kan det være livsfarligt. Ring 112. Desuden: Besvimelse, hudreaktioner såsom hævelser, kløe og udslæt. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke 

er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Laxoberal utilgængeligt for børn. 

 

Må ikke opbevares ved temperaturer over 30 °C. 

 

Tag ikke Laxoberal efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser   og   yderligere   oplysninger

Laxoberal dråber indeholder:

  • Aktivt stof: natriumpicosulfat. 1 ml orale dråber indeholder 7,5 mg natriumpicosulfat.
  • Øvrige indholdsstoffer: Sorbitol (E 420), natriumbenzoat (E 211), citronsyremonohydrat, koncentreret natriumcitratdihydrat, renset vand.

Udseende og pakningsstørrelser

Laxoberal dråber er en klar, farveløs opløsning og fås i plastflasker indeholdende 30 ml med afdrypningsanordning. 

 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

2care4  

Stenhuggervej 12  

6710 Esbjerg V  

Fremstiller:

2care4  

Stenhuggervej 12-14  

6710 Esbjerg V 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret september 2024.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...