Ibuprofen "Teva"

filmovertrukne tabletter 400 mg

Teva

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Ibuprofen Teva 400 mg filmovertrukne tabletter  

Til unge over 12 år og voksne 

Ibuprofen 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre.
    Det kan være skadeligt for andre, selv om de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Ibuprofen Teva
  3. Sådan skal du tage Ibuprofen Teva
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Ibuprofen Teva er et lægemiddel, der lindrer smerter (kaldet et non-steroidt antiinflammatorisk lægemiddel - NSAID). 


Ibuprofen Teva 400 mg bruges til symptomatisk korttidsbehandling af svage til moderate smerter.  

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Ibuprofen Teva

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Ibuprofen Teva:

  • hvis du er allergisk over for ibuprofen eller et af de øvrige indholdsstoffer i Ibuprofen Teva (angivet i punkt 6).
  • hvis du tidligere har haft åndenød, astmaanfald, hævede slimhinder i næsen, udslæt og hævelser (angioødem) eller hudreaktioner efter indtagelse af acetylsalicylsyre eller andre NSAID-præparater.
  • hvis du har forstyrrelser i bloddannelsen, hvor årsagen ikke kendes.
  • hvis du har eller har haft tilbagevendende mavesår/sår på tolvfingertarmen eller blødninger (mindst to forskellige episoder af bekræftet blødning eller mavesår).
  • hvis du tidligere har haft blødning i mave-tarm-kanalen eller hul i tarmen, der skyldtes behandling med et NSAID-præparat.
  • hvis du har eller har haft en hjerneblødning eller anden aktiv blødning.
  • hvis du lider af alvorligt nedsat lever- eller nyrefunktion.
  • i de sidste tre måneder af graviditeten.
  • hvis du lider af alvorligt hjertesvigt.
  • hvis du lider af alvorlig væskemangel (forårsaget af opkastning, diarré, eller at du ikke har drukket nok væske) - hvis du er under 12 år, da denne styrke er uegnet til denne aldersgruppe på grund af indholdet af aktivt stof.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Ibuprofen Teva.  


Vær ekstra forsigtig med at tage Ibuprofen Teva i følgende situationer: 

  • ved arvelige forstyrrelser i bloddannelsen (f.eks. akut intermitterende porfyri).
  • ved visse sygdomme i immunsystemet (kaldet systemisk lupus erythematosus og bindevævssygdom, lidelser i immunsystemet med indvirkning på bindevævet, som kan resultere i ledsmerter, forandringer i huden og forstyrrelser i andre organer), da der kan være øget risiko for den form for meningitis, der ikke er forårsaget af bakterier.
  • ved sygdomme i mave-tarm-kanalen eller kronisk betændelsestilstand i tarmen (colitis ulcerosa, Crohns sygdom).
  • ved nedsat nyre- eller leverfunktion.
  • ved væskemangel (f.eks. efter opkastning eller diarré).
  • ved forhøjet blodtryk eller hjertesvigt.
  • hvis du har allergi (f.eks. hudreaktioner i forbindelse med indtagelse af anden medicin, astma eller høfeber), kroniske hævelser i slimhinderne eller kronisk indsnævring af luftvejene, da du i så fald har en øget risiko for at få en overfølsomhedsreaktion.
  • umiddelbart efter en større operation.
  • hvis du har en infektion (se afsnittet ”infektioner” nedenfor).

Undgå brug af Ibuprofen Teva samtidig med andre NSAID-præparater, herunder selektive COX-2- hæmmere. 

Ældre

Ældre patienter får oftere bivirkninger ved behandling med NSAID-præparater, især blødning i mave-tarm-kanalen eller hul i tarmen, som kan føre til dødsfald.

Blødning i mave-tarm-kanalen, mavesår og hul i tarmen:
Der har været tilfælde af blødning i mave-tarm-kanalen, mavesår eller hul i tarmen, der kan være livsfarlige. Disse tilstande er set med alle typer NSAID-præparater på alle tidspunkter af behandlingen, med eller uden advarselstegn, og uanset tidligere forekomst af alvorlige lidelser i mave og tarm. 


Risikoen for at få en blødning i mave-tarm-kanalen, mavesår eller hul i tarmen stiger i følgende tilfælde: Med stigende doser af NSAID-præparater, hvis du tidligere har haft mavesår (især hvis der var komplikationer i form af blødning eller hul i tarmen) og stiger med alderen.
Du bør begynde med den lavest mulige dosis. Tal med lægen om eventuelt at kombinere behandlingen med et præparat, der beskytter mave-tarm-kanalen. Dette gælder også, hvis du samtidig får små doser acetylsalicylsyre eller andre aktive stoffer, der kan øge risikoen for mave-tarm-påvirkning.

Hvis du tidligere har haft problemer med mave-tarm-kanalen, især hvis du er en ældre person, skal du indberette alle usædvanlige mavesymptomer (især blødninger i mave og tarm) til din læge - navnlig i starten af behandlingen. Vær forsigtig, hvis du samtidig får lægemidler, der kan øge risikoen for mavesår eller blødning, såsom kortikosteroider, blodfortyndende midler som warfarin, selektive serotoningenoptagshæmmere (kaldet SSRI) mod depression eller blodfortyndende lægemidler, såsom acetylsalicylsyre.

Hvis du får blødning i mave-tarm-kanalen eller mavesår, mens du bliver behandlet med dette lægemiddel, skal du stoppe med at tage lægemidlet med det samme.. 

Hudreaktioner

Alvorlige hudreaktioner, herunder eksfoliativ dermatitis, erythema multiforme, Stevens-Johnsons syndrom, toksisk epidermal nekrolyse, lægemiddelreaktion med eosinofili og systemiske symptomer (DRESS), og akut generaliseret eksantematøs pustulose (AGEP), er blevet rapporteret i forbindelse med behandling med ibuprofen. Fortæl det straks til lægen, og stop med at tage Ibuprofen Teva, hvis du oplever nogen af symptomerne på de alvorlige hudreaktioner, der er beskrevet i punkt 4

Infektioner

Ibuprofen Teva kan skjule tegn på infektioner, herunder feber og smerter. Det er derfor muligt, at Ibuprofen Teva kan forsinke relevant behandling af infektion, hvilket kan medføre en øget risiko for komplikationer.
Dette er observeret ved bakteriel lungebetændelse og bakterielle hudinfektioner i forbindelse med skoldkopper. Hvis du tager dette lægemiddel, mens du har en infektion, og dine symptomer varer ved eller bliver værre, skal du kontakte en læge med det samme. 


Du frarådes at bruge dette lægemiddel, hvis du har skoldkopper (varicella).

Ibuprofen, som er det aktive indholdsstof i dette lægemiddel, kan midlertidigt hæmme blodpladefunktionen. Patienter med koagulationsforstyrrelser bør derfor overvåges nøje. 


Hvis din læge mener, at forlænget behandling med ibuprofen er nødvendig, skal levertal, nyrefunktion og blodlegemer tjekkes jævnligt. 


Hvis du skal opereres, skal du fortælle til lægen eller tandlægen, at du tager dette lægemiddel. 


Allergiske reaktioner
Der er set meget sjældne tilfælde af alvorlige, akutte overfølsomhedsreaktioner (f.eks. anafylaktisk chok). Der er rapporteret om tegn på en allergisk reaktion over for dette lægemiddel, herunder vejrtrækningsproblemer, hævelse i ansigt og halsregion (angioødem) og brystsmerter for ibuprofen. Stop øjeblikkeligt med at tage Ibuprofen Teva, og kontakt straks din læge eller lægevagten, hvis du bemærker nogen af disse tegn. Den fornødne behandling tilpasset dine symptomer skal iværksættes af sundhedspersonalet. 


Det er vigtigt, at du drikker tilstrækkeligt under behandlingen - især i tilfælde af feber, diarré eller opkastning. 


Du kan begrænse bivirkningerne ved altid at tage den laveste virksomme dosis i så kort tid som muligt, for at få kontrol med symptomerne. 


Længerevarende brug af enhver type smertestillende medicin mod hovedpine kan gøre hovedpinen værre. Dette kaldes medicin-overforbrugs-hovedpine og kan mistænkes at være til stede hos patienter, der har hyppig eller daglig hovedpine på trods af (eller på grund af) regelmæssig brug af smertestillende medicin mod hovedpine. Hvis du oplever dette, eller du har mistanke om dette, bør du kontakte lægen, og behandlingen bør ophøre.
Generelt kan regelmæssig brug af smertestillende lægemidler, især ved kombination af flere typer af smertestillende lægemidler, føre til permanent nyrepåvirkning med risiko for nyresvigt (analgetisk nefropati). 

Indvirkning på hjerte-kar-systemet

Antiinflammatorisk/smertestillende medicin som f.eks. ibuprofen kan være forbundet med en let øget risiko for hjerteanfald eller slagtilfælde, særligt når det bruges i høje doser. Tag ikke mere medicin end anbefalet, og tag ikke medicinen i længere tid end anbefalet (3 dage hos unge og 4 dage hos voksne).

Tal med lægen eller apotekspersonalet om din behandling, hvis du: 

  • har hjerteproblemer, herunder hjertesvigt eller angina (brystsmerter), eller hvis du har haft et slagtilfælde, hjerteanfald, har fået foretaget en bypassoperation, har haft sygdom i perifere arterier (dårligt blodomløb i benene eller fødderne på grund af snævre eller blokerede blodårer) eller har haft nogen form for slagtilfælde (herunder ”mini-slagtilfælde” eller forbigående blodprop i hjernen).
  • har forhøjet blodtryk, sukkersyge eller forhøjet kolesterol, hvis der er nogen i din familie, der har eller har haft hjertesygdom eller slagtilfælde, eller hvis du ryger.

Børn og unge

Der er risiko for nedsat nyrefunktion hos dehydrerede unge.
Du må ikke give dette lægemiddel til børn under 12 år. 

Brug af andre lægemidler sammen med Ibuprofen Teva

Du må ikke tage forskellige typer smertestillende lægemidler på samme tid, medmindre din læge siger det.

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler, herunder håndkøbslægemidler. 


Ibuprofen Teva kan påvirke, eller blive påvirket af, behandling med visse lægemidler, herunder lægemidler, der behandler/forebygger:  

  • tumorer og immunsystemet (methotrexat)
  • maniodepressiv sygdom (lithium)
  • uregelmæssig hjerterytme (digoxin)
  • epilepsi eller neuropatiske smerter (phenytoin)
  • smerter (acetylsalicylsyre)
  • thromboemboliske lidelser (lægemidler, som hindrer blodet i at størkne (dvs. som fortynder blodet eller forebygger blodpropper, f.eks. acetylsalicylsyre, dicumarol, warfarin, ticlopidin)) - depression (lægemidler kaldet SSRI’er
  • selektive serotoningenoptagshæmmere)
  • højt blodtryk (lægemidler, som nedsætter forhøjet blodtryk, f.eks. ACE-hæmmere såsom captopril, betablokkere som f.eks. atenolol, angiotensin-II-receptorantagonister som f.eks. losartan, vanddrivende lægemidler)
  • afstødelse hos patienter, der har gennemgået en organtransplantation (lægemidler, der undertrykker immunsystemet, såsom ciclosporin eller tacrolimus) - betændelse (kortikosteroider)
  • bakterieinfektioner (nogle former for antibiotika, herunder aminoglycosider og quinolon-antibiotika)
  • svampeinfektioner (svampemidler, især voriconazol eller fluconazol)
  • diabetes mellitus (sulfonylurinstoffer)
  • forhøjet kolesterol (cholestyramin)
  • hiv-infektion (zidovudin)
  • urinsyregigt (probenecid og sylfinpyrazon).

Visse andre lægemidler kan også påvirke eller blive påvirket af behandlingen med Ibuprofen Teva. Derfor skal du altid spørge lægen eller apotekspersonalet til råds, før du tager Ibuprofen Teva sammen med andre lægemidler. 

Brug af Ibuprofen Teva sammen med mad, drikke og alkohol

Ibuprofen Teva kan tages sammen med mad og drikke. Ibuprofen Teva kan tages på tom mave for hurtigere lindring. Hvis Ibuprofen Teva tages sammen med alkohol, kan bivirkningerne blive forøget. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet 

Tag ikke Ibuprofen Teva, hvis du er i de sidste 3 måneder af graviditeten, da det kan skade dit ufødte barn eller medføre problemer ved fødslen. Det kan medføre nyre- og hjerteproblemer hos dit ufødte barn. Det kan påvirke din og dit barns blødningstendens, og medføre at veerne bliver senere eller længere end forventet.
Du bør ikke tage Ibuprofen Teva i løbet af de første 6 måneder af graviditeten, medmindre det er absolut nødvendigt og anbefalet af din læge. Hvis du har brug for behandling med ibuprofen i løbet af denne periode, eller mens du forsøger at blive gravid, skal du bruge den lavest virksomme dosis i kortest tid. Ved brug i mere end et par dage fra 20. graviditetsuge og fremefter kan Ibuprofen Teva medføre nyreproblemer hos dit ufødte barn, som kan føre til lavt niveau af fostervand, der omgiver barnet (oligohydramnios) eller forsnævring af et blodkar (ductus arteriosus) i barnets hjerte. Hvis du har brug for behandling i mere end et par dage, kan din læge anbefale yderligere overvågning.
Fortæl det til lægen, hvis du opdager, at du er gravid, mens du tager Ibuprofen Teva. 


Amning
 

Det aktive stof ibuprofen og dets nedbrydningsprodukter går over i modermælken, men kun i små mængder. Da der endnu ikke er set skadelige virkninger for barnet, vil det som regel ikke være nødvendigt at holde op med at amme ved kortvarig brug af den anbefalede dosis mod lette til moderate smerter. Du bør dog overveje at stoppe med at amme før behandlingen, hvis du skal tage tabletterne i længere tid eller ved højere doser. 

 

Frugtbarhed
Ibuprofen Teva hører til en gruppe lægemidler (NSAID’er), der kan nedsætte kvinders fertilitet. Denne virkning ophæves, når behandlingen med lægemidlet standses. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Ibuprofen Teva kan give bivirkninger såsom træthed, svimmelhed og synsforstyrrelser, og reaktionsevnen og evnen til at færdes i trafikken og betjene maskiner kan være nedsat i enkelte tilfælde. Dette gælder i særlig grad ved kombination med alkohol. 

Ibuprofen Teva 400 mg indeholder natrium

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol natrium (23 mg) pr. filmovertrukket tablet, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit. 

3. Sådan skal du tage Ibuprofen Teva

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Du bør anvende den laveste effektive dosis i den kortest mulige tid, som er nødvendig for at lindre symptomerne. 

 

Hvis du har en infektion, skal du kontakte en læge med det samme, hvis symptomerne (f.eks. feber eller smerter) varer ved bliver værre (se punkt 2): 

Den anbefalede dosis er:

Ibuprofen Teva 400 mg filmovertrukne tabletter 

 

Alder  

Enkeltdosis  

Maksimal døgndosis  

12-15 år 

½ tablet (svarende til 200 mg ibuprofen) 

 

1 ½ tablet (svarende til 600 mg ibuprofen) 

over 15 år 

½-1 tablet (svarende til 200-400 mg ibuprofen) 

3 tabletter (svarende til 1.200 mg ibuprofen) 

 

Vent mindst 6 timer, hvis du har taget den maksimale enkeltdosis, før du tager den næste dosis. Den anbefalede dosis bør ikke overskrides. 

 

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du har indtryk af, at virkningen af Ibuprofen Teva enten er for stærk eller for svag. 

 

Tabletten kan deles i to lige store doser. 

 

Hvis din behandling gør det nødvendigt at dele tabletten, er dette den bedste måde at gøre det på: Placer tabletten på en hård overflade med delekærven opad. Pres derefter med din tommel- eller pegefinger på toppen af tabletten. 

 

Ibuprofen "Teva" Teva B.V. filmovertrukne tabletter 400 mg 

 

Ovenfor ses en skematisk tegning af tabletten. Derfor kan formen på tabletten godt være lidt anderledes end din tablet. 

Sådan tager du Ibuprofen Teva

Til oral anvendelse. 

Du skal synke de filmovertrukne tabletter hele med vand. 

Patienter med sart mave bør tage Ibuprofen Teva i forbindelse med et måltid. 


Behandlingens varighed
Til kortvarig behandling. 

Hvis du har taget for meget Ibuprofen Teva

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere Ibuprofen Teva, end du skulle, eller hvis et barn har indtaget Ibuprofen Teva. Så vil risikoen blive vurderet, og du får råd om de foranstaltninger, der skal træffes.
Symptomerne kan inkludere kvalme, mavesmerter, opkastning (kan indeholde blod), hovedpine, øresusen, forvirring og ufrivillige øjenbevægelser. Ved høje doser er sløvhed, brystsmerter, hjertebanken, tab af bevidsthed, kramper (hovedsageligt hos børn), svaghed og svimmelhed, blod i urinen, en følelse af at være kold samt åndedrætsbesvær blevet rapporteret. 

Hvis du har glemt at tage Ibuprofen Teva

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.  

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Du skal stoppe med at tage dette lægemiddel og kontakte en læge med det samme, hvis du får noget af følgende:

  • Angioødem (en ikke almindelig bivirkning) med symptomer såsom:
    • hævelse af ansigt, tunge eller hals
    • synkebesvær
    • udslæt og vejrtrækningsbesvær.
  • En infektion med symptomer såsom feber og alvorlig forværring af din overordnede tilstand, eller feber med lokale infektionssymptomer, såsom ondt i halsen/svælget/munden og vandladningsproblemer.
    Ibuprofen Teva kan forårsage nedsættelse af antallet af hvide blodlegemer (agranlocytose) med svækket modstandsevne over for infektioner (en ikke almindelig bivirkning). Det er vigtigt, at du fortæller din læge om din medicin.
  • Rødlige, ikke-hævede, målformede eller cirkulære pletter på overkroppen, ofte med centrale blærer, hudafskalning, sår i mund, hals, næse, kønsorganer og øjne. Disse alvorlige hududslæt kan begynde 7 feber og influenzalignende symptomer (eksfoliativ dermatitis, erythema multiforme, Stevens-Johnsons syndrom, toksisk epidermal nekrolyse, meget sjældne bivirkninger).
  • Udbredt udslæt, høj legemstemperatur og hævede lymfeknuder (DRESS-syndrom, hyppigheden er ikke kendt).
  • Et rødt, skællende, udbredt udslæt med buler under huden og blærer, hovedsageligt i hudfolderne, på selve kroppen og armene ledsaget af feber. Symptomerne optræder normalt ved behandlingens start (akut generaliseret eksantematøs pustulose (AGEP), hyppigheden er ikke kendt). Se også punkt 2.

Andre bivirkninger, der kan forekomme:

Almindelige (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 personer): 

  • hovedpine, svimmelhed
  • lidelser i mave-tarm-kanalen (fordøjelsesbesvær, diarré, kvalme, opkastning, mavesmerter, luft i tarmene, forstoppelse, sort afføring, blødning i mave eller tarm, opkastning af blod)
  • udslæt
  • træthed.


Ikke almindelige (kan forekomme hos op til 1ud af 100 personer):
 

  • rhinitis
  • overfølsomhed
  • søvnløshed, angst
  • synsforstyrrelser, nedsat hørelse
  • bronkiespasmer, astma
  • sår i munden
  • mavesår, sår i tarmen, bristet mavesår, betændelse i mavens slimhinde
  • leverbetændelse, gulsot, unormal leverfunktion
  • kløe, små blodudtrædninger på huden og i slimhinderne
  • huden bliver følsom over for lys
  • nedsat nyrefunktion
  • ændringer i blodtælling
  • anæmi (nedsat antal røde blodlegemer eller hæmoglobin, hvilket kan gøre huden bleg og kan medføre svaghed)
  • døsighed
  • snurrende fornemmelse
  • høretab.

 

Sjældne (kan forekomme hos op til1 ud af1000 personer): 

  • ikke-bakteriel meningitis
  • allergisk reaktion
  • depression, forvirring
  • nedsat syn, tinnitus (ringen for ørerne), svimmelhed
  • leverskade og væskeophobning i kroppen.

 

Meget sjældne (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 personer): 

  • betændelse i bugspytkirtlen, leversvigt.

 

Ikke kendt (hyppigheden kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data): 

  • forværring af sår i tyktarmen (colitis) og Crohns sygdom (tarmsygdom)
  • hjertesvigt, hjerteanfald, højt blodtryk
  • brystsmerter, som kan være et tegn på en potentielt alvorlig allergisk reaktion kaldet Kounis syndrom.

Bemærk, at Ibuprofen Teva kan forlænge blødningstiden.

Der kan i exceptionelle tilfælde forekomme alvorlige infektioner i huden ved skoldkopper. Når et NSAIDpræparat anvendes, kan der opstå infektionsrelateret betændelse i huden eller en eksisterende betændelse kan forværres (f.eks. en lidelse som nekrotiserende fasciitis kan udvikles og dette er karakteriseret ved intens smerte, høj feber, hævet og varm hud, blæredannelse, vævsdød). Hvis der kommer tegn på infektion i huden eller en eksisterende infektion i hud forværres, mens du bruger ibuprofen, anbefales det, at du kontakter en læge med det samme.

Lægemidler som Ibuprofen Teva kan medføre en let øget risiko for hjerteanfald eller slagtilfælde. 

Indberetning af mistænkte bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via:

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 


Tag ikke dette lægemiddel efter udløbsdatoen, der står på blisterpakningen eller æsken efter Exp.
Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen. 


Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Ibuprofen Teva indeholder:

Aktivt stof: ibuprofen. 1 filmovertrukket tablet indeholder 400 mg ibuprofen. 

 

Øvrige indholdsstoffer:  

Tabletkerne: 

Modificeret majsstivelse, croscarmellosenatrium, hypromellose, stearinsyre, vandfri kolloid silica.  

Filmovertræk: 

Hypromellose, macrogol 8000, titandioxid. 

Udseende og pakningsstørrelser

Hvide, runde, bikonvekse filmovertrukne tabletter med delekærv på den ene side. 


Ibuprofen Teva 400 mg filmovertrukne tabletter fås i pakninger med 6, 10, 12, 20, 30, 50, 60, 100 eller 250 filmovertrukne tabletter. 


Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Teva B.V.  

Swensweg 5 

2031 GA Haarlem  

Holland 


Repræsentant:
Teva Denmark A/S  

Vandtårnsvej 83A  

2860 Søborg  

Fremstiller:

Merckle GmbH 

Ludwig-Merckle Str. 3 

89143 Blaubeuren  

Tyskland 

Dette lægemiddel er godkendt i medlemslandene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde under følgende navne:

 

Denmark  

Ibuprofen Teva 

Italien  

Eiren 

Tyskland  

Ibuprofen-ratio 400 mg Filmtabletten 

 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 10/2024 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...