Oxycodone "Vitabalans"
filmovertrukne tabletter 5 mg og 10 mg
Vitabalans


Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren
Oxycodone Vitabalans filmovertrukne tabletter, 5 mg
Oxycodone Vitabalans filmovertrukne tabletter, 10 mg
Oxycodonhydrochlorid
Læs denne indlægsseddel grundigt inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give det til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk
Oversigt over indlægssedlen:
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at tage Oxycodone Vitabalans
- Sådan skal du tage Oxycodone Vitabalans
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse

Oxycodone Vitabalans indeholder det aktive stof oxycodon, som tilhører en gruppe af stærke smertestillende midler, der kaldes opioider. Oxycodone Vitabalans anvendes til voksne og unge (i alderen 12 år og ældre) til behandling af svære smerter, som kun kan behandles tilstrækkeligt med opioidanalgetika.
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
2. Det skal du vide, før du begynder at tage Oxycodone Vitabalans

Brug ikke Oxycodone Vitabalans
- hvis du er allergisk over for oxycodon eller et af de øvrige indholdsstoffer i Oxycodone Vitabalans (angivet i afsnit 6)
- hvis du lider af svære vejrtrækningsproblemer (respirationsdepression) med mangel på ilt i blodet (hypoksi) og/eller forhøjet indhold af kuldioxid i blodet (hyperkapni)
- hvis du har vejrtrækningsproblemer på grund af en svær kronisk lungesygdom eller svær astma
- hvis du har problemer med hjertet som følge af en kronisk lungesygdom (cor pulmonale)
- hvis du har forhøjet kuldioxidindhold i blodet
- hvis du har en lidelse, der bevirker, at din tyndtarm er blokeret (paralytisk ileus), hvis du har svære mavesmerter, eller hvis din mavesæk tømmer sig for langsomt (forsinket ventrikeltømning)
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt lægen eller apoteket, før du tager Oxycodone Vitabalans.
Inden du begynder behandlingen med Oxycodone Vitabalans, skal du fortælle det til lægen eller på apoteket, hvis:
- du er ældre eller svækket
- du har stærkt nedsat lunge-, lever- eller nyrefunktion
- du lider af en særlig sygdom i skjoldbruskkirtlen (myksødem), eller din skjoldbruskkirtel ikke producerer nok hormon (hypotyreose)
- du har mangel på binyrebarkhormon (Addisons sygdom eller binyrebarkinsufficiens). Dette kan give symptomer som svaghed, vægttab, svimmelhed, kvalme eller opkastninger
- du lider af en psykisk sygdom som følge af forgiftning, for eksempel med alkohol (toksisk psykose)
- du har forstørret blærehalskirtel
- du har betændelse i bugspytkirtlen (som giver smerter i maven og ryggen) eller problemer med galdeblæren
- du har en inflammatorisk tarmsygdom (irritabel tyktarm eller tyndtarm)
- du har besvær eller smerter ved vandladning
- du har hypovolæmi (for lavt blodvolumen i kredsløbet)
- du har svær hovedpine eller kvalme som muligt tegn på forhøjet tryk i hjernen
- du har for lavt blodtryk eller bliver svimmel når du rejser dig
- du har epilepsi eller tendens til krampeanfald
- du får medicin af en type, der kaldes monoaminoxidasehæmmere eller MAO-hæmmere (medicin mod depression eller Parkinsons sygdom)
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Kontakt lægen, hvis du i den øverste del af maven har svære smerter, der muligvis spredes til ryggen, eller har kvalme, opkast eller feber, da det kan være symptomer, der er forbundet med betændelse i bugspytkirtlen (pankreatit) og galdevejene.
Hvis du skal opereres, skal du fortælle lægen på hospitalet, at du tager Oxycodone Vitabalans.
Oxycodone Vitabalans kan medføre fysisk afhængighed: Ved pludseligt ophør af behandlingen med oxycodon kan man få abstinenssymptomer. Hvis der ikke længere er brug for behandling med oxycodon, kan det være tilrådeligt at nedtrappe dosis gradvis for at undgå abstinenssymptomer.
Tolerance samt fysisk og psykisk afhængighed og misbrug
Dette lægemiddel indeholder oxycodon, hvilket er et opioidlægemiddel. Gentagen brug af opioidlægemidler kan føre til at lægemidlet bliver mindre effektivt (du bliver vant til det, kendt som tolerance). Gentagen brug af Oxycodone Vitabalans kan også føre til fysisk og psykisk afhængighed samt misbrug og medføre indtagelse af en livstruende overdosis. Risikoen for disse bivirkninger kan øges med en højere dosis og længere anvendelsesvarighed.
Fysisk og psykisk afhængighed kan forårsage, at du føler, at du ikke længere har kontrol over, hvor meget lægemiddel du skal tage eller hvor ofte du skal tage det. Du kan føle, at du skal blive ved med at tage dit lægemiddel, selv når den ikke hjælper med at lindre dine smerter.
Risikoen for at blive afhængig varierer fra person til person. Du kan have større risiko for at blive afhængig af Oxycodone Vitabalans, hvis:
- du eller nogen i din familie på noget tidspunkt har misbrugt eller været afhængig af alkohol, receptpligtige lægemidler eller ulovlige stoffer (“psykisk afhængighed")
- du er ryger
- du på noget tidspunkt har haft problemer med dit humør (depression, angst eller personlighedsforstyrrelse), eller hvis du er blevet behandlet for andre psykiske sygdomme hosen psykiater
Hvis du bemærker nogen af følgende tegn, mens du tager Oxycodone Vitabalans, kan det være et tegn på, at du er blevet afhængig.
- Du har brug for at tage lægemidlet længere end tilrådet af din læge
- Du skal tage mere end den anbefalede dosis
- Du bruger lægemidlet af andre årsager end den ordinerede, f.eks. "for at være rolig" eller "hjælpe dig med at sove"
- Du har lavet gentagne forsøg på at stoppe eller kontrollere brugen af lægemidlet uden at lykkes
- Når du stopper med at tage lægemidlet, har du det dårligt, og du har det bedre, når du tager lægemidlet igen ("abstinenser")
Hvis du bemærker nogle af disse tegn, skal du tale med din læge for at drøfte det bedste behandlingsforløb for dig, herunder hvornår det er passende at stoppe og hvordan du stopper sikkert (se afsnit 3. Hvis du holder op med at tage Oxycodone Vitabalans).
I meget sjældne tilfælde, navnlig ved høje doser, kan der forekomme hyperalgesi (øget smertefølsomhed), som ikke afhjælpes ved at øge dosis af oxycodon. Det kan da være nødvendigt at nedsætte dosis af oxycodon eller skifte til et andet opioid.
Søvnrelaterede vejrtrækningsforstyrrelser
Oxycodone Vitabalans kan forårsage søvnrelaterede vejrtrækningsforstyrrelser såsom søvnapnø (pauser i vejrtrækningen under søvn) og søvnrelateret hypoksæmi (lavt iltniveau i blodet). Symptomerne kan inkludere pauser i vejrtrækningen under søvn, natlige opvågninger på grund af åndenød, problemer med at sove igennem eller overdreven døsighed i løbet af dagen. Kontakt lægen, hvis du eller en anden observerer disse symptomer. Din læge kan overveje at nedsætte din dosis.
Børn
Sikkerheden og virkningen af Oxycodone Vitabalans er ikke blevet testet tilstrækkeligt hos børn under 12 år.
Derfor frarådes brug af Oxycodone Vitabalans til børn under 12 år.
Brug af anden medicin sammen med Oxycodone Vitabalans
Fortæl det altid til lægen eller på apoteket, hvis du bruger anden medicin, har gjort det for nylig eller påtænker at gøre det. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept, medicin købt i udlandet, naturlægemidler, stærke vitaminer og mineraler samt kosttilskud.
Se det til lægen eller på apoteket, hvis du tager:
- stærk smertestillende medicin (f. eks. andre opioider)
- medicin mod søvnløshed eller angst (f.eks. beroligende medicin og sovemedicin)
- medicin mod depression
- medicin mod psykiske sygdomme (såsom antipsykotiske midler)
- medicin, der anvendes under operationer (bedøvelsesmidler)
- muskelafslappende medicin
- medicin mod allergiske reaktioner (antihistaminer)
- medicin mod kvalme og opkastning (antiemetika)
- monoaminoxidasehæmmere (MAO-hæmmere) eller hvis du har fået MAO-hæmmere inden for de seneste to uger) MAO-hæmmere er medicin til behandling af depression og Parkinsons sygdom
- medicin mod Parkinsons sygdom
- makrolidantibiotika (f.eks. clarithromycin, erythromycin og telithromycin)
- svampemidler af azoltypen (f.eks. ketoconazol, voriconazol, itraconazol og posaconazol)
- proteasehæmmere, der anvendes mod hiv (f.eks. boceprevir, ritonavir, indinavir, nelfinavir og saquinavir)
- cimetidin (medicin mod mavesår, fordøjelsesbesvær og halsbrand)
- rifampicin (et antibiotikum til behandling af tuberkulose)
- carbamazepin eller fenytoin (medicin mod epilepsi)
- prikbladet perikum (findes i visse plantelægemidler)
- paroxetin (medicin mod depression)
- kinidin (medicin mod uregelmæssig hjerterytme)
- antikoagulantia (blodfortyndende medicin)
Samtidig brug af Oxycodone Vitabalans og beroligende medicin så som benzodiazepiner eller relaterede lægemidler øger risikoen for døsighed, vejrtrækningsbesvær (respirationsdepression), koma og kan være livstruende. På grund af dette bør samtidig anvendelse kun overvejes, når andre behandlingsmuligheder ikke er mulige.
Hvis din læge imidlertid ordinerer Oxycodone Vitabalans sammen med beroligende medicin bør dosis og behandlingsvarighed begrænses af din læge.
Fortæl din læge om al beroligende medicin, som du tager, og følg din læges dosisanbefaling nøje. Det kan være hjælpsomt at informere venner eller pårørende om at være opmærksomme på ovenstående symptomer. Kontakt din læge hvis du oplever nogle af disse symptomer.
Risikoen for bivirkninger øges, hvis du tager antidepressiva (f.eks. citalopram, duloxetin, escitalopram, fluoxetin, fluvoxamin, paroxetin, sertralin, venlafaxin). Disse lægemidler kan interagere med oxycodon, og du kan opleve symptomer som f.eks. ufrivillige, rytmiske sammentrækninger af muskler (herunder muskler, som kontrollerer øjenbevægelser), ophidselse, kraftig svedtendens, rysten, overdrevne reflekser, øget muskelspænding, kropstemperatur på over 38 °C. Kontakt din læge, hvis du oplever nogen af disse symptomer.
Brug af Oxycodone Vitabalans sammen med mad, drikke og alkohol
Du skal tage Oxycodone Vitabalans med rigeligt vand sammen med et måltid eller mellem måltiderne.
Hvis du indtager alkohol, mens du bruger Oxycodone Vitabalans, kan du blive søvnig og risikerer alvorlige bivirkninger såsom stakåndethed, vejrtrækningsstop og besvimelse. Det anbefales, at du undgår alkohol, mens du er i behandling med Oxycodone Vitabalans.
Grapefrugtjuice kan hæmme nedbrydningen af oxycodon, så dets virkning forstærkes. Undgå derfor at drikke grapefrugtjuice, mens du får Oxycodone Vitabalans.
Graviditet og amning
Spørg din læge eller apoteket til råds, før du tager nogen form for medicin. Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apoteket til råds, før du bruger denne medicin.
Undgå så vidt muligt at bruge Oxycodone Vitabalans, hvis du er gravid eller ammer.
Graviditet
Der foreligger kun begrænsede data om anvendelse af oxycodon hos gravide kvinder. Oxycodon passerer moderkagen og gå derved over i fostrets blod. Brug af oxycodon i graviditeten kan føre til abstinenssymptomer hos den nyfødte. Børn af mødre, der har fået oxycodon de sidste 3-4 uger før fødslen, bør overvåges for vejrtrækningproblemer. Oxycodon Vitabalans bør kun bruges ved graviditet, hvis fordelene opvejer de mulige risici for fosteret.
Amning
Oxycodon kan udskilles i modermælk og medføre vejtrækningsproblemer hos nyfødte. Oxycodone Vitabalans må derfor ikke anvendes under amning.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Kør ikke bil eller motorcykel og lad være med at cykle.
Lad være med at arbejde med værktøj eller maskiner.
Pakningen er forsynet med en rød advarselstrekant. Det betyder, at behandlingen med Oxycodone Vitabalans kan nedsætte opmærksomheden og reaktionsevnen, så du ikke er i stand til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner. Ved stabil behandling er det dog ikke nødvendigt med et generelt forbud mod at føre motorkøretøj. Spørg lægen.
3. Sådan skal du bruge Oxycodone Vitabalans

Tag altid Oxycodone Vitabalans nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket.
Inden du påbegynder behandlingen og regelmæssigt under behandlingen vil lægen drøfte med dig, hvad du kan forvente dig af at bruge Oxycodone Vitabalans, hvornår og hvor længe du skal tage det, hvornår du skal kontakte lægen og hvornår du skal stoppe med at tage det (se også hvis du holder op med at tage Oxycodone Vitabalans).
Din læge vil justere din dosis alt efter, hvor stærke smerter du har, og hvordan medicinen virker på dig. Den sædvanlige dosis er:
Voksne og teenagere over 12 år:
Den sædvanlige startdosis er 5 mg hver 6. time. Mellemrummet mellem hver dosis kan af lægen sættes ned til 4 timer. Oxycodone Vitabalans bør dog ikke tages oftere end 6 gange i døgnet.
Ældre
Lægen vil afgøre, hvor længe behandlingen skal vare. Der bør begyndes med den laveste dosis, som derefter gradvis sættes op, til smertelindring opnås.
Patienter med nyre- og/eller leversygdomme eller med lav legemsvægt
Lægen vil muligvis fastsætte en lavere startdosis.
Til patienter, der tidligere har fået anden stærk smertestillende medicin (opioider), vil lægen muligvis fastsætte en højere startdosis.
Lægen vil herefter afgøre, hvor meget medicin du skal have dagligt, og hvordan den daglige dosis skal fordeles på morgen og aften. Lægen vil desuden gøre dig opmærksom på, at din dosis skal ændres, hvis dette bliver nødvendigt i løbet af behandlingen.
Hvis du får smerter ind imellem doserne af Oxycodone Vitabalans, kan det være fordi du har behov for større doser af Oxycodone Vitabalans. Tal med lægen, hvis dette problem opstår.
Hvis du har behov for langvarig smertestillende behandling, vil lægen ændre din behandling til oxycodonhydrochlorid tabletter med modificeret udløsning.
Tag de filmovertrukne tabletter med tilstrækkelig væske (f.eks. et halvt glas vand) hver fjerde til sjette time efter lægens anvisninger. Du kan tage tabletterne sammen med et måltid eller mellem måltiderne.
Hvis du har taget for mange Oxycodone Vitabalans tabletter
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Oxycodone Vitabalans , end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet.
Tag pakningen med.
Det samme gælder, hvis børn har taget medicinen ved et uheld.
Overdosis kan medføre stærk døsighed, vejrtrækningsbesvær, små pupiller, muskelsvaghed, blodtryksfald, langsom hjerterytme, kredsløbskollaps og vand i lungerne. Dette kan medføre bevidstløshed eller kan være dødeligt.
En overdosis kan medføre en hjernelidelse (kendt som toksisk leukoencefalopati).
Når du søger læge, skal du huske at medbringe denne indlægsseddel og resten af tabletterne for at vise dem til lægen.
Hvis du har glemt at tage Oxycodone Vitabalans
Hvis du glemmer at tage en dosis af Oxycodone Vitabalans, skal du tage den, så snart du kommer i tanker om det. Tag ikke to doser inden for 4 timer. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for en glemt dosis.
Hvis du holder op med at bruge Oxycodone Vitabalans
Du må kun holde op med at tage tabletterne efter aftale med lægen. Hvis du ønsker at holde op med at bruge Oxycodone Vitabalans, skal du kontakte lægen først. Lægen vil fortælle dig, hvordan du skal gøre det. Sædvanligvis skal din dosis mindskes gradvis, så du ikke får ubehagelige virkninger. Hvis du pludselig holder op med at tage tabletterne, kan du få abstinenssymptomer som gaben, store pupiller, tåreflåd og løbende næse, rysten, svedtendens, angst, rastløshed, kramper og søvnløshed.
Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Meget almindelige (forekommer hos mere end 1 ud af 10 behandlede)
- søvnighed, svimmelhed, hovedpine
- forstoppelse, kvalme, opkastning
- kløe
Almindelige (forekommer hos 1 til 10 ud af 100 behandlede):
- anorexi, nedsat appetit
- angst, konfusionstilstand, depression, unormal opstemthed, søvnbesvær (insomni), nervøsitet, unormale tanker, træthed
- rysten
- kortåndethed, stærkt nedsat vejrtrækning (respirationsdepression), vejrtrækningsbesvær eller hvæsende vejrtrækning
- mundtørhed, mavesmerter, diarré, ræben, fordøjelsesbesvær
- udslæt, svedtendens
- vandladningsforstyrrelser
- svaghed (asteni)
Ikke almindelige (forekommer hos 1 til 10 ud af 1.000 behandlede):
- anafylaktiske reaktioner, overfølsomhed, allergiske reaktioner
- væskeophobning i kroppen
- for lavt vandindhold i kroppen (dehydrering)
- uro, hurtigt skiftende følelsesreaktioner, nedsat sexlyst, personlighedsforandringer, hallucinationer, synsforstyrrelser, abnorm hørelse (hyperakusis), lægemiddelafhængighed
- hukommelsestab, anfald, ændret muskelspænding, nedsat smerte- eller berøringssans, sitren, talebesvær, besvimelse, snurren eller følelsesløshed (paræstesi), forkerte smagsindtryk, manglende koordinering af muskelbevægelser
- ændret tåreflåd, mindsket pupilstørrelse, nedsat syn
- svimmelhed eller rundtossethed (vertigo)
- hurtig, uregelmæssig hjerterytme, abnorm hjerterytme (palpitationer)
- udvidede blodkar
- hostetendens, ondt i halsen, løbende næse, stemmeforandringer
- synkebesvær, mundsår, betændelse i gummerne, mundbetændelse, tarmluft
- stigning i leverenzymer
- vandladningsbesvær
- rejsningsbesvær (impotens, erektil dysfunktion)
- kulderystelser, tilskadekomst, smerter (f.eks. brystsmerter), almindelig utilpashed, hævelse af hænder, ankler eller fødder, migræne, abstinenssymptomer, tilvænning, tørst
- tilstand, der medfører unormal produktion af antidiuretisk hormon (et syndrom med uhensigtsmæssig sekretion af antidiuretisk hormon)
Sjældne (forekommer hos 1 til 10 ud af 10.000 behandlede):
- hævede lymfeknuder
- krampeanfald, især hos patienter med epilepsi eller tendens til krampeanfald, muskeltrækninger (spasmer)
- for lavt blodtryk (hypotension), blodtryksfald ved overgang til stående stilling, medførende svimmelhed eller besvimelse (ortostatisk hypotension)
- tandkødsblødning, øget appetit, mørk afføring, misfarvning af tænder, tandskader, tarmslyng (ileus)
- tør hud, virussygdom forårsaget af herpes simplex virus, øget følsomhed af huden over for sollys
- blod i urinen
- udebliven af menstruation
- vægtændringer, hudinfektioner forårsaget af bakterier (cellulitis)
Meget sjældne (forekommer hos mindre end 1 ud af 10.000 behandlede):
- nældefeber eller skællende udslæt
Ukendt hyppighed (kan ikke vurderes ud fra de foreliggende oplysninger).
- aggression
- øget smertefølsomhed
- søvnapnø (pauser i vejrtrækningen under søvn)
- caries
- inflammation, som medfører smerter eller diarré (galdestop), svære mavesmerter på grund af galdesten
- et problem, der påvirker tarmpassage, som kan forårsage svære smerter i den øverste del af maven (sphincter Oddi-dysfunktion)
- Langvarig brug af Oxycodone Vitabalans under graviditet kan medføre livstruende abstinenssymptomer hos den nyfødte. Symptomer, man bør være opmærksom på hos spædbarnet, er irritabilitet, hyperaktivitet, unormalt søvnmønster, højrøstet gråd, rysten, opkastning, diarré og manglende stigning i vægt.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via:
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
Den nyeste indlægsseddel kan findes på www.indlaegsseddel.dk
5. Opbevaring

Opbevar Oxycodone Vitabalans utilgængeligt for børn. Opbevar lægemidlet et sikkert og aflåst sted, hvor andre personer ikke kan tilgå det. Det kan forårsage alvorlig skade og være dødeligt for personer, hvis det ikke er ordineret til dem.
Du kan opbevare Oxycodone Vitabalans ved almindelig temperatur .
Brug ikke Oxycodone Vitabalans efter den udløbsdato, der står på blisterpakningen og kartonen efter EXP.
Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Brug ikke Oxycodone Vitabalans, hvis tabletterne viser tegn på beskadigelse eller ælde.
Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Derved skåner du miljøet.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Oxycodone Vitabalans indeholder
- Det aktive stof er oxycodonhydrochlorid. Hver tablet indeholder 5 mg eller 10 mg oxycodonhydrochlorid.
- Øvrige indholdsstoffer:
Tabletkerne: mikrokrystallinsk cellulose, prægelatineret stivelse (majs) og magnesiumstearat.
Tabletovertræk: polydextrose, hypromellose, titaniumdioxid (E171) og macrogol.
Udseende og pakningsstørrelser
Udseende:
5 mg: hvide, runde, konvekse tabletter, diameter 6 mm.
10 mg: Hvide, runde, konvekse tabletter med kærv på den ene side, diameter 8 mm. Tabletten kan deles i to lige store dele.
Pakningsstørrelser:
30 og 100 tabletter i blister.
Begge pakningsstørrelser bliver ikke nødvendigvis markedsført.
Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 12/2024

