Sapropterin "Stada"

opløselige tabletter 100 mg

Stada

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til patienten

Sapropterin STADA 100 mg opløselige tabletter
sapropterindihydrochlorid 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Sapropterin STADA
  3. Sådan skal du tage Sapropterin STADA
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Sapropterin STADA indeholder det aktive stof sapropterin, som er en kunstig kopi af et af kroppens egne stoffer, som kaldes tetrahydrobiopterin (BH4). BH4 er nødvendigt, for at kroppen kan udnytte en aminosyre kaldet fenylalanin til at omdanne dette stof til en anden aminosyre kaldet tyrosin. 


Sapropterin STADA anvendes til at behandle hyperfenylalaninæmi (HPA) eller fenylketonuri (PKU) hos patienter i alle aldre. HPA og PKU skyldes et unormalt højt indhold af fenylalanin i blodet, hvilket kan være skadeligt. Sapropterin STADA nedsætter indholdet hos de patienter, som reagerer på BH4, og medvirker til, at patienterne bedre kan tåle den fenylalanin, som findes i føden. 


Dette lægemiddel anvendes også til at behandle en nedarvet sygdom hos patienter i alle aldre, der kaldes BH4-mangel, hvor kroppen ikke selv kan danne tilstrækkeligt med BH4. På grund af for lavt BH4- indhold bliver blodets indhold af fenylalanin ikke udnyttet tilstrækkeligt, hvorfor det øges, hvilket kan være skadeligt. Ved at erstatte det BH4, som kroppen ikke selv kan danne, mindsker Sapropterin STADA det skadelige overskud af fenylalanin i blodet og øger den fenylalanin i kosten, som patienterne kan tåle. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Sapropterin STADA

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke sapropterin STADA

  • hvis du er allergisk over for sapropterin eller et af de øvrige indholdsstoffer i dette lægemiddel (angivet i punkt 6).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Sapropterin STADA især: 

  • hvis du er 65 år eller derover
  • hvis du har problemer med dine nyrer eller din lever
  • hvis du er syg. Lægekonsultation under sygdom er anbefalet, da fenylalanin i blodet kan øges
  • hvis du er tilbøjelig til at få kramper

Når du er i behandling med sapropterin STADA, vil din læge teste dit blod for indhold af fenylalanin samt af tyrosin og vil måske ændre på doseringen af Sapropterin STADA eller ændre din diæt, hvis det er nødvendigt.

Du skal altid fortsætte din diæt, som lægen har anvist. Du må ikke ændre din diæt uden at have talt med din læge. Selv om du tager sapropterin STADA, kan du udvikle alvorlige neurologiske problemer, hvis fenylalaninniveauet i blodet ikke er velkontrolleret. Din læge bør fortsætte med at overvåge fenylalanin i blodet hyppigt under din behandling med sapropterin STADA for at sikre, at fenylalanin i blodet ikke er for højt eller for lavt. 

Brug af andre lægemidler sammen med Sapropterin STADA

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler.
Du bør især tale med din læge, hvis du bruger: 

  • levodopa (anvendes mod Parkinsons sygdom)
  • lægemidler til behandling af kræft (f.eks. methotrexat)
  • lægemidler til behandling af bakterieinfektioner (f.eks. trimethoprim)
  • lægemidler, som udvider blodkarrene (såsom glyceryltrinitrat (GTN), isosorbiddinitrat, natriumnitroprussid (ISDN), molsidomin, minoxidil).

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.

Din læge vil rådgive dig om, hvordan du kan styre fenylalaninniveauet hvis du er gravid. Hvis det ikke er nøje under kontrol før og når du bliver gravid, kan det være skadeligt for dig og dit barn. Din læge vil overvåge begrænsningen af indholdet af fenylalanin i kosten før og under graviditet.

Hvis den begrænsede kost ikke nedsætter fenylalalin i blodet tilstrækkeligt, vil din læge overveje, om du kan tage denne medicin. Du bør ikke tage dette lægemiddel, hvis du ammer. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Det forventes ikke, at Sapropterin STADA påvirker evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner. 

Sapropterin STADA indeholder natrium

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, det vil sige, at det i det væsentlige er "natriumfrit". 

3. Sådan skal du tage Sapropterin STADA

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen. 


Dosering ved PKU
Den anbefalede startdosis af Sapropterin STADA til patienter med PKU er 10 mg pr. kilo kropsvægt. Indtag Sapropterin STADA sammen med et måltid for at øge optagelsen og på samme tidspunkt hver dag, gerne om morgenen. Din læge kan justere din dosis til mellem 5 og 20 mg sapropterin pr. kilo afhængig af din tilstand. 


Dosering ved BH4-mangel

Den anbefalede startdosis af Sapropterin STADA til patienter, der lider af BH4-mangel, er 2 til 5 mg sapropterin pr. kilo kropsvægt. Indtag Sapropterin STADA sammen med et måltid for at øge optagelsen. Del den samlede daglige dosis i 2 eller 3 doser, der skal administreres i løbet af dagen. Din læge kan justere din dosering op til 20 mg sapropterin pr. kilo afhængig af din tilstand. 


Tabellen nedenfor viser eksempler på, hvordan passende doser kan udregnes  

Kropsvægt (kg) 

Antal 100 mg tabletter (dosis 10 mg/kg) 

Antal 100 mg tabletter (dosis 20 mg/kg) 

10 

20 

30 

40 

50 

10 

 

Administration

For PKU-patienter skal den samlede daglige dosis tages én gang om dagen på samme tidspunkt hver dag, gerne om morgenen. 


For patienter med BH4-mangel deles den samlede daglige dosis i 2 eller 3 doser i løbet af dagen. 


Brug til alle patienter 

Kom det ordinerede antal tabletter i et glas eller en kop vand nøjagtigt som beskrevet nedenfor og rør rundt, indtil de er opløst. 


Det kan tage et par minutter, før tabletterne er opløst. Du kan knuse tabletterne for at opløse dem hurtigere. Der vil kunne ses små partikler i opløsningen, men disse vil ikke påvirke lægemidlets effekt. Drik den tilberedte sapropterin STADA-opløsning sammen med et måltid inden for 15 til 20 minutter efter, at opløsningen er blevet tilberedt. 


Slug ikke tørrekapslen, som findes i tabletbeholderen. 


Brug til patienter med en kropsvægt på over 20 kg 

Hæld tabletterne i et glas eller i en kop med vand (120 til 240 ml) og opløs dem ved at røre rundt i vandet. 


Brug til børn med en kropsvægt på op til 20 kg 

Dosis afhænger af legemsvægten. Den vil ændre sig i takt med, at dit barn vokser. Din læge vil tale med dig om: 

  • det antal Sapropterin STADA tabletter, der er nødvendigt til en dosis
  • vandmængden, der er nødvendig for at blande en dosis sapropterin STADA
  • den mængde opløsning, du skal bruge for at give dit barn den ordinerede dosis


Dit barn skal drikke opløsningen sammen med et måltid. 


Giv dit barn den ordinerede mængde opløsning inden for 15 til 20 minutter efter tilberedningen. Hvis du ikke er i stand til at give dit barn dosen inden for 15 til 20 minutter efter, at du har opløst tabletterne, skal du tilberede en ny opløsning, da den ubrugte opløsning ikke må bruges efter 20 minutter.

Nødvendige remedier til at tilberede og give dit barn Sapropterin STADA-dosen. 

  • Antallet af Sapropterin STADA tabletter, der er nødvendigt til en dosis
  • Et medicinbæger med målemarkeringer ved 20, 40, 60 og 80 ml
  • Et glas eller en kop
  • En lille ske eller andet rent bestik til omrøring
  • En oral sprøjte (inddelt for hver ml) (10 ml sprøjte til administration af voluminer på under eller lig med 10 ml eller 20 ml sprøjte til administration af voluminer på over10 ml)

Bed lægen om et medicinbæger til at opløse tabletterne og den orale doseringssprøjte på 10 ml eller 20 ml, hvis du ikke har disse remedier.

Sådan klargør og indtager du din dosis trin for trin: 

  • Kom det ordinerede antal tabletter i medicinbægret. Hæld vandmængden i medicinbægret, som din læge har anvist (din læge kan f.eks. have fortalt dig, at du skal bruge 20 ml for at opløse en Sapropterin STADA tablet). Sørg for at kontrollere, at væskemængden er i overensstemmelse med din læges anvisning. Omrør med en lille ske eller andet rent bestik, indtil tabletterne er opløst.
  • Hvis din læge har fortalt dig, at du kun skal give barnet en del af opløsningen, skal du stikke spidsen af den orale sprøjte ned i medicinbægret og langsomt trække stemplet tilbage for at trække den mængde op, som lægen har anvist.
  • Overfør opløsningen til et glas eller en kop ved at trykke stemplet langsomt ned, indtil hele opløsningen i den orale sprøjte er overført (hvis din læge f.eks. har fortalt dig, at du skal opløse to sapropterin STADA tabletter i 40 ml vand og administrere 30 ml til dit barn, skal du bruge den orale sprøjte på 20 ml til at trække 30 ml (f.eks. 20 ml + 10 ml) af opløsningen op og overføre den til et glas eller en kop). Anvend en 10 ml oral sprøjte til administration af voluminer under eller lig med 10 ml og en 20 ml oral sprøjte til administration af voluminer over 10 ml.
  • Hvis dit barn er for lille til at drikke fra et glas eller en kop, kan du give opløsningen ved hjælp af den orale sprøjte. Træk det ordinerede volumen op fra opløsningen, der blev tilberedt i medicinbægret, og anbring spidsen af den orale sprøjte i barnets mund. Ret spidsen af den orale sprøjte mod den ene kind. Tryk langsomt stemplet ned, lidt af gangen, indtil hele opløsningen i den orale sprøjte er givet.
  • Bortskaf den resterende opløsning. Fjern stemplet fra cylinderen på den orale sprøjte. Vask de to dele af den orale sprøjte og medicinbægret med varmt vand og lad det lufttørre. Når den orale sprøjte er tør, sættes stemplet igen på plads i sprøjtecylinderen. Opbevar den orale sprøjte og medicinbægret til den næste anvendelse.

Hvis du har taget for meget Sapropterin STADA

Hvis du har taget for meget Sapropterin STADA, kan du få bivirkninger i form af hovedpine og svimmelhed. Henvend dig straks til din læge eller til et apotek. 


Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Sapropterin STADA, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

Hvis du har glemt at tage Sapropterin STADA

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Tag den næste dosis til sædvanlig tid. 

Hvis du holder op med at tage Sapropterin STADA

Du må ikke holde op med at tage Sapropterin STADA uden at have talt med din læge, da indholdet af fenylalanin i dit blod kan stige. 


Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 


Få tilfælde af overfølsomhedsreaktioner (som f.eks. hududslæt og alvorlige reaktioner) er rapporteret. Hyppigheden af disse kendes ikke (hyppigheden kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data). 


Hvis du får røde, kløende, hævede hudområder (nældefeber), løbenæse, hurtig eller uregelmæssig puls, hævelse af tunge eller svælg, nysen, hvæsende åndedræt, alvorligt vejrtrækningsbesvær eller svimmelhed, kan det skyldes en allergisk reaktion på lægemidlet. Hvis du bemærker disse symptomer, skal du straks kontakte lægen. 


Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 personer)
Hovedpine og løbenæse. 


Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 personer) 

Ondt i halsen, tilstoppet næse, hoste, diarré, opkastning, mavesmerter, for lavt indhold af fenylalanin i blodprøver, fordøjelsesbesvær og kvalme (se punkt 2: “Advarsler og forsigtighedsregler”). 


Ikke kendte bivirkninger (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data) 

Gastritis (betændelse i mavens slimhinde), øsofagitis (betændelse i spiserørets slimhinde). 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via : 


Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300, København S 

www.meldenbivrikning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 


Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato der står på beholderen og æsken efter « EXP ».
Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Dette lægemiddel kræver ingen særlige opbevaring. 


Spørg apotekespersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Sapropterin STADA indeholder:

  • Aktivt stof: sapropterindihydrochlorid. Hver tablet indeholder 100 mg sapropterindihydrochlorid (svarende til 77 mg sapropterin).
  • Øvrige indholdsstoffer: mannitol (E421), crospovidon, calciumhydrogenphosphat, ascorbinsyre (E300), riboflavin (E101) og natriumstearylfumarat.

Udseende og pakningsstørrelser

Sapropterin STADA 100 mg opløselige tabletter er offwhite til lysegule, runde 10 mm tabletter præget med “C” på en af fladerne. 


Sapropterin STADA fås i : 


HDPE beholdere med tørremiddel og polyesterspiral lukket med PP-hætte
Pakningsstørrelse: 30 og 120 opløslige tabletter. 


Alu/PVC/Alu/OPA blistere 

Pakningsstørrelse: 30 og 120 opløslige tabletter. 


Alu/PVC/Alu/OPA endosis-blistere 

Pakningsstørrelse: 30 x 1 og 120 x 1 opløslige tabletter. 


Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

STADA Arzneimittel AG
Stadastrasse 2-18
61118 Bad Vilbel
Tyskland

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal du henvende dig til den lokale repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen:

STADA Nordic ApS
Marielundvej 46 A
2730 Herlev
Danmark  

Fremstiller

Coripharma ehf.
Reykjavikurvegur 78
IS -220 Hafnarfjordur
Island

Dette lægemiddel er godkendt i medlemslandene i Det Europæiske Økonomiske samarbejdsområde under følgende navne:

Danmark Sapropterin STADA
Holland Sapropterine diHCl CF 100 mg, oplosbare tabletten
Island Sapropterin STADA 100 mg lausnartöflur
Norge Sapropterin STADA 100 mg oppløslige tabletter
Spanien Sapropterina STADA 100 mg comprimidos solubles EFG
Sverige Sapropterin STADA 100 mg lösliga tabletter
Tyskland Sapropterin AL 100 mg Tabletten zur Herstellung einer Lösung zum Einnehmen 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret december 2023.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...