Canesten
vaginaltabletter 100 mg
2care4


Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren
Canesten® 100 mg vaginaltabletter
clotrimazol
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
Brug altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen eller apotekspersonalet, har givet dig.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.
- Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 7 dage.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk.
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at bruge Canesten
- Sådan skal du bruge Canesten
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse

Canesten indeholder det svampedræbende middel clotrimazol, som virker mod flere forskellige former for mikroorganismer, f.eks. dermatofytter (svamp i huden), gærsvampe og skimmelsvampe etc.
Voksne og unge over 15 år: Til behandling af infektion i skeden. Infektionen skyldes typisk Candida (en gærsvamp). Symptomerne kan være kløe, en brændende fornemmelse og hvid-gulligt udflåd.
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 7 dage.
2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Canesten

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Brug ikke Canesten
- Hvis du er allergisk over for clotrimazol eller et af de øvrige indholdsstoffer i Canesten (angivet i afsnit 6).
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Canesten.
Du bør ikke starte behandling uden at tale med lægen,
- ved betændelse i underlivet for første gang.
- hvis du har gentagne betændelser over længere tid (gentagne betændelser inden for to måneder). Det er i så fald vigtigt at udelukke sygdomme, som kan give svampeinfektioner.
- hvis du er mellem 12-15 år eller hvis du er i eller efter overgangsalderen, for at udelukke andre sygdomme.
Hvis du har et af følgende symptomer, da de kan skyldes anden sygdom end svampeinfektioner:
- hvis du har ildelugtende udflåd
- hvis du har feber (temperaturer over 38 ºC)
- hvis du har smerter i den nedre del af maven
- hvis du har rygsmerter
- hvis du har blødning fra skeden
- hvis du har kvalme
- hvis du har smerter i skulderen
Børn
Canesten må ikke anvendes af børn under 12 år.
Børn mellem 12-15 år skal tilses af en læge før anvendelsen af Canesten for at udelukke andre årsager til symptomerne
Du må ikke anvende tamponer, udskylning af skeden, sæddræbende midler eller andre produkter, der anvendes i skeden under behandlingen med Canesten.
Samleje i skeden bør undgås ved en infektion og under behandlingen med Canesten, da infektionen kan overføres til partneren, og virkningen og sikkerheden af latexprodukter som kondom og pessar kan være nedsat. Den nedsatte virkning er midlertidig og forekommer kun under behandlingen.
Din seksualpartner bør kun behandles ved symptomer (f.eks. kløe og betændelse) og efter samråd med lægen.
Må ikke indtages. Vask hænderne grundigt efter hver behandling. Undgå kontakt med øjnene.
Brug af andre lægemidler sammen med Canesten
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler.
Fortæl det til lægen, hvis du anvender tacrolimus eller sirolimus (lægemidler, der virker dæmpende på immunforsvaret). Samtidig anvendelse af Canesten kan øge virkningen af tacrolimus og sirolimus, og din læge vil derfor følge behandlingen nøje.
Graviditet, amning og fertilitet
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel.
Graviditet
Canesten kan anvendes under graviditet, men kun på ordination fra lægen. Der er begrænsede oplysninger fra behandling med clotrimazol hos gravide kvinder. Dyreforsøg tyder dog ikke på, at der er skadelige virkninger på afkommet.
Hvis du anvender Canesten, mens du er gravid, må du ikke bruge applikatoren (indføringshylsteret), da den kan irritere livmoderhalsen.
Hvis du er gravid, er det derfor bedre at bruge vaginaltabletter end vaginalcreme, da vaginaltabletterne kan indføres med fingrene (uden brug af applikator (indføringshylster)).
Amning
Canesten kan anvendes under amning.
Fertilitet
Der er ikke gennemført studier med mennesker af virkningerne på fertiliteten. Dyreforsøg har dog ikke vist nogen virkninger af lægemidlet på fertiliteten.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Canesten påvirker ikke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken.
3. Sådan skal du bruge Canesten

Brug altid Canesten nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Vær opmærksom på, at ikke alle anførte doseringsmuligheder kan følges med dette præparat.
Den anbefalede dosis er
De angrebne områder omfatter typisk både skeden og de ydre kønsorganer. Svampeinfektion i skeden kan behandles med Canesten vaginaltabletter. Svampeinfektion i de ydre kønsorganer kan behandles med Canesten creme eller Canesten 10 mg/g vaginalcreme.
Brug ikke applikatoren, hvis du er gravid (se afsnit 2 under ”Graviditet”).
Af praktiske hensyn bør behandlingen ikke foretages under menstruation.
Behandlingen skal færdiggøres, selvom symptomerne er forsvundet.
Din seksualpartner bør kun behandles ved symptomer (f.eks. kløe og betændelse) og efter samråd med lægen.
Behandling af svampeinfektion i skeden
Voksne og børn over 12 år:
Canesten 100 mg vaginaltabletter:
1 vaginaltablet 100 mg indføres dybt i skeden ved sengetid i 6 dage. Vaginaltabletten indføres så dybt som muligt i skeden, da en vis fugt er nødvendig, for at vaginaltabletten skal blive opløst. Behandlingen bør ske om aftenen lige før sengetid og udføres bedst liggende med let optrukne ben.
Canesten 500 mg vaginaltabletter:
1 vaginaltablet 500 mg indføres dybt i skeden ved sengetid som engangsdosis. Vaginaltabletten indføres så dybt som muligt i skeden, da en vis fugt er nødvendig, for at vaginaltabletten skal blive opløst.
Behandlingen bør ske om aftenen lige før sengetid og udføres bedst liggende med let optrukne ben.
Kontakt lægen, hvis symptomerne vender tilbage inden for 2 måneder.
Canesten vaginaltabletter er lugtfri og misfarver ikke tøjet.
Brugsanvisning
Indføring af vaginaltablet med brug af applikator (indføringshylster):
Vask hænderne, før du tager vaginaltabletten og applikatoren ud af pakningen og igen bagefter, når du har brugt applikatoren.
1. Tag applikatoren ud af pakningen og træk stemplet og den røde lås ud af hoveddelen.
2. Placér vaginaltabletten i den åbne ende af hoveddelen med den buede kant af vaginaltabletten nedad. Tryk på stemplet og lås det fast til hoveddelen, indtil du mærker et klik.
3. Når du har mærket klikket, skal du fjerne låsen fra stemplet og derefter forsigtigt indsætte applikatoren i skeden op til den mønstrede grebszone.
4. Hold applikatorkroppen i den mønstrede grebszone og skub forsigtigt stemplet hele vejen ned, indtil det stopper med at dispensere vaginaltabletten.
5. Kun vaginaltabletter 100 mg:
Efter brug skal alle komponenter til rengøring afmonteres og vaskes grundigt i varmt (ikke kogende) sæbevand, skylles i 30 sekunder og tørres grundigt af. Opbevar enheden på et rent og sikkert sted.
For genbrug, skal du sørge for, at den røde lås er udskiftet på stemplet, og derefter gentage processen fra trin 2.
Efter den sidste brug skal applikatoren bortskaffes på et sikkert sted, der er utilgængeligt for børn. Applikatoren må ikke skylles ud i toilettet.
Indføring af vaginaltablet uden brug af applikator (indføringshylster):
Før vaginaltabletten op i skeden med en finger i stedet for applikatoren.
Hvis du har brugt for meget Canesten
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere af Canesten, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).
Hvis du har glemt at bruge Canesten
Hvis du har glemt en dosis, skal du ikke tage dobbelt dosis, men fortsætte med din sædvanlige dosering. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.
Hvis du holder op med at bruge Canesten
Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Stop med at bruge Canesten og kontakt straks din læge, hvis du oplever nogen af følgende bivirkninger (angioødem): Hævelse af ansigt, tunge eller svælg, synkebesvær, nældefeber og åndedrætsbesvær.
Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter):
- Hudreaktioner med udslæt, irritation på applikationsstedet.
- Vulvovaginal kløe, brændende fornemmelse, ubehag.
Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):
- Overfølsomhed, besvimelse, lavt blodtryk, vejrtrækningsbesvær, nældefeber.
Hyppighed ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data):
- Alvorlig allergisk reaktion, alvorlige hudreaktioner (angioødem), mavesmerter, kvalme, vulvovaginale smerter eller smerter på applikationsstedet, hævelse (ødem), vaginal hudrødme, vaginal afskalning af huden, udflåd/blødning fra underlivet.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
Må ikke opbevares over 25 °C.
Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på æsken efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Canesten indeholder:
- Aktivt stof: clotrimazol.
1 vaginaltablet indeholder 100 mg clotrimazol. - Øvrige indholdsstoffer: Calciumlactat pentahydrat, crospovidon, vandfri kolloid silica, lactosemonohydrat, magnesiumstearat, majsstivelse, hypromellose, mikrokrystallinsk cellulose, mælkesyre og renset vand.
Udseende og pakningsstørrelser
Udseende
Hvid, mærket med P3 og Bayer.
Pakningsstørrelser
Vaginaltabletter (6 tabletter i blister med applikator af polyethylen).
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.
Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret februar 2025.

