Citalopram "Viatris"

filmovertrukne tabletter 10 mg, 30 mg og 40 mg

Viatris

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Citalopram Viatris 10 mg, 20 mg, 30 mg og 40 mg filmovertrukne tabletter  

citalopram 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Citalopram Viatris til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Citalopram Viatris
  3. Sådan skal du tage Citalopram Viatris
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Citalopram Viatris tilhører gruppen af lægemidler, der kaldes selektive serotoningenoptagelseshæmmere (SSRI). Citalopram Viatris øger mængden af serotonin.
Citalopram Viatris anvendes til behandling af depression, til forebyggelse af tilbagevendende depression samt til behandling af panikangst med eller uden agorafobi (angst for offentlige steder eller situationer). 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Citalopram Viatris

Tag ikke Citalopram Viatris:

  • hvis du er allergisk over for citalopram eller et af de øvrige indholdsstoffer i Citalopram Viatris (angivet i afsnit 6).
  • hvis du i øjeblikket er i behandling med monoaminooxidase-hæmmere (MAO-hæmmere), som anvendes til behandling af depression eller Parkinsons sygdom. MAO-hæmmeren selegilin kan godt bruges sammen med Citalopram Viatris i doser, der ikke overstiger 10 mg om dagen.
  • hvis du for nylig har taget en MAO-hæmmer. Afhængig af hvilken MAO-hæmmer du tager, bør du vente 14 dage, før du begynder at tage Citalopram Viatris. Din læge vil informere dig om hvor længe du skal vente, efter behandling med MAO-hæmmere. Efter behandling med Citalopram Viatris skal du vente 7 dage, før du påbegynder behandling med en MAO-hæmmer.
  • hvis du i øjeblikket er i behandling med et lægemiddel, der hedder linezolid (et antibiotikum). Dit blodtryk vil blive kontrolleret regelmæssigt, hvis din læge har valgt at behandle dig med Citalopram Viatris og linezolid samtidigt.
  • hvis du er født med eller har haft tilfælde med unormal hjerterytme (set på EKG; en undersøgelse af hvordan hjertet fungerer).
  • hvis du tager medicin mod problemer med hjerterytmen eller medicin, der kan påvirke hjerterytmen.
    Se også afsnittet “Brug af anden medicin sammen med Citalopram Viatris” nedenfor.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, før du tager Citalopram Viatris: 

  • hvis du har en leversygdom eller en alvorlig nyresygdom
  • hvis du har en psykotisk lidelse
  • hvis du tidligere har haft mani. Behandling med citalopram skal afbrydes, hvis du går ind i en manisk fase
  • hvis du har haft tendens til unormale blødninger eller blødersygdom (se afsnittet ”Brug af anden medicin sammen med Citalopram Viatris”), eller du er gravid (se "Graviditet, amning og frugtbarhed”)
  • hvis du lider af krampeanfald eller epilepsi
  • hvis du har sukkersyge
  • hvis du har en hjertelidelse eller har unormal hjerterytme
  • hvis du får elektrochokbehandling
  • hvis du har eller har haft forhøjet tryk i øjet (grøn stær)
  • hvis du har nedsat indhold af natrium i blodet. Fortæl din læge, hvis du føler dig utilpas med muskelsvaghed eller føler dig forvirret under behandling med Citalopram Viatris
  • hvis du har eller har haft hjerteproblemer eller for nyligt har haft et hjerteanfald
  • hvis du har en lav hvilepuls og/eller du ved, at du kan have saltmangel som følge af langvarig alvorlig diarré og opkastning eller brug af diuretika (vanddrivende medicin)
  • hvis du oplever hurtig eller uregelmæssig hjertebanken, besvimelse, kollaps eller svimmelhed, når du rejser dig op. Dette kan tyde på unormal hjerterytme.

 

Lægemidler som Citalopram Viatris (såkaldte SSRI/SNRI'er) kan give symptomer på seksuel dysfunktion (se afsnit 4). I nogle tilfælde er disse symptomer blevet ved efter ophør med behandlingen. 

Børn og unge

Citalopram Viatris bør normalt ikke anvendes til børn og unge under 18 år. Du bør også vide, at patienter under 18 år har en øget risiko for bivirkninger som selvmordsforsøg, selvmordstanker og fjendtlighed (hovedsageligt aggressivitet, trods og vrede), når de tager denne type medicin. På trods af dette kan lægen vælge at ordinere Citalopram Viatris til patienter under 18 år, hvis lægen skønner, at det er i deres bedste interesse. Hvis lægen har ordineret Citalopram Viatris til en patient under 18 år, og du vil tale om dette, skal du tage det op med lægen. Kontakt også lægen, hvis nogen af ovenstående symptomer opstår eller forværres hos en patient, som er under 18 år og tager Citalopram Viatris. 

Den langsigtede påvirkning af vækst, modning og kognitiv og adfærdsmæssig udvikling er endnu ikke fastslået hos børn og unge under 18 år. 


Selvmordstanker og forværring af din depression eller angst
Hvis du er deprimeret og/eller lider af angst, kan du sommetider have selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på dig selv. Disse tanker kan forstærkes, når du starter med at tage antidepressiv medicin, fordi medicinen er et stykke tid om at virke, ofte omkring 14 dage, men nogle gange længere tid. 

Du kan have øget risiko for sådanne tanker: 

  • Hvis du tidligere har haft selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på dig selv.
  • Hvis du er ung. Information fra kliniske studier har vist, at der var en øget risiko for selvmordsadfærd hos voksne under 25 år med psykiatriske lidelser, der blev behandlet med antidepressiv medicin.

 

Hvis du på noget tidspunkt får tanker om selvmord eller tanker om at gøre skade på dig selv, bør du straks kontakte din læge eller hospitalet. 

 

Det kan måske være en hjælp at tale med en ven eller pårørende om, at du er deprimeret eller angst, og bede dem om at læse denne indlægsseddel. Du kan eventuelt bede dem om at fortælle dig, hvis de synes, at din depression eller angst bliver værre, eller hvis de bliver bekymrede over ændringer i din opførsel.  

 

Symptomer som rastløshed, uro eller besvær med at sidde stille kan ligeledes opstå i løbet af de første uger af behandlingen. I nogle tilfælde kan du selv være uvidende om ovenstående symptomer, og derfor kan det være en god idé at bede en nærtstående person om at holde øje med eventuelle ændringer i din adfærd. 


Der er rapporteret om sjældne tilfælde af et såkaldt ”serotoninsyndrom” hos patienter, der behandles med denne type antidepressive lægemidler (SSRI). Kontakt lægen, hvis du får høj feber, muskeltrækninger, forvirring og angst, da disse symptomer kan være tegn på dette syndrom. 


Kontakt straks lægen eller tag til nærmeste hospital, hvis du har plagsomme tanker eller oplevelser eller hvis der opstår nogle af ovenstående symptomer under behandlingen. 


Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Brug af anden medicin sammen med Citalopram Viatris

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. 


Du skal især fortælle lægen, hvis du tager eller har taget nogen af følgende lægemidler i de sidste 14 dage (se afsnittet ”Tag ikke Citalopram Viatris”): 

  • monoaminooxidase-hæmmere (MAO-hæmmere), som anvendes til behandling af Parkinsons sygdom (f.eks. selegilin), infektioner (f.eks. linezolid) og depression (f.eks. moclobemid).
  • Pimozid til behandling af psykotiske lidelser.

 

Fortæl det til lægen, hvis du tager nogen af følgende lægemidler: 

  • desipramin, fluvoxamin (lægemiddel mod depression)
  • lithium, risperidon, thioridazin og haloperidol (lægemiddel mod psykisk sygdom)
  • lægemidler som øger risikoen for blødninger (f.eks. medicin som forebygger blodpropper (warfarin, ticlopidin, dipyridamol), salicylsyre-derivater (aspirin), NSAID (mod smerter og inflammation f.eks. ibuprofen, diclofenac)). Brug af disse lægemidler sammen med Citalopram Viatris kan øge risikoen for blødninger i hud og slimhinder.
  • naturlægemidlet prikbladet perikon (Hypericum perforatum)
  • metoprolol (lægemiddel mod hjertesvigt og forhøjet blodtryk)
  • cimetidin (lægemiddel mod mavesår)
  • omeprazol, esomeprazol, lansoprazol (lægemiddel mod mavesår)
  • fluconazol (lægemiddel mod svampeinfektion)
  • flecainid, propafenon (lægemiddel mod visse hjertesygdomme)
  • lægemidler, der nedsætter kalium- eller magnesiumniveauet i blodet
  • mefloquin (mod malaria) og bupropion (til rygestop), da der er risiko for at krampetærsklen sænkes
  • sumatriptan eller andre triptaner (lægemiddel mod migræne), buprenorphin (smertelindrende eller som behandling af opioidafhængighed) og tramadol (smertelindrende) eller tryptophan (mod depression). Anvendelse af disse lægemidler samtidig med Citalopram Viatris kan øge risikoen for serotoninsyndrom. Disse lægemidler kan interagere med Citalopram Viatris, og du kan opleve symptomer som ufrivillige rytmiske muskelsammentrækninger, herunder i de muskler, der styrer øjnenes bevægelser, rastløs uro, hallucinationer, koma, kraftig svedtendens, skælven, forstærkede reflekser, øget muskelspænding og kropstemperatur over 38 °C. Kontakt lægen, hvis du oplever sådanne symptomer.

 

Tag ikke Citalopram Viatris hvis du får medicin mod problemer med hjerterytmen eller medicin, der kan påvirke hjerterytmen, f.eks. klasse IA og III antiarytmika, antipsykotika (f.eks. fentiazin-derivater, pimozid, haloperidol), tricykliske antidepressiva, visse antimikrobielle midler (f.eks. sparfloxacin, moxifloxacin, erythromycin IV, pentamidin, malariabehandling, især halofantrin), visse antihistaminer (astemizol, mizolastin). Hvis du har spørgsmål til dette, så kontakt din læge.  

Brug af Citalopram Viatris sammen med alkohol

Som ved alle antidepressive lægemidler anbefales det at undlade at drikke alkohol under behandlingen. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet  

Hvis du bliver gravid under behandling med Citalopram Viatris, må du ikke afbryde behandlingen uden først at tale med lægen. 


Fortæl din jordemoder og/eller læge, at du tager Citalopram Viatris. Når medicin som Citalopram Viatris tages under graviditeten, især i de sidste 3 måneder af graviditeten, kan det forøge risikoen for en alvorlig tilstand med forhøjet tryk i lungekredsløbet hos den nyfødte (kaldet Persisterende Pulmonal Hypertension hos den Nyfødte (PPHN)). Dette medfører, at barnet bliver blåligt og trækker vejret hurtigere. Disse symptomer starter normalt inden for 24 timer efter fødslen. Hvis dette sker for dit barn, så kontakt straks din jordemoder eller læge. 


Hvis moderen har anvendt Citalopram Viatris i den sidste del af graviditeten, kan følgende andre symptomer forekomme hos barnet ved fødslen eller umiddelbart efter fødslen: krampeanfald, besvær med at regulere kropstemperaturen, problemer med at indtage føde, opkastning, lavt blodsukker, spændte eller slappe muskler, rysten, irritabilitet, anspændthed, konstant gråd, døsighed og søvnbesvær. Disse symptomer er sædvanligvis forbigående. Kontakt straks lægen eller jordemoderen, hvis dit barn får nogen af disse symptomer.
Hvis du tager Citalopram Viatris tæt på slutningen af din graviditet, kan det øge risikoen for kraftig blødning fra skeden kort efter fødslen, navnlig hvis du tidligere har haft blødningsforstyrrelser. Lægen eller jordemoderen bør have at vide, at du tager Citalopram Viatris, så de kan rådgive dig. 

 

Amning  

Citalopram udskilles i modermælken i små mængder. Det er muligt, at det ammede barn kan påvirkes. Hvis du ammer, må du ikke anvende Citalopram Viatris, medmindre din læge har anbefalet andet. 

 

Fertilitet hos mænd  

Citalopram har i dyreforsøg nedsat sædkvaliteten. Teoretisk set kan dette påvirke fertiliteten, men der er ikke set en påvirkning af fertiliteten hos mennesker. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Citalopram Viatris kan give bivirkninger, som kan påvirke din dømmekraft og reaktionsevne. Du må ikke køre bil eller betjene maskiner, hvis du oplever sådanne bivirkninger, fx. hvis du føler dig døsig eller træt. 

Citalopram Viatris indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Citalopram Viatris

Tag altid Citalopram Viatris nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den anbefalede dosis er

Voksne  

  • Depression
    Den anbefalede dosis er 20 mg dagligt. Dette kan øges af din læge til højst 40 mg dagligt.
  • Panikangst
    Startdosis er 10 mg dagligt i den første uge, inden dosis kan øges til 20-30 mg dagligt. Dosis kan øges af din læge til højst 40 mg dagligt.

 

Ældre (over 65 år)  

Startdosis bør reduceres til halvdelen af den anbefalede dosis, dvs. 10-20 mg dagligt. Ældre patienter bør normalt ikke få mere end 20 mg dagligt. 

 

Risikopatienter 

Patienter med leverproblemer bør ikke få mere end 20 mg dagligt. 

Anvendelsesmåde

  • Tag tabletterne enten om morgenen eller om aftenen med eller uden mad.
  • Synk tabletten sammen med et glas vand.
  • Citalopram Viatris 20 mg og 40 mg tabletter kan deles i to lige store doser.
  • Citalopram Viatris 30 mg tabletten har kun delekærv for at muliggøre deling af tabletten, så den er nemmere at sluge.

Behandlingsvarighed

Som for al anden medicin, der anvendes mod depression, indtræder virkningen ikke straks. Derfor kan du først vente bedring efter 2-3 ugers behandling. Ved behandling af panikangst kan der gå adskillige uger, før der indtræder bedring og i starten af behandlingen kan nogle patienter i en kort periode reagere med forøget angst. Dette ophører som regel ved fortsat behandling. Det er derfor meget vigtigt at følge lægens anvisninger nøje og ikke afbryde behandlingen eller ændre dosis uden at have talt med lægen. Ved depression fortsætter behandlingen sædvanligvis i seks måneder efter, at der er indtrådt bedring. Behandlingen af panikangst er langvarig. Når der er indtrådt bedring, bør behandlingen fortsætte efter lægens anvisninger. 

Hvis du har taget for mange Citalopram Viatris

Kontakt straks lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Citalopram Viatris, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet. 

Hvis du har glemt at tage Citalopram Viatris

Hvis du har glemt at tage Citalopram Viatris, må du ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet. Du skal blot fortsætte som normalt. 

Hvis du holder op med at tage Citalopram Viatris

Du må ikke pludseligt stoppe med at tage din medicin uden at have talt med lægen. Hvis det er nødvendigt, at du afbryder behandlingen, vil lægen langsomt reducere dosis over nogle uger. Hvis du pludseligt stopper med behandlingen, kan du få såkaldte abstinenssymptomer (se afsnit 4 ”Abstinenssymptomer ved afbrydelse af behandlingen”). 


Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. Bivirkninger er mest almindelige i starten af behandlingen og forsvinder normalt i løbet at de første uger. 

 

Hvis du oplever nogle af følgende symptomer, skal du stoppe med at tage Citalopram Viatris og kontakte din læge omgående: 

  • Hurtige, uregelmæssige hjerteslag, besvimelse som kan være symptom på en livstruende tilstand, der kaldes Torsade de Pointes (ikke kendt hyppighed)
  • Alvorlig allergisk reaktion, som medfører hævelse i ansigt, tunge og svælg, synke- eller vejrtrækningsbesvær og nældefeber (ikke kendt hyppighed)
  • Høj feber, muskeltrækninger, forvirring og angst (tegn på serotoninsyndrom) (ikke kendt hyppighed)
  • Kvalme, opkastning, appetitmangel, generel utilpashed, feber, kløe, gulfarvning af huden og øjnene, lys afføring, mørk urin (leverbetændelse) (hyppighed: sjælden)
  • Krampeanfald eller hvis du har epilepsi og bemærker dine anfald bliver hyppigere (hyppighed: sjælden)

 

Ved behandling af depression kan selvmordstanker eller tanker om at skade sig selv forekomme eller forstærkes hos nogle patienter i de første uger af behandlingen, indtil lægemidlet begynder at virke. Fortæl straks lægen, hvis du har urovækkende tanker eller oplevelser. Patienter, der har tendens til panikanfald, kan til og med opleve en forøget angst i starten af behandlingen. Dette forsvinder normalt inden for 1-2 uger. 

 

Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 personer):  

  • søvnbesvær, døsighed
  • mundtørhed, kvalme
  • øget svedudbrud
  • hovedpine

 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 personer):  

  • ændret hjerterytme
  • oprevethed eller nervøsitet, angst
  • koncentrationsbesvær, forvirring, bizarre drømme, ligegyldighed
  • svimmelhed
  • rysten, sovende og prikkende fornemmelse
  • sløret syn, ringen for ørerne, næse som løber
  • kvalme, forstoppelse, diarré, mavepine, fordøjelsesbesvær, øget spytdannelse, luft i maven
  • appetitmangel, vægttab, anoreksi
  • kløe
  • muskelsmerter, ledsmerter
  • forstyrrelse af sædudtømning, impotens, nedsat sexlyst, unormal orgasme hos kvinder
  • uregelmæssig menstruation, ændret vandladningsmønster
  • svaghedsfølelse, træthed, gaben, generel utilpashed

 

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 personer):  

  • øget appetit, vægtstigning
  • nedsat hjerterytme, hurtig hjerterytme, besvimelse
  • aggressivitet, opstemthed, uvirkelighedsfølelse, ser og hører ting der ikke er der (hallucinationer), overaktiv adfærd
  • udvidede pupiller
  • hoste, åndenød og vejrtrækningsbesvær
  • lysfølsomhed af huden, udslæt, nældefeber, rødlige pletter på huden, hårtab
  • manglende orgasme hos kvinder
  • problemer med vandladning
  • kraftig menstruationsblødning
  • hævelser pga. for meget væske i kroppen

 

Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 personer):  

  • nedsat mængde natrium i blodet, som kan medføre træthed og forvirring
  • muskeltrækninger, ukontrolleret trækninger, spjættende eller vridende bevægelser med kroppen og andre bevægelsesforstyrrelser
  • smagsændringer
  • blødning
  • feber

 

Bivirkninger med ikke kendt hyppighed (hyppighed kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data):  

  • mathedsfornemmelse eller svimmelhed, når man rejser fra siddende/liggende stilling
  • nedsat mængde blodplader, som øger risikoen for blødning eller blå mærker, næseblod, blødning fra mave-tarm, blødning fra skeden
  • allergiske reaktioner
  • overproduktion af hormoner der medfører væskeophobning med mathedsfølelse, træthed eller forvirring
  • lavt indhold af kalium i blodet, som kan medføre muskelsvaghed, muskeltrækninger eller unormal hjerterytme
  • panikanfald, rastløshed eller besvær med at sidde stille
  • skæren tænder (i søvne)
  • bevægelsesforstyrrelser
  • problemer med synet
  • usædvanlig eller meget hurtig hjerterytme eller brystsmerter
  • vedvarende, smertefuld rejsning
  • forhøjede niveauer af hormonet prolaktin i blodet
  • unormalt, mælkeagtigt udflåd fra brystet hos mænd
  • unormale resultater i leverfunktionstest
  • kraftig blødning fra skeden kort efter fødslen (postpartum blødning), se nærmere under "Graviditet, amning og frugtbarhed" i afsnit 2.

En forøget risiko for knoglebrud er blevet set hos patienter, som tager denne type medicin. 

 

Abstinenssymptomer ved afbrydelse af behandlingen:  

Hvis behandling med Citalopram Viatris afbrydes (især brat afbrydelse), medfører det som oftest abstinenssymptomer. Hvis behandling med Citalopram Viatris skal afbrydes, vil lægen sænke dosis gradvist. Risikoen for abstinenssymptomer forøges, hvis ikke dosis sænkes gradvist. Hvis du oplever abstinenssymptomer, betyder det ikke, at du er blevet afhængig eller ikke vil være i stand til at holde op med at tage Citalopram Viatris. Følgende abstinenssymptomer er blevet rapporteret: Svimmelhed, føleforstyrrelser som sovende og prikkende fornemmelse og følelse af elektrisk chok, søvnforstyrrelser, (herunder søvnløshed og intense drømme), opstemthed eller angst, kvalme og/eller opkastning, rysten, forvirring, øget svedtendens, hovedpine, diarré, uregelmæssig hjerterytme, følelsesmæssig ustabilitet, irritation og synsforstyrrelser. Generelt er disse hændelser milde til moderate og forbigående, men hos nogle patienter kan de være alvorlige og/eller langvarige. Kontakt lægen, hvis du oplever voldsomme abstinenssymptomer efter ophør med behandlingen. Lægen vil muligvis bede dig om at begynde at tage Citalopram Viatris igen for at kunne afbryde behandlingen i et langsommere tempo. 

 

Tal med lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke fremgår af denne indlægsseddel. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

 

Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Dette lægemiddel har ingen særlige opbevaringsbetingelser. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Citalopram Viatris indeholder:

  • Aktivt stof: citalopram. Hver tablet indeholder citalopramhydrobromid svarende til 10 mg, 20 mg, 30 mg eller 40 mg citalopram.
  • Øvrige indholdsstoffer: majsstivelse, lactosemonohydrat (se afsnit 2 ”Citalopram Viatris indeholder lactose”), mikrokrystallinsk cellulose, povidon, crospovidon, magnesiumstearat, hypromellose (E464), macrogol 4000 og titandioxid (E171).

Udseende og pakningsstørrelser

Citalopram Viatris 10 mg tabletten er en hvid, rund, filmovertrukket tablet præget med ”CM” oven over ”10” på den ene side og ”G” på den anden side. 

 

Citalopram Viatris 20 mg tabletten er en hvid, oval, filmovertrukket tablet præget med ”CM / 20” på den ene side og ”G” på den anden side. Tabletten kan deles i to lige store doser. 

 

Citalopram Viatris 30 mg tabletten er en hvid, oval, filmovertrukket tablet præget med ”CM / 30” på den ene side og ”G” på den anden. Tabletten har kun delekærv for at muliggøre deling af tabletten, så den er nemmere at sluge. 

 

Citalopram Viatris 40 mg tabletten er en hvid, oval, filmovertrukket tablet præget med ”CM / 40” på den ene side og ”G” på den anden side. Tabletten kan deles i to lige store doser. 

 

Citalopram Viatris fås i blisterpakninger med 12, 14, 20, 28, 30, 50, 56, 98, 100, 250 (kun 20 mg/30 mg/40 mg), 500 tabletter eller kalenderpakning med 28 tabletter eller enkeltdosispakning med 14, 28, 49 (kun 10 mg), 50, 56, 100, 250 og 500 tabletter. 

 

Citalopram Viatris fås også i beholdere med 100, 250, 500 og 1000 tabletter.  

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Viatris Limited
Damastown Industrial Park
Mulhuddart
Dublin 15
Dublin
Irland 

Repræsentant

Viatris ApS  

Borupvang 1  

2750 Ballerup 

Fremstiller

Mylan Hungary Kft
Mylan utca 1
Komárom H-2900
Ungarn  

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret februar 2025. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...