Cifin

filmovertrukne tabletter 250 mg, 500 mg og 750 mg

Stada

Om indlægssedlen

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN

Cifin 100 mg, 250 mg, 500 mg og 750 mg filmovertrukne tabletter  

Ciprofloxacin 

Læs denne indlægsseddel grundigt inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Cifin til dig personligt. Lad derfor være med at give det til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Tal med lægen eller apotekspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her (se pkt. 4).

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Cifin
  3. Sådan skal du tage Cifin
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Cifin indeholder det aktive stof ciprofloxacin. Cifin er et antibiotikum, som hører til quinolonfamilien. Ciprofloxacin virker ved at dræbe de bakterier, som forårsager infektionerne. Det virker kun på visse bakterier.  

 

Voksne 

Cifin bruges til voksne til behandling af følgende infektioner, som skyldes bakterier: 

  • luftvejsinfektioner
  • kroniske eller tilbagevendende infektioner i ører og bihuler
  • urinvejsinfektioner
  • underlivsinfektioner
  • kønsinfektioner hos mænd og kvinder
  • infektioner i mave-tarm-kanal og bughule
  • hud- og bløddelsinfektioner
  • infektioner i knogler og led
  • forebyggelse af infektioner, som skyldes bakterien Neisseria meningitidis
  • udsættelse for indånding af miltbrandbakterier

Ciprofloxacin kan bruges til at håndtere behandlingen af patienter med et lavt antal af hvide blodlegemer (neutropeni), som har feber der mistænkes at skyldes en bakteriel infektion.

Hvis du har en svær infektion eller en infektion, som skyldes mere end en bakterie, skal du måske have anden antibiotisk behandling i tillæg til Cifin. 


Børn og unge
Cifin bruges til børn og unge til behandling af følgende bakterieinfektioner under nøje overvågning af en lægelig specialist: 

  • lungeinfektioner og infektioner i bronkierne hos børn og unge, som har cystisk fibrose
  • komplicerede urinvejsinfektioner, herunder infektioner som har nået nyrerne (pyelonephritis)
  • udsættelse for indånding af miltbrandbakterier

Cifin kan også anvendes til behandling af andre specielle, alvorlige infektioner hos børn og unge efter et lægeligt skøn. 


Kontakt lægen hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af nogle dage. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Cifin

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering and angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Cifin

  • hvis du er allergisk over for ciprofloxacin, over for anden bakteriedræbende lægemidler (quinoloner) eller et af de øvrige indholdsstoffer i dette lægemiddel (se pkt. 6).
  • hvis du tager tizanidin (se pkt. 2. Brug af andre lægemidler sammen med Cifin).

Advarsler og forsigtighedsregler

Før du tager Cifin
Du må ikke tage antibakterielle lægemidler med fluoroquinolon/quinolon, herunder Cifin, hvis du tidligere har oplevet alvorlige bivirkninger, når du har taget quinolon eller fluoroquinolon. I denne situation skal du informere lægen hurtigst muligt.

Tal med din læge før du tager Cifin, specielt  

  • hvis du nogensinde har haft problemer med nyrerne, da det så kan være nødvendigt at justere behandlingen
  • hvis du har epilepsi eller andre sygdomme i nervesystemet (neurologiske sygdomme)
  • hvis du har haft problemer med senerne under tidligere behandling med antibiotika som f.eks. Cifin
  • hvis du er diabetiker, da du kan opleve en risiko for en stigning i blodsukkeret med ciprofloxacin.:
  • hvis du har myasthenia gravis (en slags muskelsvaghed)
  • hvis du er blevet diagnosticeret med udvidelse, eller udposning på hovedpulsåren (aortaaneurismer eller hovedpulsåre perifer aneurisme).
  • hvis du tidligere har oplevet episoder med aortadissektion (en rift i arterievæggen).
  • hvis du er blevet diagnosticeret med utætte hjerteklapper (hjerteklapinsufficiens).
  • hvis der i din familie tidligere har været et tilfælde af aortaaneurisme eller aortadissektion eller medfødt hjerteklapsygdom eller andre risikofaktorer eller prædisponerende sygdomme (f.eks. bindevævssygdom som Marfans syndrom eller vaskulær Ehlers-Danlos syndrom, Turners syndrom, Sjögrens syndrom (en inflammatorisk autoimmun sygdom) eller karsygdomme som f.eks. Tarkayasu arteritis (blodårebetændelse), kæmpecelle arteritis, Behcets sygdom, for højt blodtryk eller kendt arterosklerose (åreforkalkning), reumatoid artritis (leddegigt) eller endokarditis (infektion i hjertet)).
  • hvis du har hjerteproblemer:
    Vær forsigtig med at bruge ciprofloxacin, hvis du er født med eller har familiemedlemmer med forlænget QT- interval (ses på EKG, registrering af hjertets elektriske impulser), hvis du har ubalance i blodets saltindhold (især lavt kalium- og magnesiumniveau i blodet), hvis du har en meget langsomt hjerterytme (kaldes bradykardi), har et svagt hjerte (hjertesvigt), hvis du tidligere har haft hjerteanfald (myokardieinfarkt), hvis du er kvinde eller ældre eller hvis du tager andre lægemidler, som forårsager ualmindelige EKG ændringer (se ”Brug af andre lægemidler sammen med Cifin”).
  • Eller, hvis du eller et af dine familiemedlemmer har mangel på glucose-6-phosphate dehydrogenase (G6PD), da du kan have risiko for at få blodmangel (anæmi), når du tager ciprofloxacin.

Din læge kan ordinere andre typer antibiotika ud over ciprofloxacin for behandling af kønsinfektioner. Hvis der ingen forbedring er i symptomerne efter 3 dages behandling, skal du kontakte din læge. 


Mens du tager Cifin

Fortæl det omgående til din læge, hvis noget af følgende hænder, mens du tager Cifin.
Lægen vil tage stilling til, om behandlingen med Cifin skal stoppes. 

  • Svær, pludselig allergisk reaktion (en anafylaktisk reaktion/chok, angioødem). Selv efter den første dosis er der en lille risiko for, at du kan udvikle en svær allergisk reaktion med følgende symptomer: strammen om brystet, svimmelhed, almen utilpashed eller besvimelse, eller svimmelhed, når du rejser dig op. Hvis det sker, skal du omgående stoppe med at tage Cifin og straks kontakte lægen
  • Langvarige, invaliderende og potentielt irreversible alvorlige bivirkninger
    Antibakterielle lægemidler med fluoroquinolon/quinolon, herunder Cifin, er blevet forbundet med meget sjældne men alvorlige bivirkninger, hvoraf nogle af dem er langvarige (fortsætter i måneder eller år), invaliderende eller muligvis varige. De omfatter smerter i sener, muskler og led i de øvre og nedre lemmer, gangbesvær, unormale fornemmelser, såsom prikken og stikken, snurren, kildren, følelsesløshed eller brændende fornemmelse (paræstesi), sanseforstyrrelser, herunder nedsat syn, smags- og lugtesans og hørelse, depression, hukommelsessvigt, udpræget træthed og svære søvnforstyrrelser. Hvis du oplever nogen af disse bivirkninger, efter du har taget Cifin, skal du straks kontakte lægen, før du fortsætter behandlingen. Du og din læge vil beslutte, om du skal fortsætte behandlingen, hvor brug af et antibiotikum fra anden klasse også overvejes.
  • Smerter og hævelse af led og betændelse eller bristning af sener kan forekomme i sjældne tilfælde. Din risiko er øget, hvis du er ældre (over 60 år), har gennemgået en organtransplantation, har nyreproblemer eller hvis du bliver behandlet med kortikosteroider. Der kan opstå betændelse og bristning af sener i løbet af de første 48 timers behandling, og endda op til flere måneder, efter du er stoppet behandlingen med Cifin. Ved det første tegn på smerter eller betændelse i en sene (for eksempel i din ankel, håndled, albue, skulder eller knæ), skal du holde op med at tage Cifin, kontakte lægen og hvile det smertefulde område. Undgå al unødvendig motion, da det kan øge risikoen for en senebristning.
  • Hvis du oplever pludselig, svære smerter i maven, brystet eller ryggen, som kan være symptomer på aortaaneurisme og dissektion, kontakt straks lægen. Din risiko kan øges, hvis du bliver behandlet med systemiske kortikosteroider.
  • Hvis du begynder at opleve en hurtig åndenød, især når du lægger dig fladt i din seng, eller hvis du bemærker hævelse af dine ankler, fødder eller mave eller en ny start af hjertebanken (fornemmelse af hurtig eller uregelmæssig hjerterytme), skal du straks informere en læge
  • Hvis du har epilepsi eller andre neurologiske sygdomme som f.eks. nedsat ilttilførsel til hjernen (cerebral iskæmi) eller slagtilfælde, kan du få bivirkninger fra centralnervesystemet. Hvis du oplever anfald, skal du stoppe med at tage Cifin og omgående kontakte lægen.
  • Du kan i sjældne tilfælde opleve symptomer på nervebeskadigelse (neuropati), såsom smerter, brændende fornemmelse, prikken, følelsesløshed og/eller svaghed, især i fødder og ben eller i hænder og arme. Hvis dette sker, skal du stoppe med at tage Cifin og straks informere lægen for at forhindre, at der udvikles en potentielt varig tilstand.
  • Du kan få psykiske symptomer, når du tager quinolon antibiotika, inklusiv Cifin, første gang. Hvis du har en depression eller psykose, kan symptomerne forværres under behandlingen med Cifin. I sjældne tilfælde kan depression eller psykoser føre til selvmordstanker, selvmordsforsøg, eller selvmord (se pkt. 4) Hvis dette sker, skal du straks kontakte din læge.
  • Quinolon antibiotika kan forårsage en stigning af dit blodsukker ud over de normale niveauer (hyperglykæmi), eller sænke dit blodsukker mere end de normale tilfælde (se pkt. 4). Dette er vigtigt for personer med diabetes. Hvis du har diabetes, skal dit blodsukker overvåges nøje.
  • Der kan komme diarré, mens du tager antibiotika, herunder Cifin, selv flere uger efter, at du er stoppet med at tage dem. Hvis diarréen bliver svær eller fortsætter, eller hvis du opdager, at der er blod eller slim i afføringen, skal du omgående stoppe med at tage Cifin og kontakt lægen, da det kan være livsfarligt. Tag ikke lægemidler, som stopper maven eller nedsætter tarmbevægelserne.
  • Hvis du oplever synsforstyrrelser som nedsat syn eller andre synsforstyrrelser, skal du straks kontakte en øjenlæge.
  • Huden bliver mere følsom over for sollys eller ultraviolet lys (UV-lys), når du tager Cifin. Undgå udsættelse for stærkt sollys eller kunstigt UV-lys som f.eks. solarier.
  • Hvis du skal have taget blod- eller urinprøve, skal du fortælle til lægen eller laboratoriepersonalet, at du tager Cifin.
  • Hvis du har nyreproblemer skal du informere din læge, da din dosis muligvis skal justeres.
  • Cifin kan give leverskader. Hvis du får symptomer som f.eks. appetitløshed, gulfarvning af huden (gulsot), mørkfarvet urin, kløen eller spændinger i maven, skal du omgående kontakte lægen.
  • Ciprofloxacin kan forårsage en nedsættelse af antallet af hvide blodlegemer og din modstandskraft over for infektioner kan være nedsat. Hvis du får en infektion med symptomer som f.eks. feber og alvorlig forværring af din almentilstand, eller feber med lokale symptomer på infektion som f.eks. ondt i halsen, svælget eller munden eller problemer med urinen, skal du omgående kontakte lægen. Der vil blive taget en blodprøve for at kontrollere, om antallet af hvide blodlegemer er nedsat (agranulocytose). Det er vigtigt, at du oplyser lægen om dine lægemidler.

Brug af andre lægemidler sammen med Cifin

Fortæl det altid til lægen eller på apoteket, hvis du bruger andre lægemidler, har brugt det for nylig eller planlægger at gøre det. 

 

Tag ikke Cifin sammen med tizanidin, da det kan give bivirkninger som f.eks. lavt blodtryk og søvnighed (se pkt. 2 "Tag ikke Cifin").  

 

Lægemidler på listen nedenfor kan have indvirkning på ciprofloxacin i kroppen. Hvis du tager Cifin sammen med en eller flere af disse slags lægemidler er der risiko for, at lægemidlerne påvirker hinanden gensidigt. Samtidigt indtag kan også øge risikoen for bivirkninger.  

 

Fortæl det til din læge, hvis du tager:  

  • Vitamin K antagonister (f.eks. warfarin, acenocoumarol, phenprocoumon eller fluinidion), eller andre blodfortyndingsmidler (orale antikoagulantia)
  • probenecid (mod urinsyregigt)
  • methotrexat (mod visse kræftformer, psoriasis, leddegigt (rheumatoid arthritis))
  • teofyllin (mod åndedrætsbesvær)
  • tizanidin (mod muskelspasticitet ved dissemineret sklerose)
  • olanzapin (et antipsykotika)
  • clozapin (mod psykoser)
  • ropinirol (mod Parkinson’s sygdom)
  • phenytoin (mod epilepsi)
  • metoclopramid (mod kvalme og opkastning)
  • cyclosporin (til hudproblemer, reumatoid arthritis og organtransplantationer)
  • andre lægemidler, som kan ændre din hjerterytme: lægemidler der hører til gruppen af antiarhytmika (f.eks. quinidin, hydroquinidin, disopyramid, amiodaron, sotalol, dofetilid, ibutilid), tricykliske antidepressiva, nogle antimikrobielle stoffer (som hører til gruppen af makrolider), nogle antiphsykotika.
  • Zolpidem (mod søvnforstyrrelser)
  • glibenclamid (til behandling af diabetes)


Cifin kan øge koncentrationen i blodet af følgende stoffer:  

  • pentoxifyllin (forstyrrelser i blodomløbet)
  • koffein
  • duloxetin (mod depression, diabetisk nerveskade eller inkontinens)
  • lidocain (til hjertesygdomme eller bedøvelse)
  • sildenafil (f.eks. mod erektil dysfunktion)
  • agomelatin (mod depression)


Nogen slags lægemidler nedsætter virkningen af Cifin. Fortæl det til din læge, hvis du tager eller ønsker at tage:  

  • syreneutraliserende midler (antacida)
  • omeprazol
  • mineraltilskud
  • sukralfat (slimhindebeskyttende lægemiddel)
  • en polymerisk fosfatbinder (f.eks. sevelamer eller lanthancarbonat)
  • lægemidler eller kosttilskud, som indeholder calcium, magnesium, aluminium eller jern

 

Hvis det er vigtigt, at du tager disse præparater, skal du tage dem omkring to timer før eller tidligst fire timer efter, at du har taget Cifin. 

Brug af Cifin sammen med mad og drikke

Medmindre du tager Cifin under et måltid, må du ikke spise eller drikke mejeriprodukter (f.eks. mælk eller yoghurt) eller indtage drikke, som er tilsat calcium, når du tager tabletterne, da det kan påvirke optagelsen af det virksomme stof. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apoteket til råds, før du tager dette lægemiddel. 


Det er bedst at undgå brugen af Cifin under graviditet. 


Du må ikke tage Cifin, hvis du ammer, fordi ciprofloxacin udskilles i modermælken og kan være skadeligt for dit barn. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Cifin kan få dig til at føle dig mindre opmærksom. Du kan opleve forstyrrelser i nervesystemet. Vær derfor sikker på, hvordan du reagerer på Cifin, før du kører bil, motorcykel, cykel eller betjener maskiner. Hvis du er i tvivl om noget, skal du spørge din læge. 

3. Sådan skal du tage Cifin

Tag altid Cifin nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl om, hvor mange tabletter du skal tage og hvordan du skal tage Cifin, så spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet. 

Din læge vil forklare dig nøjagtigt, hvor meget Cifin, du skal tage, samt hvor tit og hvor længe. Det afhænger af hvilken infektion, du har, og hvor svær den er. 

 

Fortæl det til din læge, hvis du har problemer med nyrerne, da det kan kræve, at dosis skal justeres. Behandlingen varer normalt fra 5 til 21 dage, men kan vare længere i tilfælde af svære infektioner. 

 

  1. Slug tabletterne med masser af væske. Lad være med at tygge tabletterne. De smager ikke godt.
  2. Prøv at tage tabletterne på samme tid hver dag.
  3. Du kan tage tabletterne til måltiderne eller mellem måltiderne. Hvis du tager calcium som en del af et måltid, vil det ikke påvirke optagelsen væsentligt. Du må dog ikke tage Cifin tabletterne sammen med mælkeprodukter, som f.eks. mælk eller yoghurt, eller sammen med beriget frugtjuice (f.eks. calciumberiget orangejuice).

 

Husk at drikke masser af væske, mens du tager Cifin. 

Hvis du har taget for meget Cifin

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Cifin, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). Tag om muligt tabletterne eller pakningen med til lægen. 

Hvis du har glemt at tage Cifin

Tag den normale dosis så hurtigt som muligt og fortsæt derefter som anvist. Hvis det imidlertid er lige før, du skal tage næste dosis, skal du ikke tage den glemte dosis, men fortsætte som sædvanligt. Tag ikke en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Sørg for at gennemføre hele behandlingsforløbet. 

Hvis du holder op med at tage Cifin

Det er vigtigt, at du gennemfører hele behandlingsforløbet, også selv om du begynder at føle dig bedre efter nogle dage. Hvis du stopper med at tage lægemidlet for hurtigt, er infektionen måske ikke forsvundet helt, og symptomerne kan vende tilbage eller forværres. Du kan også udvikle resistens over for antibiotikummet. 

 

Spørg lægen eller på apoteket, hvis der er noget du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Cifin kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

Følgende sektion indeholder det mest almindelige bivirkninger som du selv vil kunne genkende:  

Stop med at tage Cifin og kontakt din læge straks for at finde en anden antibiotika behandling, hvis du oplever nogle af følgende alvorlige bivirkninger:

Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1000 patienter)  

  • anfald (se pkt. 2 ”Advarsler og forsiktighedsregler”)


Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter)  

  • svære og pludselige allergiske reaktioner med symptomer som trykken for brystet, svimmelhed, sygdom eller besvimelse, eller oplevelser af svimmelhed når man står op (anafylaktisk reaktion/chok (se pkt. 2 ”Advarsler og forsigtighedsregler).
  • muskelsvaghed, betændelse i en sener, hvilket kan føre til at senen ødelægges, hvilket særligt har en effekt på den store sene på bagsiden af anklen (Akillesenen) (se pkt. 2 ”Advarsler og forsigtighedsregler)
  • et alvorlig livstruende hududslæt, som ofte viser sig i form af blærer eller sår i munden, halsen, næsen, øjnene eller andre slimhinder så som i kønsorganerne, som kan udvikle sig til omfattende blærer eller afskalning af huden (Steven-Johnsons syndrom, toksisk epidermal nekrolyse)


Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt (frekvens kan ikke vurderes ud fra de tilgængelige oplysninger)  

  • Usædvanlig følelse af smerte, brændende fornemmelse, stikken og prikken, muskelsvaghed i arme og ben (neuropati) (se pkt. 2 ”Advarsler og forsigtighedsregler”).
  • En lægemiddelreaktion der forårsager udslæt, feber, inflammation af indre organer, hæmatologiske abnormaliteter og systemisk sygdom (DRESS Lægemiddelreaktion med eosinofili og systemiske symptomer, AGEP Akut generaliseret eksantematøs pustulose)

Andre bivirkninger som er observeret under behandlingen med ciprofloxacin er anført nedenfor alt efter hvor sandsynlige de er:

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter):  

  • kvalme, diarré
  • ledsmerter og ledbetændelse hos børn


Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter):  

  • Ledbetændelser hos voksne
  • svampeinfektioner
  • høj koncentration af en bestemt slags hvide blodlegemer (eosinofili)
  • nedsat appetit
  • hyperaktivitet eller rastløs uro (agitation)
  • hovedpine, svimmelhed, søvnforstyrrelser, smagsforstyrrelser
  • opkastning, mavesmerter, fordøjelsesforstyrrelser som f.eks. mavebesvær (fordøjelsesbesvær/
  • halsbrand) eller luftafgang fra tarmen
  • øgede mængder af visse stoffer i blodet (transaminaser og/eller bilirubin)
  • udslæt, kløe eller nældefeber
  • nedsat nyrefunktion
  • smerter i muskler og knogler, almen utilpashed (asteni) eller feber
  • øget mængde af et bestemt stof i blodet (basisk fosfatase)


Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1000 patienter):  

  • muskelsmerter, betændelse i ledne, øget muskel tone og kramper
  • tarmbetændelse (colitis) relateret til brug af antibiotika (kan i sjældne tilfælde være dødelig) (se pkt 2. Advarsler og forsigtighedsregler)
  • ændringer i blodtal (leukopeni, leukocytose, neutropeni, anæmi), øget eller nedsat mængde af en bestemt blodstørkningsfaktor (trombocytter)
  • allergisk reaktion, hævelser (ødemer) eller hurtig hævelse i hud og slimhinder (angioødem) (se pkt. 2 ”Advarsler og forsigtighedsregler”)
  • øget blodsukker (hyperglykæmi)
  • nedsat blodsukker (hypoglykæmi) (se pkt. 2. Advarsler og forsigtighedsregler)
  • forvirring, desorientering, angst, mærkelige drømme, depression (kan potentielt føre til selvmordstanker, selvmordsforsøg eller selvmord) (se pkt. 2 ”Advarsler og forsigtighedsregler”), eller hallucinationer
  • stikken og prikken, usædvanlig følsomhed over for sanseindtryk, nedsat hudfølsomhed, rysten, krampeanfald eller overstadighed
  • synsforstyrrelser inklusiv dobbeltsyn (se pkt. 2 ”Advarsler og forsigtighedsregler”)
  • øresusen (tinnitus) eller tab af hørelse/nedsat hørelse
  • hurtige hjerteslag (takykardi)
  • udvidelse af blodkarrene (vasodilation), lavt blodtryk eller besvimelse
  • åndenød, herunder astmasymptomer
  • leversygdom, gulsot (cholestatisk icterus) eller ikke-smitsom leverbetændelse
  • lysfølsomhed (se pkt. 2 Advarsler og forsigtighedsregler)
  • nyresvigt, blod eller krystaller i urinen, urinvejsinflammationer
  • ophobning af væske i kroppen (væskeretention) eller stærk svedtendens
  • øget koncentration af enzymet amylase


Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter):  

  • en speciel situation med et nedsat antal røde blodlegemer (hæmolytisk anæmi), et farligt fald i antallet af en speciel type hvide blodlegemer (agranulocytose) (se pkt. 2 ”Advarsler og forsigtighedsregler”), et fald i antallet af røde og hvide blodlegemer samt blodplader (pancytopeni), som kan være dødelig, og en hæmning af knoglemarven (knoglemarvsdepression), som også kan være dødelig
  • allergiske reaktioner kaldt serumsygdomslignende reatktioner (se pkt. 2. Advarsler og forsigtighedsregler)
  • psykiske forstyrrelser (psykotiske reaktioner, der potentielt fører til selvmordstanker, selvmordsforsøg og selvmord) (se pkt. 2. Advarsler og forsigtighedsregler)
  • migræne, besvær med at styre bevægelser, usikker gang, forøget følsomhed over for lugte (olfaktorisk sygdom), tryk på hjernen (forhøjet intrakranielt tryk og pseudotumor cerebri)
  • forvrænget farvesyn
  • betændelse i blodkarrenes væg (vasculitis)
  • betændelse i bugspytkirtlen
  • levercelledød (levernekrose), som meget sjældent kan medføre livsfarligt leversvigt (se pkt. 2 ”Advarsler og forsigtighedsregler”)
  • små punktformede blødninger under huden (petekkier), forskellige hududbrud eller udslæt forværring af myasthenia gravis symptomer (se pkt. 2 ”Advarsler og forsigtighedsregler”)


Ikke kendt (frekvens kan ikke vurderes ud fra de tilgængelige oplysninger)  

  • Syndrom forbundet med nedsat udskillelse af vand og lave natriumniveauer (SIADH)
  • føle sig meget opstemt (mani), eller at føle sig meget optimistisk og overaktiv (hypomani).
  • Ualmindelig hurtig hjerterytme, livstruende irregulær hjerterytme, ændringer i hjerterytmen (kaldes QT-forlængelse, ses på EKG, elektrisk hjerteaktivitet)
  • Indflydelse på blodets evne til at størkne (hos patienter behandlet med Vitamin K antagonister)
  • Bevidsthedstab grundet alvorligt fald i blodsukkerniveau (hypoglykæmisk koma). Se pkt. 2.

Meget sjældne tilfælde af langvarige (op til måneder eller år) eller permanente bivirkninger, såsom senebetændelse, senebristning, ledsmerter, smerter i lemmerne, gangbesvær, unormale fornemmelser, såsom prikken og stikken, snurren, kildren, brændende fornemmelse, følelsesløshed eller smerter (neuropati), træthed, hukommelses- og koncentrationsbesvær, mentale helbredseffekter (herunder søvnforstyrrelser, angst, panikanfald, depression og selvmordstanker) samt nedsat hørelse, syn, smags- og lugtesans er blevet forbundet med brug af -antibiotika indeholdende quinolon og fluoroquinolon, i nogle tilfælde uanset om der var allerede eksisterende risikofaktorer eller ej.

Tilfælde af udvidet og svækkelse af aortavæggen eller en tåre i aortavæggen (aneurismer og dissektioner), som kan briste og kan være dødelig, og utætte hjerteklapper er rapporteret hos patienter, der får fluoroquinoloner. Se også pkt. 2.  

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via:

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevares utilgængeligt for børn. 

Brug ikke dette lægemiddel efter den udløbsdato, der står på blisterkortet eller pakningen efter ”EXP”. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Cifin indeholder:

Det aktive stof er ciprofloxacin som ciprofloxacinhydrochlorid monohydrat. 1 tablet indeholder henholdsvis 100 mg, 250 mg, 500 mg eller 750 mg ciprofloxacin. 

De øvrige indholdsstoffer er: Mikrokrystallinsk cellulose, crospovidon, vandfri, kolloid silica, magnesiumstearat, hypromellose, macrogol 400, titandioxid (E171). 

Udseende og pakningsstørrelser

Cifin 100 mg: Hvide til gullige, 8 mm runde, buede, filmovertrukne tabletter, mærket C100 på den ene side. 

Cifin 250 mg: Hvide eller gullige, 11 mm runde, buede, filmovertrukne tabletter med delekærv, mærket C250 på den ene side. 

Cifin 500 mg: Hvide eller gullige, 8,2 x 17 mm ovale, buede, filmovertrukne tabletter med delekærv, mærket C500 på den ene side. 

Cifin 750 mg: Hvide eller gullige, 10 x 19 mm ovale, buede, filmovertrukne tabletter med delekærv, mærket C750 på den ene side. 

 

Pakningsstørrelser: 

Cifin 100 mg: 6, 10, 20, 30 og 50 stk. 

Cifin 250 mg: 10, 12, 20, 30, 50, 60, 90 og 100 stk. 

Cifin 500 mg: 10, 12, 16, 20, 30, 50, 60, 90 og 100 stk. 

Cifin 750 mg: 10, 12, 20, 30, 50, 60, 90 og 100 stk. 

 

Ikke alle pakningsstørrelser vil nødvendigvis blive markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaveren af markedsføringstilladelsen

STADA Arzneimittel AG 

Stadastrasse 2-18 

61118 Bad Vilbel 

Tyskland 

 

Dansk Repræsentant 

STADA Nordic ApS 

Marielundvej 46 A 

2730 Herlev 

Fremstiller:

STADA Arzneimittel AG 

Stadastrasse 2-18 

61118 Bad Vilbel 

Tyskland 

Dette lægemiddel er godkendt i EEAs medlemslande under følgende navne:

 

Belgien: 

Ciprofloxacine EG 250 mg/500 mg/750 mg filmomhulde tabletten 

Danmark: 

Cifin 100 mg/ 250 mg/ 500 mg/ 750 mg 

Holland: 

Ciprofloxacine CF /500 mg/ 

Luxembourg: 

Ciprofloxacine EG 

Tyskland: 

Ciprofloxacin STADA 100 mg/250 mg/500 mg/750 mg Filmtabletten 

Østrig: 

Ciprostad 250 mg/500 mg/750 mg - Filmtabletten 

 

Råd/medicinsk information

Antibiotika anvendes for at helbrede bakterielle infektioner. De har ingen virkning mod virusinfektioner.
Hvis din læge har ordineret antibiotika, så behøver du dem præcist for denne sygdom.
Visse bakterier kan overleve eller formere sig på trods af behandling med antibiotika. Dette kaldes resistens: visse behandlinger med antibiotika virker ikke.
Misbrug af antibiotika øger resistensen. Hvis du ikke tager hensyn til følgende, kan du til og med hjælpe bakterierne med at blive resistente og dermed forsinke helbredelsen: 

  • dosis
  • hvor ofte dosis skal tages
  • behandlingens varighed

 

For at bevare virkningen af dette lægemiddel skal du derfor: 

  1. Kun bruge antibiotika, når det er ordineret
  2. Følge doseringen nøje
  3. Ikke anvende antibiotika igen, hvis ikke lægen har ordineret det, heller ikke hvis du ønsker at behandle en lignende sygdom
  4. Aldrig give din antibiotika til en anden person; den egner sig måske ikke til hans/hendes sygdom.
  5. Når behandlingen er afsluttet, skal du aflevere al ubrugt lægemiddel på apoteket for at være sikker på, at det bliver korrekt destrueret.

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret april 2025 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...