Clindamycin "2care4"
vaginalcreme 20 mg/g
2care4


Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren
Clindamycin 2care4 20 mg/g vaginalcreme
Clindamycin
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at bruge Clindamycin 2care4
- Sådan skal du bruge Clindamycin 2care4
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse

Clindamycin 2care4 vaginalcreme er et antibiotikum, der stopper bakteriers vækst.
Du kan bruge Clindamycin 2care4 vaginalcreme mod bakteriel betændelse i skeden.
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.
2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Clindamycin 2care4

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Brug ikke Clindamycin 2care4:
- hvis du er allergisk over for clindamycin, lincomycin, hårdfedt (et hjælpestof i stikpiller) eller et af de øvrige indholdsstoffer i Clindamycin 2care4 (angivet i afsnit 6).
- hvis du har haft tyktarmsbetændelse (colitis).
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Clindamycin 2care4
- hvis du har eller har haft en form for inflammatorisk tarmsygdom (f.eks. Crohns sygdom eller colitis ulcerosa)
- hvis du får kløe og svie i skeden, ofte i kombination med et hvidt udflåd. Det kan være tegn en svampeinfektion, som Clindamycin 2care4 ikke virker mod.
Kontakt lægen eller apotekspersonalet
- hvis du får voldsom eller langvarig, blodig diarré, mens du bruger Clindamycin 2care4 eller op til 2 måneder efter du har stoppet behandlingen. Dette kan være tegn på alvorlig tarmbetændelse (pseudomembranøs colitis). Du må ikke bruge lægemidler mod diarré uden lægens anvisning.
Du skal være opmærksom på følgende
- Du bør ikke have samleje eller bruge andre produkter i skeden (tamponer eller udskylning) under behandlingen med Clindamycin 2care4 vaginalcreme.
- Du bør ikke bruge Clindamycin 2care4 samtidig med kondom eller pessar, da indholdsstofferne i Clindamycin 2care4 kan ødelægge gummiet, så præventionen ikke virker.
Brug af andre lægemidler sammen med Clindamycin 2care4
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler.
Fortæl lægen, hvis du samtidig tager
- muskelafslappende lægemidler
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel.
Graviditet:
Hvis du er gravid, må du normalt ikke bruge Clindamycin 2care4. Tal med lægen.
Amning:
Erfaringerne med Clindamycin 2care4 vaginalcreme er begrænsede, og det vides ikke om Clindamycin 2care4 går over i modermælken. Clindamycin 2care4 kan medføre diarre, blod i afføringen eller udslæt, hos barnet som ammes. Du bør derfor ikke bruge Clindamycin 2care4, hvis du ammer. Hvis behandling er nødvendig, skal amning ophøre. Spørg lægen.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Clindamycin 2care4 påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.
Clindamycin 2care4 indeholder benzylalkohol, propylenglycol (E 1520) og cetostearylalkohol.
Dette lægemiddel indeholder 50 mg benzylalkohol pr. dosis (5 g) svarende til 10 mg/g.
Benzylalkohol kan medføre allergiske reaktioner og forårsage mild lokal irritation.
Dette lægemiddel indeholder 250 mg propylenglycol pr. dosis (5 g) svarende til 50 mg/g.
Propylenglycol kan give irritation af huden.
Cetostearylalkohol kan give lokalt hududslæt (f.eks. kontakteksem).
3. Sådan skal du bruge Clindamycin 2care4

Brug altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Den sædvanlige dosis er
Voksne:
1 fyldt applikator (5 gram) i skeden til natten i 3-7 på hinanden følgende dage.
Brugsanvisning:
1 tube Clindamycin 2care4 vaginalcreme og 7 plastikapplikatorer (sprøjter) følger med denne pakning.
Applikatorerne bruges til at indføre cremen i skeden.
- Skru låget af tuben og sæt en plastikapplikator fast på gevindet.
- Tryk forsigtigt cremen ned i applikatoren. Applikatoren er fyldt, når stemplet er helt ude.
- Fjern applikatoren fra tuben og skru låget på igen.
- Læg dig på ryggen og før forsigtigt applikatoren så langt op i skeden som muligt. Tryk forsigtigt stemplet i bund.
- Træk forsigtigt applikatoren ud af skeden. Applikatoren smides bort.
Hvis du har brugt for meget Clindamycin 2care4
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere af Clindamycin 2care4, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).
Hvis du har glemt at bruge Clindamycin 2care4
Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.
Fortsæt blot med den sædvanlige behandling næste dag ved sengetid.
Hvis du holder op med at bruge Clindamycin 2care4
Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Alvorlige bivirkninger
Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter)
- Unormalt fødselsforløb.
Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter)
- Infektion i skeden, kan være alvorligt.
Ikke kendt (hyppigheden kan ikke vurderes ud fra forhåndenværende data)
- Alvorlig diarré pga. betændelse i tyktarmen. Kontakt lægen
- Forhøjet stofskifte (hyperthyreoidisme).
Ikke alvorlige bivirkninger
Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter)
- Svampeinfektion i skeden (vulvovaginal candidiasis).
Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter)
- Svampeinfektion
- Betændelse og smerter i og omkring skeden
- Kløe, udflåd fra skeden (vaginitis)
- Mavesmerter, diarré, kvalme, opkastning, forstoppelse
- Hovedpine, svimmelhed
- Udslæt
- Urinvejsinfektion
- Sukker i urinen, skummende urin pga. æggehvidestof i urinen
- Smerter, varme og hævelser pga. betændelse
- Betændelse i de øvre luftveje (næse, bihuler, svælg og hals med hoste, snue og feber). De øvre luftveje består af strubehoved og luftrøret med sine forgreninger og slutter i lungealveolerne
- Smagsforstyrrelser
- Rygsmerter
- Uregelmæssig og kraftig blødning
- Kløe (andre steder end skeden).
Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter)
- Bakteriel infektion
- Overfølsomhed
- Næseblod
- Dårlig ånde, luftafgang fra tarmen, oppustet/udspilet mave
- Bækkensmerter
- Rødme og kløe i de ydre kønsorganer
- Rødmen af huden, nældefeber
- Smerter og svien ved vandladning.
Ikke kendt (hyppigheden kan ikke vurderes ud fra forhåndenværende data)
- Maveproblemer
- Plettet hududslæt med små blærer
- Smerter i forbindelse med ægløsning (endometriose)
- Smerter, hævelse pga. betændelse
- Sure opstød/halsbrand
- Svamp/svampeinfektion i huden.
Clindamycin 2care4 kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver, f.eks. urin- og blodprøver, som igen bliver normale, når behandlingen ophører.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring

Opbevar Clindamycin 2care4 utilgængeligt for børn.
Må ikke opbevares over 25 °C.
Må ikke nedfryses.
Brug ikke Clindamycin 2care4 efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester.
Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Clindamycin 2care4 indeholder:
- Aktivt stof: clindamycin. 1 g vaginalcreme indeholder 20 mg clindamycin som clindamycinphosphat.
- Øvrige indholdsstoffer: sorbitanmonostearat, polysorbat 60, propylenglycol (E 1520), stearinsyre, cetostearylalkohol, cetylpalmitat, paraffinolie, benzylalkohol, renset vand.
Udseende og pakningsstørrelser
Clindamycin 2care4 vaginalcreme er en hvid halvfast creme.
Vaginalcremen findes i en 40 gram plasttube vedlagt 7 applikatorer.
Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret marts 2024.

