Basiron®

gel 50 mg/g og 100 mg/g

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Basiron® 50 mg/g (5 %) og 100 mg/g (10 %) gel  

benzoylperoxid 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Brug altid Basiron nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen eller apotekspersonalet, har givet dig. 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Basiron
  3. Sådan skal du bruge Basiron
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Basiron forhindrer vækst af aknebakterien. Basiron fremmer også afskalning af huden og fjerner derved det overskydende hornlag, der lukker talgkirtlerne og porerne i huden. 

 

Du kan bruge Basiron til at behandle bumser (acne vulgaris). 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Basiron

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Brug ikke Basiron,

  • hvis du er allergisk over for benzoylperoxid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Basiron (angivet i afsnit 6).

Advarsler og forsigtighedsregler Kun til udvortes brug.

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Basiron. 

 

Hvis du får en mild brændende fornemmelse, rødme og afskalning på det hudområde, du behandler med Basiron, og den brændende fornemmelse ikke holder op efter et par dages pause med behandlingen, kontakt lægen eller apotekspersonalet. 

 

Vær opmærksom på: 

  • Benzoylperoxid kan forårsage hævelse og blæredannelse på huden. Hold op med at bruge lægemidlet, hvis disse symptomer opstår.
  • Ikke at få Basiron i øjnene, munden, næsebor eller på slimhinder. Får du Basiron i øjnene, skal du skylle øjnene grundigt med rigelige mængder vand.
  • At bruge Basiron med forsigtighed på halsen og på andre følsomme områder.
  • At du ikke bør bruge Basiron på beskadiget hud. Der er risiko for allergi.
  • At du skal undgå solbadning og UV-stråling (også i solarium), mens du bruger Basiron.
  • At præparatet kan blege hår, tøj og andre materialer.

Brug af andre lægemidler sammen med Basiron

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler.  

 

Tal med lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger: 

  • Andre lægemidler, der virker afskallende, irriterende eller udtørrende (f.eks isotretinoin, azelainsyre).
  • Andre lægemidler på huden, der kan ødelægges af Basiron.
  • Lægemidler mod skader i huden (tretinoin). Du kan bruge det ene lægemiddel om morgenen og det anden om aftenen.

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. 


Graviditet
Du må kun bruge Basiron efter lægens anvisning. 


Amning
Erfaringer med Basiron er begrænsede. Du må derfor så vidt muligt ikke bruge Basiron, hvis du ammer.
Du bør ikke bruge Basiron på brystet. Barnet kan få Basiron i munden. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Basiron påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Basiron indeholder propylenglycol

Dette lægemiddel indeholder 40 mg/g propylenglycol (E1520). Propylenglycol kan give irritation af huden. 

3. Sådan skal du bruge Basiron

Brug altid Basiron nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den anbefalede dosis er:

Før applicering bør huden være tør og ren. Det anbefales at starte behandlingen med benzoylperoxid 50 mg/g (5 %) gel. 

Anvendes 1-2 gange dagligt i et tyndt lag på hudområdet, der ønskes behandlet. 

Personer med sart hud: Anvendes 1 gang dagligt før sengetid. 

 

Hvis du ikke opnår noget resultat med Basiron 50 mg/g (5 %), kan du starte behandling med Basiron 100 mg/g (10 %). 

Hvis du har brugt for meget Basiron

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere af Basiron, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

Du vil ikke opnå et hurtigere eller bedre resultat, hvis du bruger for meget Basiron. I stedet kan de få udtalt irritation af huden. 

Hvis du har glemt at bruge Basiron

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

 

Du skal bruge Basiron, så snart du kommer i tanke om det. 

Hvis du holder op med at bruge Basiron

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Følgende bivirkninger kan forekomme: 

 

Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 behandlede) 

  • Tør hud
  • Rødme
  • Afskalning af huden
  • Brændende fornemmelse i huden

 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 100 behandlede) 

  • Kløe i huden (pruritus)
  • Smerte i huden (stikkende smerte)
  • Hudirritation (irritativ kontaktdermatitis)

 

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos mellem 1 og 100 ud af 1000 behandlede) 

  • Allergisk kontaktdermatitis

 

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt: 

  • Hævelse i ansigtet
  • Alvorlige allergiske reaktioner
    Tegnene på en alvorlig allergisk reaktion kan være:
    • hævet og kløende udslæt (nældefeber)
    • hævelse i ansigt, øjne, læber, tunge eller mund (angioødem) med vejrtrækningsbesvær
    • besvimelse

Symptomerne er normalt reversible, hvis behandlingen er reduceret i hyppighed eller afbrydes. Afbryd behandlingen og kontakt din læge, hvis symptomerne er generende, eller du får hævelse i ansigtet eller alvorlige allergiske reaktioner. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 


Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Basiron utilgængeligt for børn.  

 

Må ikke opbevares over 25 °C. 

 

Brug ikke Basiron efter den udløbsdato, der står på æsken efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Basiron indeholder:

  • Aktivt stof: benzoylperoxid. 1 g gel indeholder 50 mg eller 100 mg benzoylperoxid.
  • Øvrige indholdsstoffer: acrylat copolymer, glycerol, carbomer 940, propylenglycol (E1520), natriumedetat, natriumdioctylsulfo-succinat, kolloid vandfri silica, poloxamer 182, natriumhydroxid og renset vand.

Udseende og pakningsstørrelser

40 g tube. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

2care4  

Stenhuggervej 12  

6710 Esbjerg V  

Fremstiller:

2care4 Stenhuggervej 12-14 

6710 Esbjerg V 

 

Basiron® er et registreret varemærke, der tilhører Galderma Holding SA. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret marts 2023.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...