Glycerol "OBA"

suppositorier 1,2 g

OBA-Pharma

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Glycerol OBA 1,2 g suppositorier
glycerol  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Brug altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen eller apotekspersonalet har givet dig. 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Glycerol OBA
  3. Sådan skal du bruge Glycerol OBA
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Glycerol OBA suppositorier (stikpiller) er et afføringsmiddel, som du kan indføre i endetarmen ved forstoppelse.

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Glycerol OBA

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Brug ikke Glycerol OBA

  • hvis du er allergisk over for glycerol eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit 6).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Glycerol OBA. 

Du bør ikke bruge Glycerol OBA suppositorier (stikpiller) dagligt i længere tid. Kontakt lægen, hvis du har behov for afføringsmiddel hver dag, så lægen kan undersøge årsagen til forstoppelsen. 

Brug af andre lægemidler sammen med Glycerol OBA

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. 

 

Graviditet: 

Du kan bruge Glycerol OBA under graviditet. 

 

Amning: 

Du kan bruge Glycerol OBA, selvom du ammer. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Glycerol OBA påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

3. Sådan skal du bruge Glycerol OBA

Dosering

Voksne: 1 suppositorie (stikpille) efter behov. 

 

Brug altid lægemidlet nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Anvendelse 

Suppositorier er stikpiller beregnet til indføring i endetarmen. 

 

Før indføring af et suppositorie bør du gå på toilettet og forsøge at tømme tarmen. Tag suppositoriet ud af den beskyttende plast form. Det er en god idé at fugte suppositoriet med lidt koldt vand for at gøre indførelsen lettere. 

 

Du kan lettest indføre suppositoriet i endetarmen, hvis du sidder på hug, sidder foroverbøjet på toilettet eller ligger ned. Suppositoriet bør indføres med den flade ende forrest for at mindske risikoen for, at suppositoriet falder ud igen. Desuden anbefales det, at du ligger ned umiddelbart efter indførslen. Suppositoriet må ikke deles. Suppositoriet må ikke indtages gennem munden. 

Brug til børn og unge

Glycerol OBA bør ikke anvendes til børn under 15 år uden lægens anvisning. 

Hvis du har brugt for meget Glycerol OBA

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Glycerol OBA, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Sjælden bivirkning (kan forekomme hos op til 1 ud af 1000 patienter):  

  • Irritation i endetarmen

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til lægemiddelstyrelsen via: 


Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S.

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Glycerol OBA må ikke opbevares ved temperaturer over 25℃. 

 

Brug ikke Glycerol OBA efter den udløbsdato, der står på æsken. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Glycerol OBA indeholder:

  • Aktivt stof: glycerol
  • Øvrige indholdsstoffer: cetylpalmitat, hårdfedt og magnesiumcarbonat.

Udseende og pakningsstørrelser

Suppositorierne er hvide og torpedoformede. 

 

Pakningsstørrelse: 

10 stk. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Markedsføringsindehaver

OBA-Pharma ApS
Sølvgade 19-21
1307 København K
Telefon: 3332 6647 

Fremstiller

Dr. Pfleger Arzneimittel GmbH
Dr.-Robert-Pfleger-Str. 12 

D-96052 Bamberg
Tyskland 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret januar 2023.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...