Atropin "2care4"

injektionsvæske, opløsning 1 mg/ml

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Atropin 2care4 1 mg/ml injektionsvæske, opløsning
Atropinsulfat 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at få dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt og det vil blive givet til dig af en læge eller sundhedspersonale.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide om Atropin 2care4
  3. Sådan bliver du behandlet med Atropin 2care4
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Atropin 2care4 injektionsvæske er et lægemiddel med virkning på det autonome (automatiske) nervesystem.

Atropin 2care4 anvendes før fuld bedøvelse for at nedsætte produktionen af spyt og slim fra luftvejene.

Lægemidlet anvendes endvidere ved tilstande, hvor hjertet slår for langsomt, samt ved visse forgiftninger.

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide om Atropin 2care4

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Du må ikke få Atropin 2care4, hvis du:

  • er allergisk over for atropinsulfat eller et af de øvrige indholdsstoffer i Atropin 2care4 (angivet i afsnit 6).
  • er overfølsom over for andre lægemidler, der virker ligesom Atropin 2care4
  • er forvirret, har demens eller har forstoppelse pga. Parkinsons sygdom
  • har øget tryk i øjet (kendt som glaukom eller grøn stær) eller hvis du har mistanke om at du har øget tryk i øjet (viser sig ved regnbuesyn og tågesyn))
  • har muskelsygdommen myasthenia gravis (alvorlig muskelsvaghed)
  • har ustabilt hjertekredsløb i forbindelse med for højt stofskifte eller akut blodtab
  • er mand og har forstørret prostata
  • har mellemgulvsbrok
  • har mavemundsforsnævring (pylorusstenose) med forsinket tømning af mavesækken.

Advarsler og forsigtighedsregler

Lægen eller sundhedspersonalet vil være særlig forsigtig med at behandle dig med Atropin 2care4, hvis du: 

  • har høj temperatur eller feber (Atropin 2care4 får dig til at svede mindre, og du kan blive overophedet. Dette er særligt vigtigt for spædbørn og små børn).
  • har lever- eller nyreproblemer
  • har for højt stofskifte
  • har en hjertelidelse
  • har symptomer, der skyldes beskadigelse af de nerver, der regulerer blodtryk, hjertefrekvens, tømning af tarm og blære, fordøjelse og anden kropsfunktion (autonom neuropati)
  • har ileostomi eller kolostomi (operativt fremstillet kunstig åbning i tynd- eller tyktarm)
  • har en lungesygdom.

Ved længere tids brug af Atropin 2care4 er der risiko for tand- og mundslimhindeskader på grund af mundtørhed.

Fortæl altid lægen eller sundhedspersonalet, hvis noget af ovenstående gælder for dig. 

Spædbørn

Atropin 2care4 bør ikke indgives i en muskel. 

Ældre

Det kan være nødvendigt at nedsætte dosis. 

Brug af anden medicin sammen med Atropin 2care4

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersona- let, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig.

Tal med din læge, hvis du tager: 

  • såkaldte parasympatomimetika, f.eks. pilocarpin (øjenmiddel)
  • medicin mod hjerterytmeforstyrrelse (antiarytmika)
  • medicin mod kvalme og opkastning
  • medicin mod Parkinsons sygdom
  • medicin mod krampe
  • medicin, der får musklerne til at slappe af
  • medicin mod sindslidelser (neuroleptika)
  • medicin mod depression (tricykliske antidepressiva og MAO-hæmmere)
  • medicin mod kredsløbsforstyrrelser (peripherale vasodilatatorer)
  • medicin, der udvider øjets pupil (mydriatika)
  • medicin mod kredsløbssvigt (phenylephrin)
  • medicin mod indsovningsbesvær (sedativa)

Atropin 2care4 forsinker tømning af mavesækken og kan derfor ændre virkningen af anden medicin. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. 


Graviditet
Du må godt få Atropin 2care4. Følg lægens anvisning. 


Amning
Du må kun få Atropin 2care4 efter aftale med lægen. Følg lægens anvisning. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Pga. den lidelse, som du er i behandling for, vil du sikkert ikke føle dig rask nok til at køre bil eller
betjene maskiner. Kontakt lægen, før du påtænker at køre bil eller betjene maskiner, da Atropin 2care4 kan forårsage døsighed og sløret syn. 

3. Sådan skal du bruge Atropin 2care4

Lægen kan fortælle dig, hvilken dosis du får og hvor tit, du skal have den. Er du i tvivl, så spørg lægen eller sundhedspersonalet. Det er kun lægen, der kan ændre dosis.

Du vil få Atropin 2care4 som en indsprøjtning i en blodåre, muskel eller under huden. En læge eller sygeplejerske vil normalt give dig indsprøjtningen.  

Den sædvanlige dosis er

Lægen vil beslutte hvilken dosis, der er den rigtige for dig, og det vil afhænge af, hvad du skal behandles for. Din dosis vil blive beregnet ud fra din vægt.

Medicinering forud for bedøvelse
Voksne
: 0,25-0,50 mg (0,25-0,50 ml) under huden eller i en muskel ca. 1 time før du bliver bedøvet eller 0,25-0,50 mg (0,25-0,50 ml) i en blodåre umiddelbart før du bliver bedøvet.

Børn: 0,01- 0,03 mg/kg kropsvægt (min. 0,1 mg og max. 0,6 mg) under huden eller i en muskel 45 minutter før barnet bliver bedøvet eller 0,02 mg/kg kropsvægt (min. 0,1 mg eller max 0,6 mg) i en blodåre umiddelbart før barnet bliver bedøvet.

Forgiftning med såkaldte stigminer og andre cholinergika (stoffer der blokerer nerveender)
Voksne
: 0,5 -2 mg (0,5-2 ml) i en blodåre.

Denne dosering kan eventuelt gentages flere gange indtil pupillerne begynder at udvide sig (ved forgiftning med phosphostigmin kan denne dosis øges yderligere).

Børn: 0,01-0,02 mg/kg kropsvægt i en blodåre.

Ved blodtryksfald og tilfælde med akut opstået langsom puls
F.eks. i forbindelse med blodprop i hjertet, blodprøvetagning (arteriepunktur) og under undersøgelse af hjertet med kateter: 0,5-1 mg (0,5-1 ml) i en blodåre.  

Hvis du har mistanke om, at du har fået for meget Atropin 2care4

Kontakt lægen eller sundhedspersonalet, hvis du har mistanke om, at du har fået mere af Atropin 2care4, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).

Hvis du har fået for meget Atropin 2care4 vil din læge eller sundhedspersonalet tage de nødvendige forholdsregler.

Symptomerne på overdosering er tørhed i slimhinder og hud, tørst, ansigtsrødmen, hurtig puls og hurtigt åndedræt, pupiludvidelse, udvidelse af kroppens blodkar, dobbeltsyn, feber, vandladningsbesvær, forstoppelse, uro, kramper, blodtryksstigning, ophidselse og pirrelighed, hallucinationer, bevidstløshed og i sjældne tilfælde hjertestop og verjrtrækningsstop.  

Hvis en dosis af Atropin 2care4 er glemt

Da du vil få dette lægemiddel under tæt medicinsk overvågning, er det ikke sandsynligt, at en dosis vil blive glemt. Spørg lægen eller sundhedspersonalet, hvis du mener, at en dosis er blevet glemt.  

Hvis behandligen med Atropin 2care4 bliver stoppet

Spørg lægen eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 


Ring 112 eller søg omgående læge eller skadestue ved tegn på alvorlige bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 personer): 

  • Psykoser/sindslidelser.
  • Krampeanfald.


Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 personer): 

  • Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer), pga. overfølsomhed (anafylaktisk reaktion). Kan være livsfarligt.
  • Hurtig, meget uregelmæssig puls,
  • Meget hurtig hjerterytme, svag puls, hjertestop.
  • Smerter i brystet, evt. med udstråling til arm eller hals og åndenød pga. dårlig blodforsyning til hjertemusklen.
  • Voldsom hovedpine, kvalme, opkastninger, hjertebanken pga. akut, svært forhøjet blodtryk.

Ikke alvorlige bivirkninger

Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos mere end 1 ud af 10 personer): 

  • Synsforstyrrelser (udvidelse af pupillerne, besvær med at fokusere, dobbelt syn, lysføl- somhed).
  • Tendens til bronkitis og lungebetændelse pga. nedsat slimdannelse i lungerne.
  • Tør mund (synke- og talebesvær, tørst).
  • Forstoppelse og opstød (refluks) pga. nedsat bevægelse i tarmen.
  • Rødme, udtørring af huden.
  • Besvær med at lade vandet. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.


Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 personer): 

  • Ophidselse og pirrelighed.
  • Forvirring (især ved høje doser).
  • Hallucinationer (især ved høje doser). Kan være alvorligt. Kontakt evt. læge eller skade- stue.
  • Forringelse af korttidshukommelsen.
  • Uregelmæssig puls (arytmi) og forbigående forværring af langsom puls (bradykardi). Kan være eller blive alvorligt. Hvis du får meget langsom puls eller bliver utilpas eller besvi- mer, skal du kontakte læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Feber.


Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 personer): 

  • Allergiske reaktioner
  • Sløvhed.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk
E-mail: dkma@dkma.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 


Må ikke opbevares over 25 °C. 

Opbevares i den originale yderpakning for at beskytte mod lys. 


Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Atropin 2care4 indeholder:

  • Aktivt stof: Atropinsulfat 1 mg/ml.
  • Øvrige indholdsstoffer: Saltsyre, renset vand til injektionsvæsker.

Udseende og pakningsstørrelser

Pakningsstørrelser: 10 x 1 ml glasampuller. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

2care4
Stenhuggervej 12
6710 Esbjerg V 

Fremstiller:

2care4
Stenhuggervej 12-14 

6710 Esbjerg V 


Atropin 2care4 svarer til Atropin DAK. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret september 2024.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...