Neofordex

tabletter 40 mg

Theravia

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til patienten

Neofordex, tabletter, 40 mg
dexamethason 

Læs denne indlægsseddel grundigt inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Neofordex
  3. Sådan skal du tage Neofordex
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Neofordex er et lægemiddel, der indeholder det aktive stof dexamethason. Dexamethason er et hormon af typen glukokortikoider, der også kaldes kortikoider eller kortikosteroider og har en række virkninger på de hvide blodlegemer, som er en del af kroppens naturlige forsvar, immunsystemet. Dexamethason ligner de glukokortikoider, som kroppen danner naturligt. Neofordex anvendes til behandling af voksne med multipelt myelom, en type blodkræft, der udgår fra de hvide antistofproducerende blodlegemer.

Neofordex gives i kombination med andre lægemidler mod multipelt myelom. De virker sammen ved at dræbe kræftcellerne blandt de hvide blodlegemer.  

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Neofordex

Tag ikke Neofordex:

  • hvis du er allergisk over for dexamethason eller et af de øvrige indholdsstoffer i Neofordex (angivet i punkt 6).
  • hvis du har en virusinfektion, navnlig viral hepatitis, herpes, skoldkopper eller helvedesild.‌
  • hvis du lider af en ubehandlet psykisk sygdom.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, før du tager Neofordex, især hvis det gives sammen med andre lægemidler.

Risiko for infektioner
Behandling med Neofordex (et højdosiskortikosteroid) kan nedsætte kroppens evne til at bekæmpe infektioner (især infektioner, der skyldes bakterier, gærsvampe og/eller parasitter). Dette kan undertiden medføre infektioner forårsaget af mikroorganismer, der under normale omstændigheder sjældent giver infektion (opportunistiske infektioner). Hvis du får en infektion af nogen art under behandlingen med dette lægemiddel, skal du straks kontakte lægen. Dette er særlig vigtigt, hvis du bemærker tegn på lungebetændelse: hoste, feber, stakåndethed og brystsmerter. Du kan desuden føle dig forvirret, navnlig hvis du er ældre. Du skal fortælle det til lægen, hvis du har haft tuberkulose eller har opholdt dig i et område, hvor angreb af rundorm er almindeligt forekommende. 


Bemærk: Mens du får Neofordex, at det vigtigt, at du undgår kontakt med enhver, der har skoldkopper, mæslinger eller helvedesild. Hvis du tror, at du har haft kontakt med nogen med en af disse sygdomme, skal du straks fortælle det til lægen.

Psykiske forstyrrelser
Høje doser af kortikosteroider, herunder dexamethason, kan give psykiske problemer, der undertiden kan være alvorlige. Tal med lægen, før du får Neofordex, hvis du selv eller nogen i din nære familie har eller har haft svær depression eller maniske anfald. Dette er navnlig vigtigt, hvis du føler dig deprimeret eller tænker på selvmord. Søvnløshed kan mindskes ved at indtage Neofordex om morgenen.

Tumorlysesyndrom
Du bør fortælle det til lægen, hvis du oplever symptomer på tumorlysesyndrom, såsom muskelkramper, muskelsvaghed, forvirring, synstab eller synsforstyrrelser og stakåndethed.

Langvarig behandling
Under behandlingen med dette lægemiddel er det vigtigt at få en afbalanceret kost (med et lavt indhold af sukker og natrium og et højt proteinindhold). Ophobning af væske og natrium er almindeligt og kan medføre blodtryksforhøjelse. Lægen vil rådgive dig om passende kost og vil muligvis ordinere tilskud af kalium, calcium eller vitamin D.

Behandling med glukokortikoid såsom dexamethason kan reducere virkningen af medicin til behandling af diabetes eller for højt blodtryk. Det kan være nødvendigt, at din læge øger dosis af disse lægemidler.

Hæmatologi
Hvis du har haft en blodprop, skal du fortælle det til lægen, før du tager Neofordex. Risikoen for blodpropper i vener og arterier øges, når dexamethason anvendes sammen med thalidomid, lenalidomid eller pomalidomid (lægemidler til behandling af multipelt myelom). Du skal straks fortælle det til lægen, hvis du får stakåndethed, brystsmerter eller hævede arme eller ben.

Kombination af dexamethason med lenalidomid eller pomalidomid kan medføre for lavt antal normale hvide blodlegemer (dvs. de blodlegemer, der er med til at bekæmpe infektioner) og/eller blodplader (som er med til at forebygge blødning). Lægen vil sørge for, at der bliver taget passende blodprøver før og under behandlingen.

Fæokromocytom-krise
Behandling med dette lægemiddel kan forårsage fæokromocytom-krise, som kan være dødelig. Et fæokromocytom er en sjælden svulst i binyrerne. Der kan opstå en krise med følgende symptomer: hovedpine, svedafsondring, hjertebanken og forhøjet blodtryk. Kontakt straks lægen, hvis du oplever nogen af disse tegn.

Øjne
Behandlingen med dette lægemiddel kan medføre en øjensygdom, der forårsager sløret eller forvrænget syn (central serøs korioretinopati). Dette sker sædvanligvis kun i det ene øje. Hvis du bemærker sløret eller forvrænget syn, der varer i flere dage, skal du kontakte lægen.

Senebetændelse (tendinitis)
Behandlingen med dette lægemiddel kan fremme senebetændelse. I meget sjældne tilfælde kan det medføre brud på en sene. Denne risiko øges ved behandling med visse antibiotika og ved nyreproblemer. Kontakt lægen, hvis du får ømme, stive eller hævede led eller sener.

Hvis du får ordineret medicin af lægen, tandlægen eller andre, skal du fortælle vedkommende, at du får eller for nylig har fået dexamethason (se afsnittet ”Brug af anden medicin sammen med Neofordex”).

Hvis du bliver syg eller kommer ud for en ulykke, eller hvis du har behov for operation (også hos tandlægen) eller behøver en vaccination (høje doser af glukokortikoid kan mindske virkningen af vacciner, der indeholder levende virus), skal du fortælle den læge, der behandler dig, at du får eller for nylig har fået kortikosteroider i høje doser.

Hvis du får brug for at få taget prøver (navnlig for infektioner), skal du sige til den, der undersøger prøverne, at dexamethason kan påvirke resultaterne.

Sig det til lægen, inden du får Neofordex: 

  • hvis du har lever- eller nyreproblemer
  • hvis du har hjertesygdom eller for nylig har haft et hjerteanfald
  • hvis du har forhøjet blodtryk eller forhøjet kolesterol eller er ryger
  • hvis du har sukkersyge, eller der er sukkersyge i familien
  • hvis du har knogleskørhed, navnlig hvis du er kvinde efter overgangsalderen
  • hvis du har grøn stær (øget tryk i øjet) eller nogen i familien har haft grøn stær
  • hvis du har myasthenia gravis (en nervesygdom, påvirker musklerne), betændelse i en sene (tendinitis)
  • hvis du har mavesår (sår i mavesækken eller tolvfingertarmen) eller tidligere har haft mavesår, maveblødning eller perforation af maven
  • hvis du har tyktarmsbetændelse (divertikulitis) eller for nylig har fået opereret tarmen
  • hvis du har, eller der er mistanke om, at du har et fæokromocytom (en svulst i binyrerne).

Lægen vil holde dig under tættere observation, hvis du har nogen af de anførte sygdomme. 


Ældre
Hvis du er ældre, kan visse af bivirkningerne af Neofordex være mere alvorlige, navnlig knogleskørhed (osteoporose), forhøjet blodtryk, for lavt kaliumniveau, sukkersyge, modtagelighed for infektion samt tynd hud. Lægen vil holde dig under tættere observation. 

Børn og unge

Børn får ikke multipelt myelom. Dette lægemiddel bør ikke gives til børn (dvs. alle under 18 år). 

Brug af anden medicin sammen med Neofordex

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin, for nylig har brugt anden medicin eller planlægger at bruge anden medicin.

Før du begynder behandlingen med Neofordex, skal du læse indlægssedlerne for alle de lægemidler, Neofordex skal gives sammen med, for at få information om de pågældende lægemidler. Hvis der anvendes thalidomid, lenalidomid eller pomalidomid, skal man være særligt omhyggelig med graviditetstest og prævention.

Før du får Neofordex, skal du sige det lægen, hvis du tager nogen af følgende lægemidler:

De følgende kombinationer skal undgås 

  • Acetylsalicylsyre, der findes i mange smertestillende og feberstillende lægemidler (kan øge risikoen for blødning).
  • Du skal ligeledes sige det til lægen, hvis du for nylig har fået en vaccination eller påtænker at få det (se afsnittet ”Advarsler og forsigtighedsregler”).


De følgende kombinationer kræver forsigtighedsregler 

  • Lægemidler, der sænker kaliumindholdet i blodet: f.eks. visse vanddrivende midler eller afføringsmidler, amphotericin B-injektion, tetracosactid, på grund af risikoen for nedsatte kaliumniveauer. Din læge skal muligvis overvåge niveauet af kalium.
  • Lægemidler, der kan øge risikoen for unormal hjerterytme (f.eks. visse lægemidler som digitalis til behandling af hjertesygdomme), da lave niveauer af kalium øger risikoen for unormal hjerterytme.
  • Lægemidler til behandling af for højt blodtryk, da deres virkning kan nedsættes. Din læge kan være nødt til at justere dosis af blodtrykssænkende behandling.
  • Lægemidler til behandling af blodmangel som f.eks. erythropoietin (EPO) eller andre lægemidler som f.eks. hormonbehandling kan øge risikoen for dannelse af blodpropper (se afsnittene “Advarsler og forsigtighedsregler” og “ Bivirkninger”).
  • Lægemidler til behandling af smerter, betændelse og feber (non-steroide antiinflammatoriske lægemidler), f.eks. ibuprofen, naproxen, diclofenac, meloxicam og andre, kan øge risikoen for blødning eller åbne sår i maven.
  • Lægemidler til behandling af diabetes, da Neofordex kan ændre blodsukkerniveauet. Det er vigtigt selv at overvåge blodsukkerniveauet, især i starten af behandlingen. Din læge skal muligvis justere dosis af diabetesmedicin.
  • Visse antibiotika (som f.eks. fluorquinoloner) kan øge risikoen for senebetændelse og i sjældne tilfælde brud på den berørte sene, især efter langvarig behandling.
  • Visse lægemidler mod kræft (som f.eks. methotrexat) kan øge risikoen for infektioner, blødning eller blodmangel.


De følgende lægemidler kan påvirke virkningen af Neofordex
Disse lægemidler kan nedsætte virkningen af Neofordex: 

  • Aminogluthetimid (medicin til behandling af Cushings syndrom eller brystkræft).
  • Krampestillende midler (til behandling af epilepsi) som f.eks. carbamazepin, fosphenytoin, phenobarbital, phenytoin, primidon.
  • Rifampicin (til behandling af tuberkulose).
  • Lægemidler til dårlig mave (f.eks. syreneutraliserende midler) samt colestyramin (kolesterolsænkende medicin). Der skal gå mindst 2 timer mellem indgivelse af disse lægemidler og Neofordex.
  • Ephedrin (til behandling af astmaanfald eller lindring af tilstoppet næse).

Disse lægemidler kan øge virkningen af Neofordex: 

  • Aprepitant eller fosaprepitant (til behandling af kvalme eog opkastning efter operation eller forårsaget af kemoterapi [kræftbehandling]).
  • Antibiotika, hvor navnet på det aktive stof ender på -mycin, og antimykotika (til behandling af svampeinfektioner), hvor navnet på det aktive stof ender på -conazol, samt lægemidler mod hiv, hvor det aktive stof ender på -navir.


Neofordex kan påvirke virkningen af disse lægemidler 

  • Virkningen af p-piller og hormonbehandling (HRT) kan blive nedsat. Der skal tages effektive forholdsregler for at undgå graviditet (se afsnit "Graviditet, amning og frugtbarhed").
  • Virkningen af blodfortyndende midler, der indtages gennem munden kan øges, hvilket fører til øget blødningsrisiko. Din læge skal muligvis nøje overvåge dine blodkoagulationsparametre.
  • Virkningen af visse lægemidler til kræftbehandling (som f.eks. docetaxel og cyclophosphamid) kan være nedsat.
  • Virkningen af lapatinib (som bruges til kræftbehandling) på leveren kan være øget.
  • Virkningen af ciclosporin (et lægemiddel, der nedsætter immunforsvarets reaktion) kan være nedsat.
    Derudover er der indberetninger om kramper ved samtidig brug af dexamethason og ciclosporin. Samtidig brug af Neofordex og ciclosporin skal undgås.
  • Virkningen af midazolam (bruges som sovepille og til behandling af epilepsi) kan være nedsat.
  • Virkningen af ivermectin (til visse ormeinfektioner) kan være nedsat. Behandlingen med ivermectin skal derfor være afsluttet med godt resultat, før der indgives Neofordex (se afsnittet “Advarsler og forsigtighedsregler”).
  • Virkningen af rifabutin eller isoniazid (bruges til behandling af tuberkulose) kan være nedsat.
  • Virkningen af indinavir (bruges til behandling af hiv) kan være nedsat.
  • Virkningen af erythromycin kan være nedsat.
  • Virkningen af praziquantel (til visse ormeinfektioner) kan være nedsat med risiko for behandlingssvigt. Der skal derfor gå mindst én uge mellem behandling med praziquantel og Neofordex.

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel.

Du skal undgå at blive gravid under behandlingen med Neofordex, som kan give medfødte misdannelser. Du og din partner skal bruge sikker prævention.
Du må ikke bruge neofordex under graviditet, medmindre din kliniske tilstand kræver behandling med dexamethason. Sig det straks til lægen, hvis du er gravid, eller hvis du bliver gravid under behandlingen.

Glukokortikoider udskilles i modermælk, og det kan derfor ikke udelukkes, at der er en risiko for nyfødte og spædbørn. Sig det til lægen, hvis du ammer eller planlægger at gøre det. Din læge vil da hjælpe dig med at beslutte, om du skal stoppe med at amme eller stoppe med at tage Neofordex, idet der tages højde for fordelene ved amning for barnet i forhold til fordelene ved Neofordex for moderen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Neofordex har moderat indflydelse på evnen til at køre bil og betjene maskiner. Undlad at føre motorkøretøj, betjene maskiner eller udføre farligt arbejde, hvis du får bivirkninger såsom omtågethed, hallucinationer, svimmelhed, træthed, søvnighed, besvimelsesanfald eller sløret syn. 

Neofordex indeholder lactose

Neofordex indeholder sukkerarten lactose. Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Neofordex

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen. 


Lægen vil afgøre din dosis og fortælle dig, hvor ofte du skal tage Neofordex. Dette kan variere alt efter din tilstand og andre tilhørende behandlinger. Den anbefalede dosis er én tablet pr. indtagelse. Hvis du er over 65 år og/eller skrøbelig, vil lægen muligvis beslutte at ordinere en anden medicin, som indeholder en lavere dosis dexamethason. Du må ikke tage mere eller mindre end den ordinerede dosis. Du skal tage dette lægemiddel nøjagtigt på de dage, som din læge har ordineret. 


Lægen vil muligvis ændre dosis og hyppighed af indtagelsen af lægemidlet alt efter dine blodprøver, din almentilstand, hvilke andre lægemidler, du har fået ordineret, og hvordan du reagerer på behandlingen. 


Tag den ordinerende dosis på én tablet (40 mg) om morgenen med et glas vand. 


Hvis du har svært ved at få tabletten ud af blisterkortet, kan du bede nogen om hjælp. Søvnløshed kan mindskes, hvis du tager Neofordex om morgenen. 

Hvis du har taget for meget Neofordex

Hvis du har taget for meget Neofordex, skal du straks kontakte lægen eller hospitalet. 

Hvis du har glemt at tage Neofordex

Hvis du har glemt at tage Neofordex på det sædvanlige klokkeslæt og 

  • det er mindre end 12 timer for sent: Tag straks tabletten.
  • hvis det er mere end 12 timer for sent: Tag ikke tabletten, men tag den næste tablet på det sædvanlige klokkeslæt.

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet. 

Hvis du holder op med at tage Neofordex

Du kan få alvorlige bivirkninger ved pludseligt at stoppe med at tage dette lægemiddel. Hvis du for hurtigt stopper med at tage dette lægemiddel, kan du få blodtryksfald. Du vil muligvis også få “abstinenssymptomer”. De kan bestå i hovedpine, problemer med synet (med smerter eller hævelse af øjnene), kvalme eller opkastning, feber, muskel- og ledsmerter, opsvulmning i næsen, vægttab, hudkløe og betændelse i øjets bindehinde (konjunktivitis). Hvis du skal stoppe med behandlingen, skal du følge lægens anvisninger. 


Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

Lægen vil fortælle dig herom og om fordele og mulige risici ved din behandling. 


Nedenstående bivirkninger blev iagttaget, når dexamethason blev anvendt til behandling af multipelt myelom og andre sygdomme. Når flere lægemidler tages i kombination, kan et eller flere af dem undertiden give flere bivirkninger, end når de tages hver for sig. 


Neofordex kan medføre alvorlige psykiske problemer. Disse bivirkninger er almindelige (kan forekomme hos op til en ud af hver 10 behandlede). Det kan dreje sig om følgende: 

  • nedtrykthed (herunder selvmordstanker)
  • følelse af at være høj (mani) eller meget opstemt (eufori) eller humørsvingninger
  • angst, koncentrationsbesvær og hukommelsessvækkelse
  • at mærke, se eller høre ting, der ikke findes, eller tro på ting, der ikke er virkelige, dystre tanker, ændret handlemåde

Hvis du oplever nogen af disse symptomer, skal du straks tale med en læge. 


Andre mulige bivirkninger er: 

Meget almindelige: forekommer hos mere end 1 ud af 10 behandlede  

  • øget blodsukker (hyperglykæmi)
  • forstoppelse
  • søvnbesvær (insomni)
  • muskelkrampe, muskelsvækkelse
  • træthed, svaghed, hævelse af kroppen og ansigtet.


Almindelige: forekommer hos indtil 1 ud af 10 behandlede  

  • bakterie-, virus- eller svampeinfektioner, herunder lungebetændelse, helvedesild, infektioner i næse, mund, mandler eller hals, bronkitis, herpes, blærebetændelse, candidainfektion
  • nedsat antal røde eller hvide blodlegemer og/eller blodplader, eller øget antal hvide blodlegemer, nedsat koncentration i blodet af kalium eller albumin (et protein), forhøjet indhold i blodet af urinsyre, ændrede leverfunktionsprøver
  • Cushings syndrom, dvs. vægtøgning af kroppen og ansigtet, svedtendens, strækmærker, synlige opsvulmede små blodkar (kapillærer), hudtørhed, ekstra behåring i ansigtet (særlig hos kvinder) og tyndere hår
  • udvikling af diabetes, øget eller nedsat appetit, vægtøgning eller vægttab, væskeophobning
  • aggression, konfusion, irritabilitet, nervøsitet, rastløshed, ændret humør
  • følsomhed, følelsesløshed, snurrende eller brændende hud eller smerter i hænder eller fødder som følge af nervebeskadigelse, svimmelhed, rysten, hovedpine, nedsat eller ændret smagsopfattelse
  • grøn stær, sløret syn
  • hurtig eller uregelmæssig hjerterytme, for højt eller for lavt blodtryk, dannelse af blodpropper, der kan tilstoppe blodkarrene i f.eks. benene eller lungerne, hævede arme eller ben, rødme af huden i ansigtet eller på kroppen
  • hoste, åndedrætsbesvær, talebesvær, ondt i halsen eller munden, hæshed, mundtørhed, hikke, inflammation af slimhinderne
  • opkastning, kvalme, diarré, fordøjelsesbesvær, oppustethed, oppustet mave og/eller mavesmerter
  • hududslæt, kløe, rød hud, øget svedtendens (hyperhidrose), tør hud, hårtab (alopeci)
  • muskelsvind, smerter i muskler, led, knogler eller lemmer
  • hyppig vandladning
  • smerter, feber, kulderystelser, besvimelsesanfald, svimmelhed, udmattelse, døsighed, nedsat balanceevne.


Ikke almindelige: forekommer hos indtil 1 ud af 100 behandlede  

  • feber på grund af mangel på visse hvide blodlegemer, mangel på alle typer blodlegemer, nedsat størkning af blodet
  • manglende evne af skjoldbruskkirtlen til at producere normale mængder hormoner (hypotyroidisme)
  • manglende kropsvæske (dehydrering) med tørst eller hovedpine, nedsat magnesium- eller calciumindhold i blodet
  • humørsvingninger, hallucinationer
  • slagtilfælde, nedsat koordinations- eller bevægelsesevne, besvimelse
  • inflammation af øjne og/eller øjenlåg, øget tåreflåd
  • hjerteanfald, unormalt langsom hjerterytme
  • nældefeber
  • nyresvigt.


Ikke kendt: hyppigheden kan ikke vurderes ud fra de tilgængelige data  

  • infektion, inflammation af hele kroppen på grund af infektion (sepsis)
  • manglende evne af kroppen til at reagere normalt på stærke belastninger såsom uheld, operationer eller sygdomme som følge af utilstrækkelig binyrefunktion, svær usædvanlig hovedpine med synsforstyrrelser ved ophør af behandlingen, uregelmæssig menstruation hos kvinder, kraftig hårvækst (hirsutisme)
  • øget behov for sukkersygemedicin, saltubalance, tab af kalium på grund af lavt indhold af kuldioxid (tilstanden metabolisk alkalose)
  • epileptiske anfald
  • øget tryk i øjnene, herunder grøn stær, sygdomme i øjets årehinde og nethinde (korioretinopati)
  • hjertets manglende evne til at pumpe tilstrækkeligt med blod rundt i kroppen (hjertesvigt)
  • sår, perforation og/eller blødning i spiserør (esophagus), mave eller tarm, inflammeret bugspytkirtel (der kan vise sig som smerter i ryggen eller maven)
  • langsom sårheling, akne, tynd hud, blå mærker, rød eller lilla misfarvning af huden (purpura)
  • knogleskørhed med øget risiko for brud, knoglesygdomme, brist af sener.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 


Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade I
DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbirvikning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Neofordex utilgængeligt for børn. 


Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på kartonen og blisterkortet efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Brug ikke Neofordex, hvis du bemærker defekter eller tegn på ældning af tabletterne eller emballagen. 


Der er ingen særlige krav vedrørende opbevaringstemperaturer for dette lægemiddel. Opbevar tabletterne i blisterpakningen, indtil du tager dem. Hvis du bruger en tabletæske, skal du bruge perforeringen til at tage de enkelte tabletter ud af blisteren uden at åbne emballagen. 


Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Neofordex indeholder:

  • Aktivt stof: dexamethason. Hver tablet indeholder dexamethasonacetat svarende til 40 mg dexamethason.
  • Øvrige indholdsstoffer: lactosemonohydrat, mikrokrystallinsk cellulose, magnesiumstearat og kolloid vandfri silica (se pkt. 2).

Udseende og pakningsstørrelser

Hvid, aflang tablet med ”40 mg” præget på den ene side. 


Hver karton indeholder 10 x 1 tabletter i perforeret enkeltdosisblister af OPA/aluminium/PVC-aluminium. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

THERAVIA
16 Rue Montrosier
92200 Neuilly-sur-Seine
Frankrig

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal du henvende dig til den lokale repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen: 

België/Belgique/Belgien 

THERAVIA 

Tél/Tel : +32 (0)2 808 2973 

question@theravia.com 

Lietuva 

Immedica Pharma AB
Tel/Puh: +46 (0)8 533 39 500 

info@immedica.com 

България 

THERAVIA
Teл.: +33 (0)1 72 69 01 86 

question@theravia.com 

Luxembourg/Luxemburg 

THERAVIA 

Tél/Tel: +352 278 62 329 

question@theravia.com 

Česká republika 

THERAVIA 

Tel.: +33 (0)1 72 69 01 86 

question@theravia.com 

Magyarország 

THERAVIA 

Tel.: +33 (0)1 72 69 01 86 

question@theravia.com 

Danmark 

Immedica Pharma AB
Tlf: +46 (0)8 533 39 500 

info@immedica.com 

Malta 

THERAVIA 

Tel : 01 72 69 01 86 

question@theravia.com 

Deutschland 

THERAVIA 

Tel : 0800 10 90 001 

question@theravia.com 

Nederland 

THERAVIA 

Tel : +31 (0)20 208 2161 

question@theravia.com 

Eesti 

Immedica Pharma AB
Tel/Puh: +46 (0)8 533 39 500 

info@immedica.com 

Norge 

Immedica Pharma AB
Tel/Puh: +46 (0)8 533 39 500 

info@immedica.com 

Ελλάδα 

RAFARM AEBE 

Τηλ: + 302 106776550 

Österreich 

THERAVIA 

Tel : 01 72 69 01 86 

question@theravia.com 

España
THERAVIA
Tel: + 34 914 146 613
question@theravia.com  

Polska
THERAVIA
Tel.: +33 (0)1 72 69 01 86
question@theravia.com  

France
THERAVIA
Tél: +33 (0)1 72 69 01 86
question@theravia.com  

Portugal
THERAVIA
Tel ; 800210571
question@theravia.com  

Hrvatska
THERAVIA
Tel: +33 (0)1 72 69 01 86
question@theravia.com  

România
THERAVIA
Tel: +33 (0)1 72 69 01 86
question@theravia.com  

Ireland
THERAVIA
Tel: +353-(0)1-903 8043
question@theravia.com  

Slovenija
THERAVIA
Tel: +33 (0)1 72 69 01 86
question@theravia.com  

Ísland
Immedica Pharma AB
Sími: + 46 (0)8 533 39 500
info@immedica.com 

Slovenská republika
THERAVIA
Tel.: +33 (0)1 72 69 01 86
question@theravia.com 

Italia
THERAVIA
Tel : 800 959 161
question@theravia.com 

Suomi/Finland
Immedica Pharma AB
Tel/Puh: +46 (0)8 533 39 500
info@immedica.com 

Κύπρος
RAFARM AEBE
Τηλ: + 302 106776550 

Sverige
Immedica Pharma AB
Tel: +46 (0)8 533 39 500
info@immedica.com 

Latvija
Immedica Pharma AB
Tel: +46 (0)8 533 39 500
info@immedica.com 

 

 

Andre informationskilder

Du kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside: http://www.ema.europa.eu.  

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret i 

10/2024 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...