Aerobec®
inhalationsspray, opløsning 100 mikrogram/dosis
2care4


Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren
Aerobec 100 mikrogram/dosis inhalationsspray, opløsning
beclometasondipropionat
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk.
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at bruge Aerobec
- Sådan skal du bruge Aerobec
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse

Det virksomme indholdsstof i Aerobec er beclometasondipropionat, som er opløst i ethanol og den flydende drivgas norfluran. Inhalationssprayen forstøver opløsningen til meget små inhalérbare dråber.
Beclometasondipropionat er et binyrebarkhormon, som hæmmer slimdannelse og hævelse i luftvejene, så luften lettere kan passere, og det bliver nemmere at trække vejret. Dette mindsker antallet af astmaanfald og astmasymptomer såsom åndenød, hvæsen og følelse af trykken i brystet.
Du skal bruge Aerobec til at forebygge astmaanfald hos voksne og børn i alderen 5 år og opefter. Aerobec virker ikke på et astmaanfald, der er i gang.
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.
2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Aerobec

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Brug ikke Aerobec
- hvis du er allergisk over for beclometasondipropionat eller et af de øvrige indholdsstoffer i Aerobec (angivet i afsnit 6).
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Aerobec.
Aerobec er en forebyggende behandling og virker ikke på pludselige anfald af åndenød. I tilfælde af pludseligt anfald af åndenød skal du bruge dit korttidsvirkende anfaldsmedicin, som du altid bør have på dig.
Gå jævnligt til kontrol hos lægen, så du får den dosis, der passer til sværhedsgraden af din astma. Du bør ikke have astmaanfald eller vågne om natten på grund af din astma. Tal med lægen, hvis dit forbrug af anfaldsmedicin stiger, hvis din astma bliver værre, hvis du hoster mere, har mere åndenød end normalt, eller hvis dit forbrug af korttidsvirkende anfaldsmedicin stiger. Du skal måske have en højere dosis Aerobec.
Du må ikke stoppe behandlingen med Aerobec, medmindre det er aftalt med lægen.
Tal med lægen, hvis du har eller har haft tuberkulose.
Hvis du er voksen og bruger Aerobec, skal du tale med din læge om, hvordan du sikrer, at du får tilstrækkeligt med kalk, D-vitamin og motion. Hvis du bruger Aerobec i mere end 5 år, skal du muligvis have foretaget en kontrol af dine knogler. Tal med lægen om dette.
Hvis du har brugt høje doser Aerobec i længere perioder, kan din binyrebarkfunktion være nedsat. Dette bør tages i betragtning i stressfulde situationer, f.eks. hvis du skal have foretaget en operation. Din læge vil beslutte, om det er nødvendigt at justere din dosis.
Hvis du oplever trykken for brystet, hoste, hvæsende vejrtrækning eller åndenød umiddelbart efter, at du har brugt Aerobec, skal du omgående søge lægehjælp, da du kan have en alvorlig tilstand, der kaldes paradoks bronkospasme.
Hvis du i længere tid er blevet behandlet med steroider i form af tabletter og skal skifte til Aerobec, vil lægen fortælle dig, hvordan du skal trappe ud af behandlingen med tabletter. Du kan blive lidt utilpas (f.eks. hovedpine, kvalme, ondt i led og muskler), mens du er i gang med at trappe ud af behandlingen med tabletter.
Hvis du efter skift fra steroid-tabletbehandling til Aerobec får tegn på allergi såsom høfeber, løbenæse eller eksem, skal du tale med lægen om dette. Lægen kan vælge at give dig tabletter eller creme mod din allergi.
Tal med lægen, hvis du får en infektion i øjnene, i munden eller i luftvejene.
Sig det til lægen, hvis du oplever sløret syn eller andre synsforstyrrelser.
Skyl munden eller børst tænder lige efter, du har brugt inhalationssprayen for at undgå mundsvamp.
Børn og unge
Hvis dit barn bruger Aerobec, skal du sikre dig, at dit barn får motion og en tilstrækkelig mængde kalk i kosten, evt. som kosttilskud. Tal med lægen om dette.
Hvis dit barn bruger Aerobec i længere tid, skal barnets højde måles jævnligt for at kontrollere barnets vækst.
Brug af andre lægemidler sammen med Aerobec
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler.
Tal med lægen, før du bruger Aerobec:
- hvis du er eller for nylig har været i behandling med binyrebarkhormoner (prednisolon), som næsespray, tabletter eller injektion
- hvis du er i behandling med Antabus eller metronidazol (lægemiddel mod visse infektioner).
Nogle lægemidler kan øge virkningen af Aerobec, og din læge vil overvåge dig omhyggeligt, hvis du bruger sådanne lægemidler (inklusive visse former for HIV-lægemidler, herunder ritonavir og cobicistat).
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel.
Graviditet
Hvis du er gravid, må du kun bruge Aerobec efter aftale med lægen.
Amning
Du kan bruge Aerobec, selvom du ammer. Aerobec kan gå over i modermælken, men det er ikke sandsynligt, at det vil skade dit barn. Tal med lægen, hvis du har spørgsmål.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Aerobec påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner.
Aerobec indeholder alkohol
Dette lægemiddel indeholder 4,74 mg alkohol (ethanol) pr. pust fra sprayen. Mængden i et pust fra sprayen af dette lægemiddel svarer til mindre end 1 ml øl eller 1 ml vin.
Den mindre mængde alkohol i dette lægemiddel vil ikke have nogen nævneværdig effekt.
3. Sådan skal du bruge Aerobec

Brug altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Vær opmærksom på, at ikke alle anførte doseringsmuligheder kan følges med dette præparat.
Aerobec er til indånding gennem munden.
Den sædvanlige dosis er:
Voksne:
Mild til moderat astma: 50-200 mikrogram 2 gange dagligt.
Svær astma: Op til 400 mikrogram 2 gange dagligt.
Den højeste daglige dosis er 800 mikrogram fordelt på flere doser.
Børn:
Børn fra 5 år og derover:
Mild til moderat astma: 50 mikrogram 2 gange dagligt.
Svær astma: 100 mikrogram 2 gange dagligt.
Den højeste daglige dosis til børn er i alt 200 mikrogram fordelt på flere doser.
Aerobec skal bruges regelmæssigt for at opnå den bedste virkning. Tal med lægen om dette.
Når du starter med at bruge Aerobec, går der et par dage, før du kan begynde at mærke virkningen.
Du skal fortælle din læge, hvis din astma bliver forværret, eller hvis du mener, at Aerobec ikke virker så godt som tidligere.
Brugsanvisning
Første gang du bruger din spray, skal du trykke 2 pust ud i luften inden brug. Hvis sprayen ikke er blevet brugt i 14 dage eller mere, tryk igen 2 pust ud i luften inden brug.
Det er vigtigt, at du står eller sidder oprejst, når du inhalerer Aerobec.
Sådan bruger du din Aerobec inhalationsspray
- Tag beskyttelseshætten af og omryst sprayen omhyggeligt.
- Pust helt ud og tag med det samme mundstykket ind i munden.
- Luk læberne fast om mundstykket og tag en dyb og rolig indånding, samtidig med at du presser toppen af sprayen ned for at frigive en dosis Aerobec.
- Hold vejret så længe som muligt (i op til 10 sekunder) og ånd langsomt ud. Gentag punkt 2-4, hvis din læge har ordineret mere end 1 dosis Aerobec. Luk inhalatoren ved at sætte beskyttelseshætten på.
- Efter brug: Skyl munden og spyt ud for at undgå svamp og hæshed.
Hvis du har svært ved at udløse en dosis og tage en dyb indånding samtidig, kan du bruge en såkaldt spacer (åndingsbeholder). Spørg på apoteket, hvilken spacer der passer bedst til Aerobec.
Rengøring af Aerobec
Inhalatoren skal holdes ren, især mundstykket hvor der vil komme aerosolrester. Rengør inhalatoren én gang om ugen. Fjern lægemiddelbeholderen fra inhalatoren. Skyl inhalatoren med varmt rindende vand i mindst 30 sekunder. Ryst vandet ud og tør inhalatoren (evt. natten over). Inhalatoren og lægemiddelbeholderen samles igen ved at trykke lægemiddelbeholderen forsigtigt ned i inhalatoren.
Hvornår er Aerobec tom
Du kan kontrollere, hvor meget Aerobec der er tilbage ved at tage lægemiddelbeholderen ud og ryste den. Drivgas og det virksomme indholdsstof ligger i flydende form i lægemiddelbeholderen. Når beholderen er fuldstændig tom, vil du hverken kunne høre eller mærke drivmidlet blive udløst.
Hvis du har brugt for meget Aerobec
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere af Aerobec, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).
Det er vigtigt, at du tager den dosis, som er angivet på doseringsetiketten, eller som lægen har anvist. Du bør ikke øge eller nedsætte dosis uden først at have aftalt det med lægen.
Hvis du har glemt at bruge Aerobec
Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Hvis du glemmer en dosis, så tag den så snart du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over.
Hvis du holder op med at bruge Aerobec
Du må kun ændre eller stoppe behandlingen efter aftale med lægen.
Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Alvorlige bivirkninger:
Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter):
- Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær, hævelse af øjenomgivelser, tunge, læber og ansigt samt besvimelse. Kan være livsfarligt. Ring 112.
- Hvæsende vejrtrækning eller åndenød umiddelbart efter brug af Aerobec. Ring evt. 112.
Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter):
- Hovedpine, kvalme, synsnedsættelse og regnbuesyn pga. forhøjet tryk i øjet (grøn stær). Kontakt straks læge eller skadestue.
- Grå stær (uklart syn). Kontakt lægen.
- Træthed, svækket modstandskraft pga. nedsat funktion af binyrebarken. Kontakt lægen.
- Lungebetændelse. Kontakt lægen.
- Pludselige smerter i ryggen og tendens til knoglebrud pga. knogleskørhed. Kontakt lægen.
Ikke alvorlige bivirkninger:
Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter):
- Svampeinfektion i mund og svælg.
- Hoste, hæshed, irritation og ømhed i svælget.
- Hovedpine.
Ikke almindelige (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter)
- Rysten, svimmelhed
- Smagsforstyrrelser
- Sløret syn.
Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter):
- Kvalme.
Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter):
- Nældefeber, udslæt, kløe, rødme af huden, tendens til blå mærker, mindre blødninger i hud og slimhinder, tynd hud, der let går i stykker. Tal med lægen.
- Nedsat vækst hos børn og unge.
Bivirkninger, hyppigheden ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data):
- Rødt, rundt måneansigt, øget fedt på maven og i nakken (Cushingoide træk).
- Følelsen af ekstrem rastløshed ledsaget af muskelspasmer, rysten og muskeltrækninger, søvnproblemer, angst, depression, ændret adfærd, aggressivitet (primært hos børn).
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 °C.
Beskyttes mod frost og direkte sollys.
Beholderen er under tryk. Må ikke punkteres eller brændes, heller ikke når den er tømt.
Brug ikke Aerobec efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
Aerobec indeholder:
- Aktivt stof: beclometasondipropionat.
1 dosis inhalationsspray, opløsning indeholder 100 mikrogram beclometasondipropionat. - Øvrige indholdsstoffer: norfluran (HFA-134a) og ethanol.
Dette lægemiddel indeholder flourholdige drivhusgasser.
Hver inhalator indeholder 13,13 g norfluran (HFA-134a) svarende til 0,01878 ton CO2-ækvivalenter (globalt opvarmningspotentiale GWP = 1430).
Udseende og pakningsstørrelser
Udseende
Farveløs opløsning i en 10 ml aluminiumbeholder forseglet med en 50 μl doseringsventil og sat sammen med en lægemiddelbeholder af plastik. Beskyttelseshætten på mundstykket fjernes inden anvendelse.
Pakningsstørrelser
200 doser.
Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Revisionsdato


