Eletriptan "Nordic Prime"

filmovertrukne tabletter 40 mg

Nordic Prime ApS

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Eletriptan Nordic Prime 40 mg filmovertrukne tabletter  

eletriptan 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Eletriptan Nordic Prime
  3. Sådan skal du tage Eletriptan Nordic Prime
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Eletriptan Nordic Prime indeholder det aktive stof eletriptan. Eletriptan Nordic Prime hører til den gruppe lægemidler, der kaldes serotoninreceptor-agonister. Serotonin er et stof, der findes naturligt i hjernen, og som virker sammentrækkende på blodkarrene. 

 

Eletriptan Nordic Prime anvendes til behandling af hovedpinefasen i migræneanfald med eller uden aura hos voksne. Fasen kaldet aura kan gå forud for hovedpinefasen, og denne kan omfatte synsforstyrrelser, følelsesløshed og taleforstyrrelser 

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Eletriptan Nordic Prime

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Eletriptan Nordic Prime:

  • hvis du er allergisk over for eletriptan eller et af de øvrige indholdsstoffer i Eletriptan Nordic Prime (angivet i punkt 6)
  • hvis du har meget dårlig lever eller nyrer
  • hvis du har moderat til kraftigt forhøjet blodtryk eller har ubehandlet let forhøjet blodtryk
  • hvis du har eller har haft hjerteproblemer (f.eks hjertetilfælde, hjertekrampe, hjertesvigt eller uregelmæssig puls (arytmi), kortvarig, pludselig forsnævring af en af kranspulsårerne)
  • hvis du har dårligt kredsløb (perifer karlidelse)
  • hvis du har haft en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning (også selvom det kun varede i få minutter eller få timer)
  • hvis du inden for 24 timer har taget andre lægemidler mod migræne, f.eks. ergotamin eller methysergid. Tag ligeledes ikke andre lægemidler mod migræne før 24 timer efter du har taget Eletriptan Nordic Prime
  • hvis du samtidig tager andre migrænemidler, (f.eks. sumatriptan, rizatriptan, naratriptan, zolmitriptan, almotriptan og frovatriptan).

 

Tal med lægen inden du tager Eletriptan Nordic Prime, hvis noget af det ovenstående gør sig gældende eller har gjort sig gældende for dig. 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Eletriptan Nordic Prime hvis: 

  • du har diabetes
  • du ryger eller bruger nikotin-afvænnings produkter
  • du er mand og over 40 år
  • du er kvinde og har været i overgangsalderen
  • du eller nogen i din familie lider af en hjertesygdom
  • du har tidligere fået at vide, at du har en øget risiko for hjertesygdom. Diskuter dette med din læge inden du tager Eletriptan Nordic Prime.

Gentagen brug af migræne lægemidler

Hvis du bruger Eletriptan Nordic Prime eller andre lægemidler mod hovedpine gentagne gange over flere dage eller uger kan det give kronisk daglig hovedpine. Kontakt lægen, hvis dette forekommer, det kan være at behandlingen midlertidigt må afbrydes. 

Brug af andre lægemidler sammen med Eletriptan Nordic Prime

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler. 

 

Hvis du tager Eletriptan Nordic Prime sammen med andre lægemidler, kan det give alvorlige bivirkninger. Tag ikke Eletriptan Nordic Prime:  

  • hvis du tager ergotamin eller lægemidler der minder om ergotamin (f.eks. methysergid). Du skal undgå at tage ergotamin eller lægemidler der minder om ergotamin 24 timer før og efter du har taget Eletriptan Nordic Prime.
  • hvis du samtidig tager andre lægemidler, der ender på ”triptan” (f.eks. sumatriptan, rizatriptan, naratriptan, zolmitriptan, almotriptan og frovatriptan).

 

Andre lægemidler kan påvirke virkningen af Eletriptan Nordic Prime, eller Eletriptan Nordic Prime kan påvirke virkningen af andre lægemidler. Dette gælder for lægemidler mod: 

  • lægemidler til behandling af svamp (f.eks. ketoconazol og itraconazol)
  • lægemidler til behandling af infektioner (f.eks. erythromycin, clarithromycin og josamycin)
  • lægemidler til behandling af AIDS og hiv (f.eks. ritonavir, indinavir og nelfinavir).

 

Tag ikke naturlægemidler indeholdende perikon (Hypericum perforatum) samtidig med dette lægemiddel. Hvis du allerede tager et produkt med perikon, så tal med lægen, inden du stopper med at tage det.
Tal med lægen inden du begynder behandlingen med eletriptan, hvis du tager lægemidler mod depression eller anden psykisk lidelse (de såkaldte SSRI* eller SNRI**). Disse typer lægemidler kan øge risikoen for at udvikle serotonin- syndrom, når de samtidig tages med visse midler mod migræne. Se yderligere beskrivelse i punkt 4. Bivirkninger


*SSRI - Selektive serotonin-genoptagshæmmere
**SNRI Serotonin noradrenalin-genoptagshæmmere 

Brug af Eletriptan Nordic Prime sammen med mad og drikke

Eletriptan Nordic Prime kan tages både før og efter indtagelse af mad og drikke. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet  

Din læge kan anbefale, at du anvender Eletriptan Nordic Prime under graviditet, men kun hvis det er nødvendigt. 

 

Amning  

Det er bedst at undgå amning op til 24 timer efter indtagelse af dette lægemiddel. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Migræne eller behandling med Eletriptan Nordic Prime kan gøre dig døsig. Dette lægemiddel kan også få dig til at føle dig svimmel. Derfor skal du undgå at køre bil og motorcykel eller arbejde med maskiner under et migræneanfald, eller efter at du har taget dette lægemiddel. 

Eletriptan Nordic Prime indeholder lactosemonohydrat, sunset yellow FCF (E110) og natrium

Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. Eletriptan Nordic Prime indeholder sunset yellow FCF (E110) som kan medføre allergiske reaktioner. Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit. 

3. Sådan skal du tage Eletriptan Nordic Prime

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Vær opmærksom på, at ikke alle anførte doseringsmuligheder kan følges med dette præparat. 

Voksne

Eletriptan Nordic Prime kan tages på ethvert tidspunkt, efter at hovedpinefasen er begyndt, men det er bedst at tage lægemidlet så hurtigt som muligt. Du bør dog kun tage Eletriptan Nordic Prime i hovedpinefasen af migræneanfaldet. Du bør ikke tage Eletriptan Nordic Prime for at forebygge et migræneanfald. 

  • Den anbefalede dosis er 1 tablet på 40 mg.
  • Hver tablet bør synkes hel med vand.
  • Hvis den første tablet ikke har lettet migrænen, bør du ikke tage flere tabletter for det samme anfald.
  • Hvis den første tablet har lettet migrænen, og hovedpinen kommer tilbage, kan du tage endnu en tablet. I dette tilfælde skal du vente mindst 2 timer mellem den første og den anden tablet.
  • Du bør ikke tage mere end 80 mg (2 tabletter på 40 mg) i løbet af 24 timer.
  • Fortæl det til din læge, hvis du mener, at en dosis på 40 mg ikke letter din migræne. Lægen vil måske beslutte at øge dosis til 2 tabletter på 40 mg ved nye anfald.

 

Brug til børn og unge  

Eletriptan Nordic Prime bør ikke bruges til børn og unge under 18 år. 

 

Ældre  

Eletriptan Nordic Prime bør ikke bruges til patienter over 65 år. 

 

Nedsat nyrefunktion  

Eletriptan Nordic Prime kan anvendes til patienter med mild til moderat nedsat nyrefunktion. Den sædvanlige startdosis er 20 mg hos disse patienter og den bør ikke være mere end 40 mg i løbet af 24 timer. 

Din læge vil fortælle dig, hvilken dosis du skal tage. 

 

Nedsat leverfunktion  

Eletriptan Nordic Prime kan anvendes til patienter med mild til moderat nedsat leverfunktion. Det er ikke nødvendigt at nedsætte dosis. 

Hvis du har taget for mange Eletriptan Nordic Prime

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Eletriptan Nordic Prime, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). Tag altid pakningen med også selvom den er tom. Bivirkninger ved at tage for mange Eletriptan Nordic Prime kan være forhøjet blodtryk og hjerteproblemer. 

Hvis du har glemt at tage Eletriptan Nordic Prime

Hvis du har glemt at tage en dosis, så tag den så snart du kommer i tanke om det, medmindre det er tid til at tage den næste dosis. Tag ikke dobbeltdosis for at kompensere for den glemte dosis. 

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Kontakt straks lægen, hvis du får nogle af de nedenfor nævnte symptomer, efter du har taget dette lægemiddel:

  • Pludselig hvæsende vejrtrækning, vejrtrækningsbesvær, hævelse af øjenlåg, ansigtet eller læberne, hududslæt eller kløe (især hvis det er over hele kroppen). Det kan være tegn på en allergisk reaktion.
  • Smerter i brystet eller sammensnørende fornemmelse, som kan være intens og omfatte struben. Det kan være tegn på problemer med blodforsyningen til hjertet (iskæmisk hjertesygdom).
  • Tegn eller symptomer på tilstanden serotonin syndrom som kan omfatte rastløshed, hallucinationer, usikre bevægelser, hurtig puls, temperaturstigning, hurtige ændringer i blodtrykket og overaktive reflekser.

Andre bivirkninger:

Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter  

  • Smerter i brystet, sammensnørende eller trykkende fornemmelse, hjertebanken, hurtig puls
  • Svimmelhed, følelse af at være rundtosset, hovedpine, søvnighed, nedsat følelse ved berøring eller nedsat smerteopfattelse
  • Ondt i halsen, sammensnørende fornemmelse af halsen, tør mund
  • Mavesmerter, fordøjelsesbesvær, kvalme (ubehag i maven med trang til at kaste op)
  • Muskelstivhed, muskelsvaghed, smerter i ryggen, muskelsmerter
  • Kraftesløshed og svaghed, følelse af varme, kuldegysninger, snue, svedtendens, prikkende eller snurrende fornemmelse, rødmen, smerter.

 

Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter  

  • Åndedrætsbesvær, gaben
  • Hævelser i ansigt eller hævede hænder og fødder, betændelse eller infektion i tungen, hududslæt, kløe
  • Øget følelse ved berøring, usikre, langsomme eller hæmmede bevægelser, rysten, talebesvær
  • Ændret selvopfattelse, depression, vanskelighed ved at tænke, opstemthed (eufori), følelse af uro eller forvirring, reaktionsløshed, generel følelse af utilpashed, søvnløshed
  • Appetitløshed og vægttab, smagsforstyrrelser, tørst
  • Slidgigt (artrose), ledsmerter, knoglesmerter
  • Hyppig vandladning, problemer med vandladning, forøget urinmængde, diarre
  • Synsforstyrrelser, øjensmerter, lysfølsomhed, tørre eller våde øjne
  • Ørepine, ringen for ørerne (tinnitus)
  • Luftvejsinfektion
  • Dårligt blodomløb (perifer karlidelse).

 

Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter  

  • Shock, astma, kløe (nældefeber), hudlidelse, hævet tunge
  • Hævede lymfekirtler
  • Langsom puls
  • Humørsvingninger
  • Betændelse i led (artrit), muskelsvaghed, muskeltrækninger
  • Forstoppelse, betændelse i spiserøret, sure opstød
  • Brystsmerter, kraftig eller langvarig menstruationsblødning
  • Øjenbetændelse (konjunktivitis)
  • Stemmeændringer.

 

Der er rapporteret andre bivirkninger såsom besvimelse, for højt blodtryk, tyktarmsbetændelse, opkastning, hændelser i hjernen eller blodkar, utilstrækkelig blodgennemstrømning i hjertet, hjertetilfælde, muskelkramper i hjertet/pulsårer. Lægen vil også tage regelmæssige blodprøver for at kontrollere for forhøjede lever enzymer eller problemer med blodet. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 


Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

Dette lægemiddel kræver ingen særlige opbevaringsbetingelser. 

 

Tag ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter Exp. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Eletriptan Nordic Prime indeholder:

  • Aktivt stof: eletriptan. En filmovertrukken tablet indeholder eletriptanhydrobromid svarende til 40 mg eletriptan.
  • Øvrige indholdsstoffer i tabletkernen er: mikrokrystallinsk cellulose, lactosemonohydrat, croscarmellosenatrium og magnesiumstearat.
  • Øvrige indholdsstoffer i tablettens filmovertræk er: hypromellose, triacetin, titaniumdioxid (E171), lactosemonohydrat og sunset yellow FCF (E110).

Udseende og pakningsstørrelser

40 mg tabletter: Orange, runde, bikonvekse, filmovertrukne tabletter præget med ”E” og ”L” på hver sin side af delekærven på den ene side af tabletten og ”40” på den anden side. 

 

Eletriptan Nordic Prime fås i pakningsstørrelser á 6 og 18 filmovertrukne tabletter.  

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Nordic Prime  

Niels Bohrs Vej 6  

6700 Esbjerg 

Fremstiller

SVUS Pharma a.s.  

Smetanovo nabrezi 1238/20a  

500 02 Hradec Kralove  

Tjekkiet 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret oktober 2024.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...