Pregabalin "Medical Valley"

kapsler, hårde 25 mg, 75 mg, 150 mg og 300 mg

Medical Valley

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Pregabalin Medical Valley 25 mg hårde kapsler
Pregabalin Medical Valley 50 mg hårde kapsler
Pregabalin Medical Valley 75 mg hårde kapsler
Pregabalin Medical Valley 100 mg hårde kapsler
Pregabalin Medical Valley 150mg hårde kapsler
Pregabalin Medical Valley 200 mg hårde kapsler
Pregabalin Medical Valley 300 mg hårde kapsler

pregabalin  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Pregabalin Medical Valley
  3. Sådan skal du tage Pregabalin Medical Valley
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Pregabalin Medical Valley tilhører den gruppe medicin, der anvendes til behandling af epilepsi, neuropatiske smerter og generaliseret angst hos voksne. 


Perifere og centrale neuropatiske smerter: Pregabalin Medical Valley anvendes til behandling af langvarige smerter, som skyldes beskadigede nervebaner. Flere forskellige sygdomme kan være årsag til disse perifere neuropatiske smerter, f.eks. diabetes eller helvedesild. Smertefornemmelsen kan beskrives som varm, brændende, dunkende, jagende, skærende, skarp, krampagtig, smertende, snurrende, følelsesløs, prikkende og stikkende. Perifere og centrale neuropatiske smerter kan også være forbundet med humørsvingninger, søvnforstyrrelser, træthed (udmattelse) og kan have indflydelse på det fysiske og sociale velvære, og den samlede livskvalitet. 


Epilepsi: Pregabalin Medical Valley anvendes til behandling af visse former for epilepsi (partielle anfald med eller uden sekundær generalisering) hos voksne. Din læge vil udskrive Pregabalin Medical Valley til behandling af din epilepsi, hvis din nuværende behandling ikke kan kontrollere din tilstand. Du skal tage Pregabalin Medical Valley sammen med din nuværende behandling. Pregabalin Medical Valley er ikke beregnet til at blive brugt alene, men skal altid anvendes i kombination med anden behandling mod epilepsi.  


Generaliseret angst: Pregabalin Medical Valley anvendes til generaliseret angst. Symptomer på generaliseret angst er vedvarende og udtalt angst og bekymring, som er svær at kontrollere. Generaliseret angst kan også medføre rastløshed, anspændthed, pirrelighed, øget træthed, koncentrationsbesvær, en følelse af at være ”tom i hovedet”, irritabilitet, muskelspændinger eller søvnforstyrrelser. Symptomerne er værre end de, der kan opleves i forbindelse med dagligdagens stress og anstrengelser. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Pregabalin Medical Valley

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Pregabalin Medical Valley:

  • hvis du er allergisk over for pregabalin, eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i punkt 6).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Pregabalin Medical Valley. 

  • Hos nogle patienter, der tager Pregabalin Medical Valley, er der rapporteret om symptomer, der tyder på en overfølsomhedsreaktion. Disse symptomer omfatter hævelse af ansigt, læber, tunge og hals samt hududslæt. Kontakt straks lægen hvis du oplever disse reaktioner.
  • Der er rapporteret om svære tilfælde af hududslæt, herunder Stevens-Johnsons syndrom og toksisk epidermal nekrolyse, i forbindelse med pregabalin. Stop med at bruge pregabalin, og søg lægehjælp med det samme, hvis du bemærker et eller flere symptomer på de alvorlige hudreaktioner, der er beskrevet i punkt 4.
  • Pregabalin Medical Valley er forbundet med svimmelhed og søvnighed, som kan øge risikoen for faldulykker hos ældre patienter. Du bør derfor være forsigtig, indtil du ved, hvordan medicinen virker på dig.
  • Pregabalin Medical Valley kan forårsage sløret syn, synstab eller andre synsændringer, som kan være forbigående. Kontakt straks lægen, hvis du får synsforandringer.
  • Nogle diabetespatienter kan få vægtøgning, når de tager pregabalin, og kan derfor have behov for at ændre deres diabetesmedicin.
  • Visse bivirkninger, såsom søvnighed, kan være hyppigere hos patienter med rygmarvsskader, som følge af samtidig brug af andre præparater med lignende bivirkningsprofil som pregabalin, f.eks. til behandling af smerter eller spasticitet. Sværhedsgraden af en bivirkning kan øges, når flere lægemidler med samme bivirkning, anvendes samtidig.
  • Hos nogle patienter, der tager Pregabalin Medical Valley, er der set kronisk venstresidig hjertesvigt. Dette er overvejende set hos ældre patienter med hjerte-karsygdom. Fortæl det altid til lægen, før du starter behandling med denne medicin, hvis du tidligere har haft en hjertelidelse.
  • Hos nogle patienter, der tager Pregabalin Medical Valley, er der set nyresvigt. Hvis du, når du tager Pregabalin Medical Valley, bemærker nedsat vandladning, bør du kontakte din læge, da det at standse med medicinen kan bedre dette.
  • Nogle patienter, der bliver behandlet med epilepsimedicin som for eksempel Pregabalin Medical Valley har haft selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på sig selv eller har udvist selvmordsadfærd. Hvis du på noget tidspunkt får sådanne tanker eller udviser en sådan adfærd, skal du straks kontakte din læge.
  • Når Pregabalin Medical Valley tages med andre lægemidler, som er kendt for at kunne give forstoppelse (som f.eks. visse typer smertestillende medicin), kan det give maveproblemer (f.eks. forstoppelse, tarmblokering eller tarmstop). Fortæl lægen, hvis du får forstoppelse, især hvis du er tilbøjelig til at få forstoppelse.
  • Inden du tager denne medicin, skal du fortælle det til lægen, hvis du på noget tidspunkt har haft et misbrug eller været afhængig af alkohol, receptpligtige lægemidler eller stoffer. Hvis dette er tilfældet, kan du have højere risiko for at blive afhængig af Pregabalin Medical Valley.
  • Der er set kramper i forbindelse med behandling med Pregabalin Medical Valley og kort tid efter ophør af behandling med Pregabalin Medical Valley. Hvis du får kramper, skal du straks kontakte lægen.
  • Hos nogle patienter med andre sygdomme er der set nedsat hjernefunktion (encefalopati) i forbindelse med Pregabalin Medical Valley-behandling. Fortæl lægen, hvis du har eller tidligere har haft en alvorlig sygdom, herunder lever- eller nyresygdom.
  • Der er rapporteret om åndedrætsbesvær. Hvis du har lidelser i nervesystemet, en luftvejslidelse, nedsat nyrefunktion, eller hvis du er mere end 65 år gammel, kan din læge ordinere en anden doseringsplan til dig. Kontakt din læge, hvis du får åndedrætsbesvær eller har overfladisk vejrtrækning.


Afhængighed
Visse personer kan blive afhængige af Pregabalin Medical Valley (behov for at blive ved med at tage medicinen). De kan opleve abstinenssymptomer, når de holder op med at bruge Pregabalin Medical Valley (se punkt 3, “Sådan skal du tage Pregabalin Medical Valley” og “Hvis du holder op med at tage Pregabalin Medical Valley”). Hvis du er bekymret for, om du kan blive afhængig af Pregabalin Medical Valley, er det vigtigt, at du taler med din læge om det.

Hvis du bemærker et eller flere af følgende tegn, mens du tager Pregabalin Medical Valley, kan det være et tegn på, at du er blevet afhængig: 

  • Hvis du har behov for at tage medicinen i længere tid end det, din læge har ordineret
  • Hvis du føler, at du har behov for at tage mere end den anbefalede dosis
  • Hvis du bruger medicinen til andre formål, end det du har fået den ordineret til
  • Hvis du gentagne gange forgæves har forsøgt at holde op med at tage eller kontrollere din brug af medicinen
  • Hvis du føler utilpashed, når du holder op med at tage medicinen, og du får det bedre, så snart du tager medicinen igen

Hvis du bemærker noget af ovenstående, skal du tale med din læge for at finde frem til de bedste behandlingsmuligheder for dig, herunder om det kan være passende at holde op, og hvordan du gør dette på en sikker måde. 

Børn og unge

Sikkerheden og virkningen hos børn og unge (under 18 år) er ikke undersøgt, og derfor bør pregabalin ikke anvendes til denne aldersgruppe. 

Brug af anden medicin sammen med Pregabalin Medical Valley

Fortæl altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 

Pregabalin Medical Valley og anden medicin kan påvirke hinanden (interaktion). Når det bruges sammen med visse typer medicin, som har beroligende virkninger (herunder opioider), kan Pregabalin Medical Valley forstærke disse virkninger, og kan føre til åndedrætssvigt, dyb bevidstløshed og død. Graden af svimmelhed, søvnighed og nedsat koncentrationsevne kan øges, når Pregabalin Medical Valley tages sammen med medicin, der indeholder: 


Oxycodon - (er et smertestillende middel)
Lorazepam - (anvendes til behandling af angst)
Alkohol 


Pregabalin Medical Valley kan tages sammen med svangerskabsforebyggende medicin. 

Brug af Pregabalin Medical Valley sammen med mad, drikke og alkohol

Pregabalin Medical Valley kapsler kan tages både sammen med og uden mad.

Det tilrådes ikke at drikke alkohol, når du tager Pregabalin Medical Valley. 

Graviditet og amning

Du må ikke tage Pregabalin Medical Valley, hvis du er gravid, eller hvis du ammer, medmindre din læge har givet dig en anden besked. Hvis du tager pregabalin i de første 3 måneder af en graviditet, kan det medføre fødselsdefekter hos fosteret, der kan kræve medicinsk behandling. I et studie, der gennemgik data fra kvinder i Norden, som tog pregabalin i de første 3 måneder af en graviditet, forekom der fødselsdefekter hos 6 ud af 100 børn. Det skal sammenholdes med 4 ud af 100 børn født af kvinder, der ikke blev behandlet med pregabalin i studiet. Der har været indberetninger om misdannelser i ansigtet (læbe-gane-spalte), øjnene, nervesystemet (herunder hjernen), nyrerne og kønsorganerne. 


Hvis du er i den fødedygtige alder, skal du bruge sikker prævention. Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Pakningen er forsynet med en rød advarselstrekant. Det betyder, at Pregabalin Medical Valley kan give bivirkninger, som kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 


Pregabalin Medical Valley kan give svimmelhed, søvnighed og nedsat koncentrationsevne. Du bør ikke køre bil, betjene indviklede maskiner eller udsætte dig for andre aktiviteter, der kan være farlige, før du ved, om denne medicin påvirker din evne til at udføre disse aktiviteter. 

Pregabalin Medical Valley indeholder lactosemonohydrat

Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Pregabalin Medical Valley

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. Du må ikke tage mere medicin end foreskrevet. 


Din læge vil fastsætte den dosis, der passer til dig.

Pregabalin Medical Valley er kun til oral anvendelse. 


Perifere og centrale neuropatiske smerter, epilepsi eller generaliseret angst:  

  • Tag det antal kapsler, som lægen har ordineret.
  • Den dosis, som er blevet tilpasset til dig og din tilstand, vil normalt være 150-600 mg dagligt.
  • Din læge vil fortælle, at du enten skal tage Pregabalin Medical Valley 2 gange eller 3 gange dagligt. For 2 gange dagligt skal Pregabalin Medical Valley tages én gang om morgenen og én gang om aftenen, og omtrent samme tid hver dag. For 3 gange dagligt skal Pregabalin Medical Valley tages én gang om morgenen, én gang om eftermiddagen og én gang om aftenen, og omtrent samme tid hver dag.

Hvis du har indtryk af, at virkningen af Pregabalin Medical Valley er for stærk eller alt for svag, skal du tale med din læge eller apotek.

Hvis du er ældre (over 65 år), skal du tage Pregabalin Medical Valley som normalt, medmindre du har nyreproblemer.
Din læge kan have anvist en anden doseringsvejledning og/eller dosis, hvis du har nyreproblemer.

Kapslerne skal sluges hele og indtages med vand.

Fortsæt med at tage Pregabalin Medical Valley, indtil din læge beder dig om at stoppe. 

Hvis du har taget for mange Pregabalin Medical Valley

Kontakt omgående lægen eller skadestuen. Medbring pakningen med Pregabalin Medical Valley kapsler. Du kan føle dig søvnig, forvirret, oprevet eller rastløs, hvis du har taget for mange Pregabalin Medical Valley. Der er også rapporteret krampeanfald og bevidstløshed (koma). 

Hvis du har glemt at tage Pregabalin Medical Valley

Det er vigtigt, at du tager dine Pregabalin Medical Valley kapsler regelmæssigt og på samme tid hver dag. Hvis du glemmer at tage en dosis, skal du tage den straks, du kommer i tanke herom, medmindre det er ved at være tid for din næste dosis. I så fald skal du fortsætte med at tage din næste dosis som normalt. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Pregabalin Medical Valley

Du må ikke pludseligt stoppe med at tage Pregabalin Medical Valley. Hvis du gerne vil holde op med at tage Pregabalin Medical Valley, skal du først tale med din læge, som vil fortælle dig, hvordan du skal gøre det. Ophør af behandlingen skal ske gradvist over mindst 1 uge.

Når du stopper en kortids- eller langtidsbehandling med Pregabalin Medical Valley, skal du vide, at du måske får visse bivirkninger, såkaldte abstinenssymptomer. Disse symptomer omfatter søvnforstyrrelser, hovedpine, kvalme, følelse af angst, diarré, influenzalignende symptomer, kramper, nervøsitet, depression, tanker om at skade dig selv eller begå selvmord, smerter, svedtendens og svimmelhed. Disse symptomer kan forekomme oftere eller i en alvorligere grad, hvis du har taget Pregabalin Medical Valley i længere tid. Hvis du oplever abstinenssymptomer, skal du kontakte din læge.

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 


Meget almindelig: Kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 behandlede:  

  • Svimmelhed, søvnighed, hovedpine.


Almindelig: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede:  

  • Øget appetit.
  • Følelse af opstemthed, forvirring, desorientering, ændringer i seksuel aktivitet, irritabilitet.
  • Opmærksomhedsforstyrrelser, klodsethed, hukommelsesproblemer, hukommelsestab, rysten, talevanskeligheder, snurrende fornemmelse, følelsesløshed, sløvhed, søvnlignende sløvhedstilstand, søvnforstyrrelser, træthed, følelse af at være unormal.
  • Sløret syn, dobbeltsyn.
  • Svimmelhed, balanceproblemer, faldtendens.
  • Mundtørhed, forstoppelse, opkastning, luft i tarmen, diarré, kvalme, oppustethed.
  • Problemer med at opnå penisrejsning.
  • Hævelser i kroppen, herunder af arme og ben.
  • Følelse af at være beruset, unormal gangart.
  • Vægtøgning.
  • Muskelkrampe, ledsmerter, rygsmerter, smerter i arme og ben.
  • Ondt i halsen.


Ikke almindelig: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede:  

  • Manglende appetit, vægttab, lavt blodsukker, højt blodsukker.
  • Ændret selvopfattelse, rastløshed, depression, uro, humørsvingninger, taleproblemer, hallucinationer, drømmeforstyrrelser, panikanfald, sløvhed, aggressivitet, hævet stemningsleje, mental svækkelse, vanskelighed ved at tænke, øget sexlyst, seksuelle problemer herunder problemer med at få orgasme, forsinket udløsning.
  • Synsforstyrrelser, usædvanlige øjenbevægelser, ændring i synet herunder tunnelsyn, lysglimt, urolige bevægelser, nedsatte reflekser, øget aktivitet, svimmelhed i stående stilling, følsom hud, manglende smagsevne, brændende fornemmelse, rysten ved bevægelse, nedsat bevidsthed, bevidsthedstab, besvimelse, øget følsomhed over for støj, utilpashed.
  • Tørre øjne, hævede øjne, øjensmerter, trætte øjne, øjne, der løber i vand, øjenirritation.
  • Hjerterytmeforstyrrelser, hurtigere hjerterytme (puls), lavt blodtryk, højt blodtryk, ændringer i hjerteslag, hjertesvigt.
  • Rødmen, hedeture.
  • Vejrtrækningsproblemer, tør næse, tilstoppet næse.
  • Øget spytproduktion, halsbrand, følelsesløshed omkring munden.
  • Svedtendens, udslæt, kulderystelser, feber.
  • Muskeltrækninger, ledhævelser, muskelstivhed, smerter herunder muskelsmerter, smerter i nakken.
  • Brystsmerter.
  • Vanskelighed ved eller smertefuld vandladning, inkontinens.
  • Svaghed, tørst, trykken for brystet.
  • Ændringer i levertal og blodprøveresultater (forhøjet kreatinkinase i blodet, forhøjet alaninaminotransferase, forhøjet aspartat-aminotransferase, nedsat trombocyttal, for få hvide blodlegemer, neutropeni, forhøjet kreatinin i blodet, nedsat kalium i blodet).
  • Overfølsomhed, hævelse af ansigt, kløe, nældefeber, løbende næse, næseblod, hoste, snorken.
  • Smertefuld menstruation.
  • Kolde hænder og fødder.


Sjælden: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 behandlede:  

  • Unormal lugtesans, synsforstyrelser, ændret synsopfattelse af dybde, øget lysfølsomhed, synstab.
  • Udvidede pupiller, skeløjethed.
  • Koldsved, halssammensnøring, opsvulmet tunge.
  • Betændelse i bugspytkirtlen.
  • Problemer med at synke.
  • Langsom eller nedsat kropsbevægelse.
  • Problemer med at skrive korrekt.
  • Væskeophobning i maven.
  • Væske i lungerne.
  • Kramper.
  • Forandringer i elektrokardiogrammet (ekg, optagelse af hjertets elektriske aktivitet), der svarer til hjerterytmeforstyrrelser.
  • Muskelsvækkelse.
  • Flåd fra brystvorter, unormal vækst af bryster, vækst af bryster hos mænd.
  • Menstruationsforstyrrelser.
  • Nyresvigt, nedsat urinmængde, besvær med at lade vandet.
  • Nedsat antal hvide blodlegemer.
  • Upassende opførsel, selvmordsadfærd, selvmordstanker.
  • Allergiske reaktioner, som kan omfatte vejrtrækningsbesvær, øjenbetændelse (keratitis) og en alvorlig hudreaktion, der er kendetegnet ved rødlige, ikke-hævede, målskivelignende eller cirkulære pletter på kroppen, ofte med vabler i midten, hudafskalning, sår i munden, svælget, næsen, kønsorganerne og øjnene. Før disse alvorlige hududslæt ses, kan der forekomme feber og influenzalignende symptomer (Stevens-Johnsons syndrom, toksisk epidermal nekrolyse).
  • Gulsot (gulfarvning af hud og øjne).
  • Parkinsonisme, det vil sige symptomer, der ligner Parkinsons sygdom, såsom rysten, bradykinesi (langsomme bevægelser) og rigiditet (muskelstivhed).


Meget sjælden: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 behandlede
 

  • Leversvigt.
  • Leverbetændelse (hepatitis).

 

Ikke er kendt: hyppigheden kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data  

  • Udvikling af afhængighed af Pregabalin Medical Valley (‘stofafhængighed’).

 

Når du stopper en kortids- eller langtidsbehandling med Pregabalin Medical Valley, skal du vide, at du måske får visse bivirkninger, såkaldte abstinenssymptomer (se “Hvis du holder op med at tage Pregabalin Medical Valley”). 


Hvis dit ansigt eller tunge hæver eller hvis huden bliver rød og begynder at danne blærer eller skalle af, skal du straks kontakte læge eller skadestue.

Visse bivirkninger, såsom søvnighed, kan være hyppigere hos patienter med rygmarvsskader, som følge af samtidig brug af andre præparater med lignende bivirkningsprofil, f.eks. til behandling af smerter eller spasticitet. Sværhedsgraden af en bivirkning kan øges, når flere lægemidler med samme bivirkning, anvendes samtidig.

Følgende bivirkninger er rapporteret efter markedsføring: Åndedrætsbesvær, overfladisk vejrtrækning. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via:

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 


Tag ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter Exp. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Må ikke opbevares ved temperaturer over 30 ºC. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet eller, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Pregabalin Medical Valley indeholder:

Aktivt stof: pregabalin. Hver hård kapsel indeholder enten 25 mg, 50 mg, 75 mg, 100 mg, 150 mg, 200 mg eller 300 mg pregabalin. 

 

Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat, majsstivelse, talcum, gelatine, titandioxid (E171).
50 mg og 200 mg kapsler indeholder også rød jernoxid (E172). 

75 mg, 100 mg og 300 mg kapsler indeholder også indigo karminrød (E132) og erythrosin (E171). 

Udseende og pakningsstørrelser

 

25 mg kapsler 

Hvide, hårde kapsler med en størrelse på omtrent 14 mm. 

50 mg kapsler 

Pink, hårde kapsler med en størrelse på omtrent 16 mm. 

75 mg kapsler 

Hvide og rødbrune, hårde kapsler med en størrelse på omtrent 14 mm. 

100 mg kapsler 

Rødbrune, hårde kapsler med en størrelse på omtrent 16 mm. 

150 mg kapsler 

Hvide, hårde kapsler med en størrelse på omtrent 18 mm. 

200 mg kapsler 

Pink, hårde kapsler med en størrelse på omtrent 19 mm. 

300 mg kapsler 

Hvide og rødbrune, hårde kapsler med en størrelse på omtrent 21 mm. 


Pregabalin Medical Valley er tilgængelige i aluminium/aluminium-polyamid-PVC eller aluminium/PVC-PVDC blister. 


Pregabalin Medical Valley 25 mg indeholder 14, 21, 56, 70, 84, 98, 100, 112 hårde kapsler eller 100 x 1 hårde kapsler i enkeltdosisblister. 

Pregabalin Medical Valley 50 mg indeholder 14, 21, 56, 84, 98, 100 hårde kapsler eller 100 x 1 hårde kapsler i enkeltdosisblister. 

Pregabalin Medical Valley 75 mg indeholder 14, 56, 70, 98, 100, 112 hårde kapsler eller 100 x 1 hårde kapsler i enkeltdosisblister. 

Pregabalin Medical Valley 100 mg indeholder 21, 84, 98, 100 hårde kapsler eller 100 x 1 hårde kapsler i enkeltdosisblister. 

Pregabalin Medical Valley 150 mg indeholder 14, 56, 70, 98, 100, 112 hårde kapsler eller 100 x 1 hårde kapsler i enkeltdosisblister. 

Pregabalin Medical Valley 200 mg indeholder 21, 84, 98, 100 hårde kapsler eller 100 x 1 hårde kapsler i enkeltdosisblister. 

Pregabalin Medical Valley 300 mg indeholder 14, 56, 70, 98, 100, 112 hårde kapsler eller 100 x 1 hårde kapsler i enkeltdosisblister. 


Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Medical Valley Invest AB
Brädgårdsvägen 28 

236 32 Höllviken
Sverige 

Fremstiller:

Laboratorios Liconsa S.A., 

Avda. Miralcampo, Nº7, PI Miralcampo, 

19200- Azuqueca de Henares - Guadalajara, Spanien 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 01/2025 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...