Hydroxocobalamin Nordic Prime
injektionsvæske, opløsning 1 mg/ml
Nordic Prime ApS


Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til patienten
Hydroxocobalamin Nordic Prime 1 mg/ml injektionsvæske, opløsning
hydroxocobalamin
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at få dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at få Hydroxocobalamin Nordic Prime
- Sådan får du Hydroxocobalamin Nordic Prime
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse

Hydroxocobalamin Nordic Prime indeholder B12-vitamin, som er nødvendigt for dannelsen af røde blodlegemer og nervesystemets funktion.
Hydroxocobalamin Nordic Prime anvendes til forebyggelse og behandling af perniciøs anæmi, som er en alvorlig form for blodmangel. Du kan også få Hydroxocobalamin Nordic Prime til behandling af andre tilstande med mangel på B12-vitamin.
Hydroxocobalamin Nordic Prime kan bruges i alle aldersgrupper.
2. Det skal du vide, før du begynder at få Hydroxocobalamin Nordic Prime

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Få ikke Hydroxocobalamin Nordic Prime:
- hvis du er allergisk over for hydroxocobalamin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Hydroxocobalamin Nordic Prime (angivet i punkt 6).
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt lægen eller sygeplejersken, før du får Hydroxocobalamin Nordic Prime.
Lægen eller sygeplejersken vil være ekstra forsigtigt med at behandle dig med Hydroxocobalamin Nordic Prime:
- hvis du har en sjælden, arvelig sygdom i synsnerverne kaldet Lebers hereditære synsnerveatrofi
- Ved behandling af anæmi: Regelmæssig overvågning af blodtællingen er absolut nødvendig
- Behandling bør ikke påbegyndes før diagnosen er bekræftet, da dette kan skjule en subakut degeneration af rygmarven
- Behandling med vitamin B12 i folinsyremangeltilstande kan føre til en midlertidig forbedring og derfor skjule diagnosen.
Brug af andre lægemidler sammen med Hydroxocobalamin Nordic Prime
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler.
Tal med din læge, især,
- hvis du tager p-piller. P-piller kan muligvis mindske mængden af B12-vitamin i blodet.
- hvis du tager lægemidler mod psoriasis, leddegigt og visse kræftsygdomme (methotrexat).
- hvis du tager lægemidler mod infektioner (pyrimethamin, chloramphenicol).
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du får dette lægemiddel.
Graviditet
Du kan få Hydroxocobalamin Nordic Prime under graviditet.
Amning
Du kan få Hydroxocobalamin Nordic Prime, selvom du ammer.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Hydroxocobalamin Nordic Prime påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.
Hydroxocobalamin Nordic Prime indeholder natrium
Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. dosis, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit.
3. Sådan får du Hydroxocobalamin Nordic Prime

Få altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Lægen kan fortælle dig, hvilken dosis du får og hvor tit, du skal have den. Det er kun lægen, der kan ændre dosis.
En læge eller sygeplejerske vil normalt give dig indsprøjtningen. Du vil få indsprøjtet Hydroxocobalamin Nordic Prime i en muskel.
Dosis og varighed afhænger af dit individuelle vitaminbehov og af hvordan, du vil reagere. Det vil blive tilpasset individuelt.
Den anbefalede dosis er:
Begyndelsesdosis: 1 mg hver 2. dag i alt 5 gange.
Herefter 1 mg hver 2. eller 3. måned.
Hvis du har fået for meget Hydroxocobalamin Nordic Prime
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har fået mere af Hydroxocobalamin Nordic Prime, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).
Der er normalt ingen symptomer ved overdosering. Kontakt lægen eller sygeplejersken, hvis du tror, du har fået for meget Hydroxocobalamin Nordic Prime.
Hvis du har glemt at få Hydroxocobalamin Nordic Prime
Spørg lægen eller sygeplejersken, hvis du tror, at du mangler at få en dosis.
Hvis du holder op med at få Hydroxocobalamin Nordic Prime
Kontakt lægen, hvis du ønsker at holde pause eller stoppe behandlingen med Hydroxocobalamin Nordic Prime.
Spørg lægen eller sygeplejersken, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Alvorlige bivirkninger
Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter
- Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer) pga. overfølsomhed (anafylaksi). Kan være livsfarligt. Ring 112.
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt
- Åndenød ved anstrengelse, evt. også i hvile, hoste, trykken for brystet, hurtig puls, hævede ben pga. dårligt hjerte. Kontakt læge eller skadestue. Ring evt. 112.
- Åndenød, smerter i brystet med udstråling til arme eller hals, voldsomme smerter i maven, lammelser, føleforstyrrelser, talebesvær, smertende og evt. hævede arme eller ben pga. blodprop. Kontakt læge eller skadestue. Ring evt. 112.
- Åndenød, hurtig, rallende vejrtrækning, smerter eller ubehag i brystet samt hoste med skummende evt. blodigt opspyt pga. vand i lungerne. Kontakt læge eller skadestue. Ring evt. 112.
Ikke alvorlige bivirkninger
Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter
- Feber, udslæt og nældefeber.
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt
- Mild forbigående diarré.
- Forhøjet antal blodlegemer i blodet.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring

Opbevar Hydroxocobalamin Nordic Prime utilgængeligt for børn.
Brug ikke Hydroxocobalamin Nordic Prime efter den udløbsdato, der står på etiketten og æsken efter Exp.
Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Må ikke opbevares over 30 °C.
Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Hydroxocobalamin Nordic Prime indeholder:
- Aktivt stof: hydroxocobalamin. 1 ml indeholder 1 mg hydroxocobalamin (vitamin B12) som hydroxocobalaminacetat.
- Øvrige indholdsstoffer: natriumchlorid, natriumacetattrihydrat (til pH-justering), koncentreret eddikesyre (til pH-justering), vand til injektionsvæsker
Udseende og pakningsstørrelser
Hydroxocobalamin Nordic Prime 1 mg/ml injektionsvæske, opløsning, er en klar rød væske, som fås i en pakningsstørrelse 3 ampuller á 1 ml.
Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Revisionsdato


