Cyanocobalamin "Orifarm"
filmovertrukne tabletter 1 mg
Orifarm Healthcare


Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren
Cyanocobalamin Orifarm 1 mg filmovertrukne tabletter
cyanocobalamin
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk
Oversigt over indlægssedlen:
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at tage Cyanocobalamin Orifarm
- Sådan skal du tage Cyanocobalamin Orifarm
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse

Cyanocobalamin Orifarm indeholder B12-vitamin, som er nødvendigt for nervesystemets funktion og for dannelsen af røde blodlegemer.
Du kan tage Cyanocobalamin Orifarm til langtidsbehandling af sygdommen perniciøs anæmi. Det er en alvorlig form for blodmangel, som skyldes mangel på B12-vitamin.
2. Det skal du vide, før du begynder at tage Cyanocobalamin Orifarm

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Tag ikke Cyanocobalamin Orifarm
- hvis du er allergisk over for B12-vitamin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Cyanocobalamin Orifarm (angivet i punkt 6).
- hvis du har en sjælden, arvelig sygdom i synsnerverne kaldet Lebers hereditære synsnerveatrofi.
- hvis du har nedsat syn på grund af overdrevent tobaks- og alkoholforbrug.
- hvis du har en sjælden nervesygdom kaldet tropisk ataktisk neuropati.
Brug af andre lægemidler sammen med Cyanocobalamin Orifarm
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler.
Tal med din læge, hvis du tager
- p-piller eller mini-piller
- medicin mod alvorlige infektioner (aminoglycosider)
- medicin mod kronisk inflammatorisk tarmsygdom (aminosalicylsyre)
- medicin mod epilepsi (phenytoin)
- medicin mod diabetes (metformin)
- medicin mod forhøjet kolesterol (colestyramin)
- medicin mod kaliummangel (kaliumsalte)
- medicin mod forhøjet blodtryk (methyldopa)
- medicin mod for meget mavesyre (f.eks. omeprazol og cimetidin).
Brug af Cyanocobalamin Orifarm sammen med mad og drikke
Du skal tage Cyanocobalamin Orifarm med et glas vand.
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.
Graviditet
Du kan tage Cyanocobalamin Orifarm under graviditet.
Amning
Cyanocobalamin Orifarm går over i modermælken, men det er ikke sandsynligt, at det vil skade dit barn. Tal med lægen, hvis du har spørgsmål.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Cyanocobalamin Orifarm påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.
3. Sådan skal du tage Cyanocobalamin Orifarm

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Den sædvanlige dosis er 1 tablet daglig.
Du skal tage Cyanocobalamin Orifarm med et glas vand.
Hvis du har taget for meget Cyanocobalamin Orifarm
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Cyanocobalamin Orifarm, end der står i denne information eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas.
Cyanocobalamin Orifarm giver som regel ingen symptomer ved overdosering.
Hvis du har glemt at tage Cyanocobalamin Orifarm
Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Fortsæt blot med den sædvanlige dosis.
Hvis du holder op med at tage Cyanocobalamin Orifarm
Du må kun holde pause eller stoppe behandlingen efter aftale med lægen.
Spørg lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Alvorlige bivirkninger
Stop med at tage Cyanocobalamin Orifarm og søg omgående læge eller skadestue, hvis følgende alvorlige bivirkninger opstår:
Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 1.000 patienter):
- Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer), pga. overfølsomhed (anafylaktisk reaktion).
- Allergiske reaktioner inklusive hududslæt, nældefeber og hævelser. Kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge (angioødem), kan det være livsfarligt.
Øvrige bivirkninger
Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 1.000 patienter):
- Feber.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
Tag ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Opbevares ved temperaturer under 25 °C. Opbevares i den originale yderpakning for at beskytte mod lys.
Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Cyanocobalamin Orifarm indeholder:
- Aktivt stof: cyanocobalamin 1 mg
- Øvrige indholdsstoffer: cellulose, mikrokrystallinsk; mannitol; stivelse, pregelatineret; magnesiumstearat; stearinsyre; hypromellose E6; macrogol 400; titandioxid (E171); erythrosin (E127); gul jernoxid (E172).
Udseende og pakningsstørrelser
Udseende
Cyanocobalamin Orifarm er lyserøde, runde, konvekse filmovertrukne tabletter, som er glatte på begge sider. Diameter: 8 mm.
Pakningsstørrelser
Tabletbeholder med børnesikret låg med 100, 105, 110, 120, 125, 200 eller 250 filmovertrukne tabletter.
Blisterpakning med 30, 60, 100, 110 eller 120 filmovertrukne tabletter.
Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 05/2025.

