Hibiwash
kutanopløsning 40 mg/ml
Moelnlycke Health Care AB


Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren
Hibiwash 40 mg/ml kutanopløsning
chlorhexidindigluconat
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
Brug altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken har givet dig.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk.
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at bruge Hibiwash
- Sådan skal du bruge Hibiwash
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse

Hibiwash indeholder det aktive stof chlorhexidindigluconat, som tilhører en gruppe lægemidler, der kaldes antiseptiske midler.
Hibiwash anvendes til at desinficere hænder og hud før eller efter en operation hos voksne og børn som en hjælp til at forhindre infektioner.
2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Hibiwash

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Brug IKKE Hibiwash
- hvis du er allergisk (overfølsom) over for chlorhexidindigluconat eller et af de øvrige indholdsstoffer i Hibiwash (angivet i punkt 6).
- i øjnene eller mellemøret. Hvis du ved et uheld får dette lægemiddel i øjnene eller ørerne, skal du vaske det ud straks og grundigt med masser af vand.
- på nervevæv, såsom hjernen og hjerne- og rygmarvshinderne (meninges).
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt sygeplejersken, apotekspersonalet eller lægen, før du bruger Hibiwash.
- Hvis du har en hoved- eller rygmarvsskade eller en perforeret trommehinde (en tommehinde med et hul eller en revne), vil sygeplejersken, apotekspersonalet eller lægen afgøre, om det er sikkert for dig at bruge Hibiwash før en operation.
- Hibiwash må ikke komme i kontakt med øjnene på grund af risikoen for synsskader. Ved kontakt med øjnene, skal der straks skylles med rigeligt vand. I tilfælde af irritation, rødme eller øjensmerter eller synsforstyrrelser skal der straks søges lægehjælp. Der er rapporteret om alvorlige tilfælde af vedvarende hornhindeskade (skade på øjets overflade), som potentielt kan kræve transplantation af hornhinden, når lignende produkter ved et uheld er kommet i kontakt med øjet under kirurgiske indgreb hos patienter under fuld narkose.
- Dette lægemiddel bør ikke bruges på dybe og omfattende sår.
- Brug ikke for meget af dette lægemiddel. Sørg for, at det ikke samles i hudfolder eller under patienten eller drypper på materialer, der er i direkte kontakt med patienten. Lægemidlet må ikke injiceres.
- Hospitals- og husholdningsblegemidler (der indeholder kemikaler, der kaldes hypochloritter) kan forårsage, at der udvikles brune pletter på stof, der har været i kontakt med dette lægemiddel.
- Må ikke anvendes sammen med andre sæber, fordi det kan gøre dette lægemiddel mindre effektivt.
- Dette lægemiddel er brandfarligt (det kan antændes). Må ikke anvendes sammen med noget, der kan antænde en ild, før din hud er tør. Dette lægemiddel må aldrig anvendes til desinfektion af kirurgiske instrumenter.
Børn
Skal anvendes med forsigtighed hos nyfødte børn, især for tidligt fødte børn, da dette lægemiddel kan forårsage kemiske forbrændinger.
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge, sygeplejersken eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel.
Dette lægemiddel kan bruges under graviditet. Der er ingen kendte risici ved brug af dette lægemiddel under graviditet eller amning.
Hvis du ammer, skal du undgå at bruge dette lægemiddel på brysterne.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Dette lægemiddel påvirker ikke evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner.
3. Sådan skal du bruge Hibiwash

Brug altid lægemidlet nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter sygeplejerskens, apotekspersonalets eller lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg sygeplejersken, apotekspersonalet eller lægen.
Dette lægemiddel må kun bruges på huden.
Undlad at fortynde Hibiwash før brug.
Før en operation: kirurgisk hånddesinfektion
Skyl dine hænder og underarme med vand. Brug 5 ml af dette lægemiddel til at vaske dine hænder og underarme i ca. et minut. Rens dine fingernegle med en børste eller skraber. Skyl grundigt. Gentag vasken endnu en gang i ca. to minutter, før du skyller grundigt og tørrer dine hænder og underarme.
Antiseptisk hud- og håndvaskemiddel
Fugt det berørte område med vand, påfør 5 ml af dette lægemiddel og vask i ét minut. Skyl grundigt og tør.
Før din operation - vask af kroppen
Vask hele kroppen i (bruse)badet ved mindst to lejligheder, sædvanligvis dagen før en operation og på selve operationsdagen.
Sådan skal du rengøre dig dagen før og på selve dagen for din operation:
- Vask hele kroppen med 25 ml Hibiwash. Brug det som sæbe. Start med ansigtet, og arbejd dig ned ad kroppen. Vær særlig opmærksom på huden omkring din næse, dine armhuler, omkring navlen, mellem benene, i skridtet og din bagdel.
- Skyl herefter hele kroppen med vand.
- Gentag vasken med yderligere 25 ml Hibiwash. Denne gang vasker du også håret (brug det som shampoo, men undgå at få det i øjnene)
- Skyl herefter hele kroppen med vand, og tør dig med et rent håndklæde.
Efter din operation - vask af kroppen
Vask hele kroppen i (bruse)badet ved samme fremgangsmåde som beskrevet ovenfor, idet operationsstedet undgås. Dette gøres sædvanligvis på den tredje dag efter operationen.
Præ-operativ desinfektion af operationsområdet
Fjern kun hår fra operationsstedet, hvis det er nødvendigt. Aftør huden med Hibiwash i op til 2 minutter, og aftør herefter området med sterilt vand. Fjern eventuelt skum og tør.
Hvis du har brugt for meget Hibiwash
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere af Hibiwash, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).
Hvis du eller et barn ved et uheld sluger lægemidlet, skal du straks tage til den nærmeste skadestue eller kontakte din læge. Tag denne indlægsseddel og eventuel anden emballage med dig, så de kan se, hvad du/dit barn har slugt.
Spørg sygeplejersken, apotekspersonalet eller lægen, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Følgende alvorlige bivirkninger kan forekomme. Hyppigheden er dog ikke kendt og kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data. Ved det første tegn på nogen af disse reaktioner, skal du straks stoppe med at bruge Hibiwash. Søg lægehjælp så hurtigt som muligt, og tag til det nærmeste hospital.
- Alvorlige allergiske reaktioner (overfølsomhed, herunder anafylaktisk shock) - som kan forårsage hævelse af læber, tunge og ansigt, udslæt, vejrtrækniingsbesvær, svaghed og kollaps.
Andre bivirkninger
Ikke kendt: hyppigheden kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data:
- Kemiske forbrændinger hos nyfødte børn.
- Allergiske hudreaktioner, der kan forekomme straks eller 2-3 dage eller mere efter brug af lægemidlet, som kan forårsage hævelse og rødme af huden, et kløende udslæt (kontaktdermatitis) eller kløe, blærer og eksem.
- beskadigelse af hornhinden (øjets overflade) og permanent øjenskade, herunder permanent synsnedsættelse (efter utilsigtet eksponering af hornhinden under kirurgiske indgreb i hoved, ansigt og hals) hos patienter under fuld narkose.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejersken eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via Lægemiddelstyrelsen, Axel Heides Gade 1, DK-2300 København S, Websted: www.meldenbivirkning.dk. Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn
Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på flasken efter “EXP”. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 °C.
Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Hibiwash indeholder:
Aktivt stof: chlorhexidindigluconat. 1 ml indeholder 40 mg chlorhexidindigluconat.
Øvrige indholdsstoffer: poloxamer, isopropylalkohol, cocamidopropylaminoxid, glycerol (E422), macrogol-7-glycerolcocoat, D-gluconolacton, natriumhydroxid (til pH-justering) (E524) og renset vand.
Udseende og pakningsstørrelser
Hibiwash er en klar, farveløs, let viskøs opløsning, som leveres i hvide plastflasker med plastlåg, der indeholder 125 ml, 250 ml, 500 ml eller 5 liter væske. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.
Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Revisionsdato


