Azacitidine betapharm

pulver til injektionsvæske, suspension 25 mg/ml

betapharm

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Azacitidine betapharm 25 mg/ml pulver til injektionsvæske, suspension
azacitidin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Azacitidine betapharm
  3. Sådan skal du bruge Azacitidine betapharm
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Virkning

Azacitidine betapharm er et stof mod kræft, der tilhører en gruppe lægemidler, der kaldes ’antimetabolitter’. Azacitidine betapharm indeholder det aktive stof ’azacitidin’. 

Anvendelse

Azacitidine betapharm anvendes til voksne, som ikke er i stand til at få en knoglemarvstransplantation, til at behandle: 

  • højrisiko myelodysplastiske syndromer (MDS)
  • kronisk myelomonocytleukæmi (CMML)
  • akut myeloid leukæmi (AML)

Det er sygdomme, der påvirker knoglemarven, og som kan forårsage problemer med den normale produktion af blodlegemer. 

Sådan bruges Azacitidine betapharm

Azacitidine betapharm virker ved at forhindre kræftcellernes vækst. Azacitidin indbygges i cellernes genetiske materiale (ribonukleinsyre (RNA) og deoxyribonukleinsyre (DNA). Det menes at virke ved at ændre den måde, cellerne tænder og slukker for generne på, samt ved at påvirke produktionen af nyt RNA og DNA. Disse virkninger menes at korrigere problemet med modningen og væksten af nye blodlegemer i knoglemarven, hvilket fører til myelodysplastiske sygdomme, og til at kræftcellerne dræbes ved leukæmi.

Kontakt lægen eller sygeplejersken, hvis du har spørgsmål om Azacitidine betapharms virkning, og hvorfor du har fået ordineret dette lægemiddel. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Azacitidine betapharm

Brug ikke Azacitidine betapharm

  • hvis du er allergisk over for azacitidin eller et af de øvrige indholdsstoffer i azacitidin (angivet i punkt 6).
  • hvis du har fremskreden leverkræft.
  • hvis du ammer.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, før du bruger Azacitidine betapharm: 

  • Hvis du har et nedsat antal blodplader, eller nedsat antal røde eller hvide blodlegemer.
  • Hvis du har nyresygdom.
  • Hvis du har leversygdom.
  • Hvis du tidligere har lidt af en hjertesygdom eller haft et hjerteanfald, eller hvis du tidligere har haft en lungesygdom

Azacitidine betapharm kan forårsage en alvorlig immunreaktion, som kaldes "differentieringssyndrom" (se punkt 4).

Blodprøver
Du vil få taget blodprøver, inden du påbegynder behandlingen med Azacitidine betapharm og ved begyndelsen af hver behandlingsperiode (kaldet en ”cyklus”). Dette sker for at kontrollere, at du har nok blodlegemer, og at din lever og dine nyrer fungerer korrekt. 

Børn og unge

Azacitidine betapharm bør ikke anvendes til børn og unge under 18 år. 

Brug af anden medicin sammen med Azacitidine betapharm

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin , for nylig har brugt anden medicin eller planlægger at bruge anden medicin. Det skyldes, at Azacitidine betapharm kan påvirke den måde, hvorpå anden medicin virker. Anden medicin kan også påvirke den måde, hvorpå Azacitidine betapharm virker. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.

Graviditet
Du bør ikke bruge Azacitidine betapharm under graviditet, da det kan være skadeligt for fosteret. Hvis du er en kvinde, der kan blive gravid, skal du bruge en sikker præventionsmetode, mens du tager Azacitidine betapharm og i 6 måneder efter behandlingen med Azacitidine betapharm er stoppet.
Fortæl det straks til din læge, hvis du bliver gravid under behandlingen.

Amning
Du må ikke amme, mens du bruger Azacitidine betapharm. Det er ukendt, om dette lægemiddel udskilles i modermælken.

Frugtbarhed
Mænd bør ikke få børn, mens de behandles med Azacitidine betapharm. Mænd bør bruge en sikker præventionsmetode, mens de tager Azacitidine betapharm og i 3 måneder efter behandlingen med Azacitidine betapharm er stoppet.

Tal med din læge, hvis du ønsker, at din sæd opbevares, før du får denne behandling. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Du må ikke føre motorkøretøj eller betjene værktøj eller maskiner, hvis du oplever bivirkninger, såsom træthed. 

3. Sådan skal du bruge Azacitidine betapharm

Inden du får Azacitidine betapharm vil din læge give dig anden medicin for at forebygge kvalme og opkastning ved begyndelsen af hver behandlingscyklus. 

  • Den anbefalede dosis er 75 mg pr. m2 legemsoverfladeareal. Din læge vil bestemme din dosis af dette lægemiddel ud fra din almene tilstand, din højde og vægt. Din læge vil kontrollere dine fremskridt og kan ændre dosen, hvis det er nødvendigt.
  • Azacitidine betapharm gives hver dag i en uge, efterfulgt af en hvileperiode på 3 uger. Denne ”behandlingscyklus” vil blive gentaget hver 4. uge. Du skal normalt gennemgå mindst 6 behandlingscyklusser.

Du vil få dette lægemiddel som en indsprøjtning under huden (subkutant) af en læge eller en sygeplejerske. Indsprøjtningen kan gives under huden på låret, maven eller overarmen.

Spørg lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 


Fortæl det straks til lægen, hvis du bemærker en eller flere af følgende bivirkninger:  

  • Døsighed, rysten, gulsot, udspilet mave og øget tendens til at få blå mærker. Det kan være symptomer på leversvigt og kan være livstruende.
  • Hævede ben og fødder, rygsmerter, nedsat vandladning, øget tørst, hurtig puls, svimmelhed og kvalme, opkastning eller nedsat appetit og følelse af forvirring, rastløshed eller træthed. Det kan være symptomer på nyresvigt og kan være livstruende.
  • Feber. Det kan skyldes en infektion som et resultat af, at du har et lavt antal hvide blodlegemer, hvilket kan være livstruende.
  • Brystsmerter eller kortåndethed, som kan være ledsaget af feber. Det kan skyldes en lungebetændelse (pneumoni) og kan være livstruende.
  • Blødning. F.eks. blod i afføringen pga. blødning i maven eller tarmen eller f.eks. blødning inde i hovedet. De kan være symptomer på, at du har et lavt antal blodplader i blodet.
  • Vejrtrækningsbesvær, hævede læber, kløe eller udslæt. Det kan skyldes en allergisk reaktion (overfølsomhedsreaktion).


Andre bivirkninger omfatter: 


Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 personer)  

  • Nedsat antal røde blodlegemer (anæmi). Du kan føle dig træt og bleg.
  • Nedsat antal hvide blodlegemer. Du kan samtidig have feber. Du har også større risiko for at få infektioner.
  • Et lavt antal blodplader (trombocytopeni). Du har større tendens til blødning og blå mærker.
  • Forstoppelse, diarré, kvalme, opkastning.
  • Lungebetændelse.
  • Brystsmerter, kortåndethed.
  • Træthed.
  • En reaktion på indsprøjtningsstedet, bl.a. rødme, smerte eller en hudreaktion.
  • Tab af appetit.
  • Ledsmerter.
  • Blå mærker.
  • Udslæt.
  • Røde eller lilla pletter under huden.
  • Ondt i maven.
  • Kløe.
  • Feber.
  • Ondt i næse og hals.
  • Svimmelhed.
  • Hovedpine.
  • Søvnbesvær (asomni).
  • Næseblod (epistaxis).
  • Muskelsmerter.
  • Svaghed (asteni).
  • Vægttab.
  • Lavt indhold af kalium i blodet.


Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 personer)  

  • Blødning i hovedet.
  • En betændelse i blodet, der er forårsaget af bakterier (blodforgiftning). Det kan skyldes lave niveauer af hvide blodlegemer i blodet.
  • Knoglemarvssvigt. Det kan forårsage lave niveauer af røde og hvide blodlegemer og blodplader.
  • En slags blodmangel (anæmi), hvor antallet af de røde og hvide blodlegemer og blodplader er reduceret.
  • Urinvejsbetændelse.
  • En virusbetændelse, der forårsager forkølelsessår (herpes).
  • Blødende gummer, blødning i maven eller tarmen, blødning ved endetarmsåbningen på grund af hæmorider (hæmorideblødning), blødning i øjet, blødning under huden eller blodansamlinger i huden (hæmatom).
  • Blod i urinen.
  • Sår i munden eller på tungen.
  • Ændringer i huden ved indsprøjtningsstedet. Disse ændringer inkluderer hævelse, en hård knude, blå mærker, blodansamlinger i huden (hæmatom), udslæt, kløe og ændringer i hudfarven.
  • Hudrødme.
  • Hudinfektion (cellulitis).
  • Betændelse i næse og hals, eller ondt i halsen.
  • Øm eller løbende næse eller bihuler (bihulebetændelse).
  • Højt eller lavt blodtryk (hypertension eller hypotension).
  • Kortåndethed ved bevægelse.
  • Smerter i halsen og strubehovedet.
  • Fordøjelsesbesvær.
  • Sløvhed.
  • Generel følelse af utilpashed.
  • Angst.
  • Forvirring.
  • Hårtab.
  • Nyresvigt.
  • Dehydrering (væskeunderskud).
  • Hvide belægninger på tungen, indersiden af kinderne og nogle gange på gane, gummer og mandler (svampeinfektion i munden).
  • Besvimelse.
  • Et fald i blodtrykket, når du står op (ortostatisk hypotension), der fører til svimmelhed, når der skiftes til stående eller siddende stilling.
  • Søvnighed, døsighed (somnolens).
  • Blødning på grund af kateteret.
  • En sygdom, der påvirker tarmen, hvilket kan føre til feber, opkastning og mavesmerter (divertikulitis).
  • Væske omkring lungerne (pleuraeffusion).
  • Kulderystelser.
  • Muskelspasmer.
  • Hævet, kløende udslæt på huden (nældefeber).
  • Ansamling af væske omkring hjertet (perikardieeffusion).


Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 personer)  

  • Allergisk reaktion (overfølsomhed).
  • Rysten.
  • Leversvigt.
  • Store blommefarvede, hævede, smertefulde plamager på huden i kombination med feber.
  • Smertefulde hudsår (pyoderma gangrenosum).
  • Inflammation i hjertesækken (perikarditis).


Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1000 personer)  

  • Tør hoste.
  • Smertefri hævelse af fingerspidserne (trommestikfingre).
  • Tumorlysesyndrom - metaboliske komplikationer, der kan forekomme under cancerbehandling og nogle gange endda uden behandling. Disse komplikationer skyldes produkt fra døende cancerceller og kan omfatte følgende: ændringer i blodkemi såsom højt kalium, fosfor, urinsyre og lav calcium førende til ændringer i nyrefunktion, hjerterytme, krampeanfald og nogle gange død.


Ikke kendt
(hyppigheden kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data)  

  • Infektion i de dybere hudlag, som spredes hurtigt og beskadiger huden og vævet, hvilket kan være livstruende (nekrotiserende fasciitis).
  • Alvorlig immunreaktion (differentieringssyndrom), som kan medføre feber, hoste, vejrtrækningsbesvær, udslæt, nedsat urinmængde, lavt blodtryk (hypotension), hævelser i arme eller ben og hurtig vægtøgning.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via det nationale rapporteringssystem anført i Appendiks V. Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken er ansvarlig for opbevaringen af Azacitidine betapharm. De er også ansvarlige for at forberede og bortskaffe al ubrugt Azacitidine betapharm på korrekt vis. 


Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 


Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på hætteglasetiketten og æsken efter EXP.
Udløbsdatoen (EXP) er den sidste dag i den nævnte måned. 


For uåbnede hætteglas med dette lægemiddel - der er ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen. 


Til umiddelbar anvendelse 

Når suspensionen er blevet forberedt, bør den administreres i løbet af 45 minutter. 


Til senere anvendelse
 

Hvis Azacitidine betapharm-suspensionen forberedes med vand til injektionsvæsker, der ikke er nedkølet, skal suspensionen sættes i køleskab (2 °C til 8 °C) umiddelbart efter forberedelsen, og opbevares i køleskab i maksimalt 8 timer.
Hvis Azacitidine betapharm-suspensionen forberedes med vand til injektionsvæsker, der har været opbevaret i køleskab (2 °C til 8 °C), skal suspensionen sættes i køleskab (2 °C til 8 °C) straks efter forberedelsen, og opbevares i køleskab i maksimalt 22 timer. 


Lad suspensionen nå stuetemperatur (20 °C til 25 °C) op til 30 minutter før administration

Hvis der er store partikler i suspensionen, skal den bortskaffes. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Azacitidine betapharm indeholder:

  • Aktivt stof: azacitidin. Et hætteglas indeholder 100 mg azacitidin. Efter opblanding med 4 ml vand til injektionsvæske indeholder den opblandede suspension 25 mg/ml azacitidin.
  • Øvrige indholdsstoffer: mannitol (E 421).

Udseende og pakningsstørrelser

Azacitidine betapharm er et hvidt til råhvidt pulver til injektionsvæske, suspension. Det leveres i et hætteglas, der indeholder 100 mg azacitidin. Hver pakning indeholder et hætteglas. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

betapharm Arzneimittel GmbH
Kobelweg 95
86156 Augsburg
Tyskland

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal du henvende dig til den lokale repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen: 

België/Belgique/Belgien
betapharm Arzneimittel GmbH
Tél/Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Lietuva 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

България 

betapharm Arzneimittel GmbH
Teл.: +49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Luxembourg/Luxemburg
betapharm Arzneimittel GmbH
Tél/Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Česká republika 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tel: +49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Magyarország 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tel.: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Danmark 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tlf: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Malta 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Deutschland 

betapharm Arzneimittel GmbH Kobelweg 95 

86156 Augsburg 

Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Nederland 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Eesti 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Norge 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tlf: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Ελλάδα 

betapharm Arzneimittel GmbH
Τηλ: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Österreich 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

España 

Reddy Pharma Iberia S.A.U.
Avenida Josep Tarradellas nº 38 E-08029 Barcelona 

Tel: + 34 93 355 49 16 

spain@drreddys.com 

Polska 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tel.: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

France 

Reddy Pharma SAS 

9 avenue Edouard Belin 

F-92500 Rueil-Malmaison Tél: + 33 1 85 78 17 34 

pv-infomedfrance@drreddys.com 

Portugal 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Hrvatska 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

România 

Dr. Reddy´s Laboratories Romania SRL
Tel: + 4021 224 0032 

office@drreddys.ro 

Ireland 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Slovenija 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Ísland 

betapharm Arzneimittel GmbH
Sími: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Slovenská republika
betapharm Arzneimittel GmbH
Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Italia 

Dr. Reddy’s S.r.l. 

Piazza Santa Maria Beltrade, 1 I-20123 Milano 

Tel: + 39(0)2 70106808 

infoitaly@drreddys.com 

Suomi/Finland 

betapharm Arzneimittel GmbH
Puh/Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Κύπρος 

betapharm Arzneimittel GmbH
Τηλ: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Sverige 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

Latvija 

betapharm Arzneimittel GmbH
Tel: + 49 821 74881 0 

info@betapharm.de 

United Kingdom (Northern Ireland) 

Dr. Reddy's Laboratories (UK) Limited 

6 Riverview Road, East Riding Of Yorkshire HU17 0LD Beverley 

Tel: + 44(0)1482 389858 

customerseviceuk@drrredys.com 


Du kan finde yderligere oplysninger om Azacitidine betapharm på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside http://www.ema.europa.eu/. Der er også links til andre websteder om sjældne sygdomme og om, hvordan de behandles. 

Oplysninger tiltænkt læger og sundhedspersonale

Nedenstående oplysninger er til læger og sygeplejersken:  

Anbefalinger for sikker håndtering

Azacitidine betapharm er et cytotoksisk lægemiddel, og som det er tilfældet med andre potentielt toksiske stoffer, bør der udvises forsigtighed ved håndtering og klargøring af azacitidinsuspensioner. Der skal anvendes procedurer for korrekt håndtering og destruktion af anticancer-lægemidler.
Skyl øjeblikkeligt og grundigt med sæbe og vand, hvis rekonstitueret azacitidin kommer i kontakt med huden. Skyl grundigt med vand, hvis azacitidin kommer i kontakt med slimhinderne. 

Uforligeligheder

Dette lægemiddel må ikke blandes med andre lægemidler end dem, der er anført herunder (se "Rekonstitutionsprocedure"). 

Rekonstitutionsprocedure

Azacitidine betapharm skal rekonstitueres med vand til injektionsvæsker. Opbevaringstiden for det rekonstituerede lægemiddel kan forlænges ved rekonstitution med nedkølet (2 °C til 8 °C) vand til injektionsvæsker. Detaljer om opbevaring af det rekonstituerede præparat gives nedenunder. 

  1. Følgende utensilier skal forberedes: Hætteglas med azacitidin; hætteglas med vand til injektionsvæske; usterile undersøgelseshandsker; alkoholservietter; 5 ml injektionssprøjte(r) med kanyle(r).
  2. Træk 4 ml vand til injektionsvæske op i sprøjten og sørg for at tømme evt. luft ud af sprøjten.
  3. Før kanylen på sprøjten med vand til injektionsvæske gennem gummiproppen på hætteglasset med azacitidin, og injicér 4 ml vand til injektionsvæske i hætteglasset.
  4. Når sprøjten og kanylen er fjernet, skal hætteglasset rystes kraftigt, indtil der opnås en ensartet, uklar suspension. Hver ml suspension vil efter rekonstitution indeholde 25 mg azacitidin (100 mg/4 ml). Det rekonstituerede produkt er en ensartet, uklar suspension, uden agglomerater. Produktet skal bortskaffes, hvis det indeholder store partikler eller agglomerater. Suspensionen må ikke filtreres efter rekonstitution, da filtrering kan fjerne det aktive stof. Bemærk, at der findes filtre i nogle adaptere, spikes og lukkede systemer, hvorfor sådanne systemer ikke må anvendes til administration af lægemidlet efter rekonstitution.
  5. Gummiproppen skal renses, og der isættes en ny sprøjte med kanyle i hætteglasset. Hætteglasset skal nu vendes om. Sørg for, at nålespidsen er under væskeniveauet. Stemplet trækkes nu tilbage for at trække den nødvendige mængde lægemiddel til den korrekte dosis op. Sørg for at tømme evt. luft ud af sprøjten. Sprøjten med kanylen fjernes nu fra hætteglasset, og kanylen bortskaffes.
  6. En ny subkutan kanyle (anbefalet 25 gauge) skal nu sættes godt fast på sprøjten. For at reducere forekomsten af lokale reaktioner på injektionsstedet bør man undgå at presse suspension ud af kanylen før injektionen.
  7. Når mere end 1 hætteglas er nødvendigt, gentages alle overstående trin til klargøring af suspensionen. Ved doser, der kræver mere end 1 hætteglas, bør dosen opdeles ligeligt (f.eks. dosis 150 mg = 6 ml, 2 sprøjter med 3 ml i hver sprøjte). På grund af tilbageholdelse i hætteglasset og kanylen kan det muligvis ikke lade sig gøre at trække al suspensionen ud af hætteglasset.
  8. Indholdet af doseringssprøjten skal resuspenderes umiddelbart inden administration. Suspensionens temperatur på injektionstidspunktet bør være ca. 20 °C til 25 °C. Sprøjten resuspenderes ved at den rulles kraftigt mellem håndfladerne, indtil der opnås en ensartet, uklar suspension. Produktet skal bortskaffes, hvis det indeholder store partikler eller agglomerater.

Opbevaring af det rekonstituerede præparat

Til umiddelbar anvendelse
Suspensionen med Azacitidine betapharm kan klargøres umiddelbart før brug, og den rekonstituerede suspension skal administreres inden for 45 minutter. Hvis der er forløbet mere end 45 minutter, skal den rekonstituerede suspension bortskaffes på korrekt vis, og en ny dosis klargøres.

Til senere anvendelse
Ved rekonstitution med vand til injektionsvæsker, som ikke er nedkølet, skal den rekonstituerede 9 suspension sættes i køleskab (2 °C til 8 °C) straks efter rekonstitution og opbevares i køleskab i højst 8 timer. Hvis produktet har været opbevaret i køleskab i mere end 8 timer, skal suspensionen bortskaffes på korrekt vis, og en ny dosis klargøres.

Ved rekonstitution med nedkølet (2 °C til 8 °C) vand til injektionsvæsker skal den rekonstituerede suspension sættes i køleskab (2 °C til 8 °C) straks efter rekonstitution og opbevares i køleskab i højst 22 timer. Hvis produktet har været opbevaret i køleskab i mere end 22 timer, skal suspensionen bortskaffes på korrekt vis, og en ny dosis klargøres.

Sprøjten, der er fyldt med rekonstitueret suspension, skal have op til 30 minutter før administration til at nå en temperatur på ca. 20 °C til 25 °C. Hvis der er forløbet mere end 30 minutter, bør suspensionen bortskaffes på korrekt vis, og en ny dosis klargøres. 

Beregning af en individuel dosis

Den samlede dosis i forhold til legemsoverfladeareal (Body Surface Area, BSA) kan beregnes som følger:

Samlet dosis (mg) = dosis (mg/m2) × BSA(m2)

Følgende tabel er kun et eksempel på, hvordan individuelle azacitidin-doser beregnes baseret på en gennemsnitlig BSA-værdi på 1,8 m2

Dosis mg/m2 (% af anbefalet startdosis) 

Samlet dosis baseret på en BSA-værdi på 1,8 m2 

Antal nødvendige hætteglas  

Samlet påkrævet volumen af rekonstitueret suspension 

75 mg/m2 (100 %)  

135 mg 

2 hætteglas 

5,4 ml 

37,5 mg/m2 (50 %) 

67,5 mg 

1 hætteglas 

2,7 ml 

25 mg/m2 (33 %) 

45 mg 

1 hætteglas 

1,8 ml 

Administration

Suspensionen må ikke filtreres efter rekonstitution.

Rekonstitueret Azacitidine betapharm bør injiceres subkutant (indfør kanylen ved en vinkel på 45° til 90°) med en 25 gauge-kanyle i overarmen, låret eller maven.

Doser på over 4 ml bør injiceres på to separate steder.

Der bør skiftes mellem injektionsstederne. Nye injektioner bør indgives mindst 2,5 cm fra det forrige sted og aldrig i områder, hvor stedet er ømt, blodunderløbent, rødt eller hårdt. 

Bortskaffelse

Ikke anvendt lægemiddel samt affald heraf skal bortskaffes i henhold til lokale retningslinjer. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 03/2020 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...