Mometasonfuroat "Glenmark"

creme 1 mg/g

Glenmark

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Mometasonfuroat Glenmark 1 mg/g Creme 

mometasonfuroat 

Læs denne indlægsseddel grundigt inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Mometasonfuroat ”Glenmark”.
  3. Sådan skal du bruge Mometasonfuroat ”Glenmark”.
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Mometasonfuroat ”Glenmark” tilhører en gruppe af lægemidler, der kaldes topikale kortikosteroider. Det er klassificeret som et ”potent kortikosteroid”. Disse lægemidler smøres på hudens overflade for at lindre rødme og kløe på grund af visse hudlidelser. 

 

Til voksne og børn i alderen 2 til 18 år bruges Mometasonfuroat ”Glenmark” til at lindre rødme og kløe på grund af visse hudproblemer, der kaldes psoriasis eller dermatitis. 

 

Psoriasis er en hudsygdom, hvor kløende, skælagtige, lyserøde pletter udvikler sig på albuer, knæ, hovedbund og andre dele af kroppen. Dermatitis er en tilstand, der skyldes hudens reaktion på f.eks. vaskepulver som gør, at huden bliver rød og klør. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Mometasonfuroat ”Glenmark”

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Brug ikke Mometasonfuroat ”Glenmark”:

  • hvis du er allergisk over for mometasonfuroat eller et af de øvrige indholdsstoffer i Mometasonfuroat ”Glenmark” (angivet i afsnit 6), eller over for lignende lægemidler.
  • på andre hudproblemer, da det kan gøre dem værre, særligt:
    • rosacea (en hudsygdom i ansigtet)
    • akne (bumser)
    • hudatrofi (tynd hud)
    • eksem omkring munden
    • kløe ved kønsorganerne
    • bleeksem
    • forkølelsessår
    • helvedesild
    • skoldkopper
    • vorter
    • ulcereret hud
    • sår eller andre hudinfektioner.

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis du er i tvivl. 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apoteketspersonalet, før du bruger Mometasonfuroat ”Glenmark” 

  • hvis dette lægemiddel anvendes på psoriasis, da det kan forværre sygdommen (f.eks. kan der opstå en form for psoriasis med pustler). Dine fremskridt bør kontrolleres regelmæssigt af din læge, da en sådan behandling kræver nøje tilsyn.
  • hvis din hud bliver irriteret eller følsom efter brug af Mometasonfuroat ”Glenmark”, skal du stoppe med at bruge det og kontakte lægen.

Hvis der opstår en forværring af din lidelse, mens du bruger lægemidlet, skal du kontakte den ordinerende læge - du kan få en allergisk reaktion, en infektion eller det kan være påkrævet med en anden behandling.
Hvis du oplever, at din lidelse vender tilbage kort efter, du er stoppet med behandlingen (inden for 2 uger), så må du ikke genoptage brugen af cremen uden at tale med den ordinerende læge først, medmindre lægen tidligere har rådet dig til det. Hvis din lidelse er forsvundet og herefter vender tilbage med rødme, der strækker sig ud over det tidligere behandlingsområde, og du oplever en brændende fornemmelse, skal du rådføre dig med en læge, før du genoptager behandlingen. 

 

Sig det til lægen, hvis du oplever sløret syn eller andre synsforstyrrelser. 

Børn og unge

Mometasonfuroat ”Glenmark” må ikke anvendes til børn under 2 år. 

Brug af andre lægemidler sammen med Mometasonfuroat ”Glenmark”

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler, især hvis du tager lægemidler, der indeholder cobicistat, ritonavir (bruges til behandling af HIV-infektion) eller itraconazol (bruges til behandling af svampeinfektioner). 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. 

3. Sådan skal du bruge Mometasonfuroat ”Glenmark”

Brug altid Mometasonfuroat ”Glenmark” nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Til voksne og børn over 2 år gnides forsigtigt et tyndt lag af Mometasonfuroat Glenmark på det berørte hudområde én gang dagligt. 

  • Du skal kun bruge en lille mængde creme.
  • En fingerspids creme (en linje fra spidsen af en voksens pegefinger til den første fure) er nok til at dække et område, der er dobbelt så stort som en voksens hånd. Brug aldrig mere end denne mængde, og brug aldrig cremen oftere, end hvad din læge eller apotekspersonalet har anvist.

Vær ekstra forsigtig:

  • Brug ikke cremen i ansigtet i mere end 5 dage.
  • Brug ikke cremen til børn, på nogen dele af kroppen, i mere end 5 dage.
  • Påfør ikke cremen under dit barns ble, da det gør det nemmere for det aktive lægemiddel at trænge gennem huden og eventuelt forårsage nogle uønskede virkninger.
  • Spørg din læge til råds, før du dækker det behandlede område med bandage eller plaster. Behandlede områder i ansigtet eller på børn må ikke dækkes af bandage eller plaster.
  • Du må ikke bruge cremen på store områder af kroppen i lange perioder (for eksempel dagligt i mange uger eller måneder).
  • Brug ikke i eller omkring øjnene, herunder øjenlågene.

 

Brug til børn  

Mometasonfuroat Glenmark anbefales ikke til børn under to år. 

Hvis du har brugt for meget Mometasonfuroat ”Glenmark”

Hvis du (eller nogen anden) ved et uheld kommer til at synke noget af cremen, vil det sandsynligvis ikke give nogen problemer. Kontakt dog lægen, hvis du er bekymret. 


Hvis du bruger cremen oftere, end du skal, eller på store områder af kroppen, kan det påvirke nogle af dine hormoner. Hos børn kan det påvirke deres vækst og udvikling. 


Kontakt lægen eller apoteket, hvis du ikke har brugt cremen, som du blev instrueret til, har brugt den for tit og/eller i for lang tid. 

 

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere af Mometasonfuroat Glenmark, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas) 

Hvis du har glemt at bruge Mometasonfuroat ”Glenmark”

Hvis du har glemt at påføre cremen på det rette tidspunkt, så påfør den, så snart du kommer i tanke om det. 

Hvis du holder op med at bruge Mometasonfuroat ”Glenmark”

Hvis du har brugt Mometasonfuroat Glenmark i lang tid, og dine hudlidelser lader til at være blevet bedre, må du ikke stoppe med at bruge cremen pludseligt. Hvis du gør det, kan du komme ud for, at din hud bliver rød, og du vil muligvis fornemme en sviende eller brændende fornemmelse. For at undgå det skal du tale med lægen, og denne vil gradvist reducere, hvor ofte du skal bruge cremen, til du standser behandlingen helt. 


Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Nogle få personer kan opleve at få nogle af følgende bivirkninger efter brug af Mometasonfuroat Glenmark: 

  • allergiske hudreaktioner
  • bakterieinfektioner og sekundære hudinfektioner
  • akne
  • betændelse og/eller infektion i hårsække
  • tyndere hud
  • røde mærker i forbindelse med hedeknopper
  • tab af hudfarve
  • brændende fornemmelse
  • stikken
  • kløe
  • prikkende fornemmelse
  • usædvanlig hårvækst
  • opblødning af huden og strækmærker
  • sløret syn
  • steroid seponeringsreaktion: Hvis lægemidlet bruges kontinuerligt i længere perioder, kan der opstå en seponeringsreaktion, når behandling stoppes. Denne reaktion kan omfatte et, flere eller alle af de følgende tegn/symptomer: rødme af huden, der kan strække sig ud over det tidligere behandlingsområde, en brændende eller stikkende fornemmelse, intens kløe, afskalning af huden, væskende, åbne sår.

 

Andre bivirkninger, der kan forekomme ved brug af topiske kortikosteroider, er tør hud, hudirritation, hudbetændelse, hudbetændelse omkring munden og udvidelse af de små blodkar i huden. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via: 

 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke Mometasonfuroat Glenmark efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP.  

Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Dette lægemiddel kræver ingen særlige opbevaringsbetingelser.
Må ikke opbevares i køleskab (2°C til 8 °C) eller udsættes for frost. 


Kassér tuben og overskydende creme 12 uger efter åbning. 


Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Mometasonfuroat ”Glenmark” indeholder:

  • Aktivt stof: mometasonfuroat. Hvert gram Mometasonfuroat ”Glenmark” indeholder 1 mg mometasonfuroat.
  • Øvrige indholdsstoffer: hexylenglycol, vand, hvid bivoks (E901), hydrogeneret sojabønnelecithin, titandioxid (E171), aluminiumstivelseoctenylsuccinat, phosphorsyre og hvid blød paraffin, der indeholder spor af all-rac-α-tocopherol.

Udseende og pakningsstørrelser

Mometasonfuroat ”Glenmark” er en hvid til råhvid blød creme. 

 

Den fås i tuber med 10 g, 15 g, 20 g, 30 g, 50 g, 60 g eller 100 g creme. 

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Glenmark Arzneimittel GmbH  

Industriestr. 31, 

82194 Gröbenzell,  

Tyskland 

Repræsentant for Danmark:

Glenmark Pharmaceuticals Nordic AB,
Propellergatan 2
211 15 Malmö
Sverige 

Fremstiller:

Glenmark Pharmaceuticals s.r.o,  

Fibichova 143, 

566 17 Vysoké Mýto,  

Tjekkiet 

Dette lægemiddel er godkendt i medlemslandene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og i Det Forenede Kongerige (Nordirland) under følgende navne:

Polen: Eztom  

Norge, Sverige: Mometason Glenmark  

Spanien: Mometasona Viso Farmacéutica  

Det Forenede Kongerige (Nordirland): Mometasone Furoate  

Danmark, Tyskland: Mometasonfuroat Glenmark 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 07/2023 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...